Renegados historier

Man vil jo gerne passe ind

2011-12-01T18:16:00.002+01:00

Jeg står foran hoveddøren. Er pludselig så urolig i hele kroppen. Jeg ved, jeg er nødt til at trykke på den ringeklokke, det har jeg jo bestemt, at jeg ville gøre. Det var ikke det, jeg havde lyst til, da jeg vågnede i morges. Jeg lå og vendte og drejede mig, og kunne slet ikke finde ro, mens tankerne hvirvlede rundt i takt med at minderne langsomt dukkede op igen i mit tågede, værkende hoved.

Ingen tvivl om, at jeg mest har lyst til bare at vende om og gå tilbage igen. Jeg kunne faktisk sætte i løb med det samme og løbe hele vejen hjem og kaste mig forpustet under min dyne. Bare lade varmen og mørket lukke sig om mig.

Men hvis jeg ikke gør det her nu, så kan jeg ikke møde op i skolen i morgen. Jeg er ikke engang sikker på, jeg ville kunne stå op igen og se mig selv i spejlet nogensinde mere. Jeg er nødt til at få lukket det her igen. Selv om hele mit mellemgulv er frosset til is ved tanken om det.

Jeg prøver at løfte min arm, så jeg kan få min finger sat i position til at trykke på den lille runde knap på ringeklokken. Det går uendelig langsomt, og jeg står hypnotiseret og stirrer på knappen, der ligner et lille ondt øje, der stirrer bebrejdende på mig. Eller et lille sort hul, der er klar til at åbne sig for at opsluge mig.

Jeg stod jo også i går og ringede på en dørklokke, og var sådan glad-nervøs. Lige startet i klassen, og der blev allerede holdt en fest. Det var faktisk nærmest, som om de holdt festen, simpelthen fordi jeg var startet. Det var i hvert fald ikke nogen fest i en bestemt anledning, og alle de andre fyre i klassen smilede så forventningsfuldt til mig, da jeg fik invitationen. Det var åbenbart lidt en tradition. Så jeg havde grundigt udvalgt tøj og frisure til at matche den person, jeg gerne ville være i klassen. Man vil jo gerne passe ind.

Det går pludselig op for mig, at jeg rent faktisk har ringet på klokken. Jeg kan bare ikke rigtig høre det, fordi alle alarmer i min krop kimer og udløser en kraftig trang til bare at styrte afsted og aldrig se mig tilbage, aldrig møde op i klassen igen, aldrig se andre mennesker i øjnene igen. Men tilsyneladende er mine fødder groet sammen med cementen på trappestenen.

Allerede da jeg spotter Tommys silhuet gennem glasruden, bliver min mave tung og urolig, og da han åbner døren og kigger ud, ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg egentlig skal sige til ham. Han kigger på mig, egentlig neutralt. Hvilket foruroliger mig. Hvad havde jeg forventet? Skulle hans ansigt vrænge sig sammen og skulle han slynge døren lige i hovedet på mig igen? Jeg havde da i hvert fald forventet at se ham føle et eller andet.

Jeg står der alt for længe og bare stirrer. Han har det der helt lyse, nærmest hvide hår, der hvirvler over hans ansigt, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor det er så fascinerende. Han er sådan en lille, spinkel, lys fyr, og jeg er sikker på, jeg kunne vælte ham, hvis jeg bare lige puffede til ham. Men alligevel er det ham, der bare kigger afslappet på mig, og det er mig, der fumler og ikke ved, hvad jeg skal sige.

- Jeg tænkte... Jeg ville bare...

Jeg hakker i det. Kan ikke holde ud at stå herude og flagre.

- Må...må jeg ikke komme indenfor?

Han nikker bare og går ind og efterlader en åben dør. Jeg følger tøvende efter.

Alle hilser begejstret på mig, da jeg kommer indenfor. Som om jeg er hele festens midtpunkt. Det er fantastisk det her - de kan virkelig lide mig allerede. Hvis det går godt, så tror jeg, jeg kan blive populær i den her klasse. Det er lovende.

Jeg får med det samme skubbet en øl i hånden, og jeg vil ikke virke for utrænet, så jeg gurgler den ret hurtigt. Bliver lidt svimmel.

Jeg er åbenbart den, alle gerne vil tale med. Jeg går nærmest på turné, så den ene af drengene efter den anden kommer over. Jeg får slet ikke brug for de tre øl, jeg selv havde tusket mig med i en pose, for de stikker mig stort set alle en øl i hånden, eller endnu et glas med endnu en eller anden form for farvet drik, der smager skarpt og knap så forfriskende, som farven ellers lovede. Jeg føler mig som alletiders fyr. Det går op for mig, at jeg faktisk er ganske interessant at tale med, og jo mere jeg bliver varmet op, jo mere og mere interessant syntes jeg i grunden, jeg bliver. Tænk at man kan overraske så positivt.

Det slår mig også, at det da egentlig flot, at jeg kan drikke så utrolig meget. På trods af alt hvad jeg får i hånden, så kan jeg da ikke mærke særlig meget andet end godt humør. Jeg er åbenbart et naturtalent til det her. Jeg kan ikke lade være med at føle, at de andre må være godt imponeret over mig.

Og så kan jeg ikke huske så meget andet. I et stykke tid. Jo, en masse bidder af et grotesk flashback af noget, der føles som noget, jeg måske engang drømte. Som om min hjerne speeder fremad hurtigere end en rutschebane, men min krop er sat i slowmotion, og de to ting er ved at blive flået fra hinanden, og jeg kan ikke se andet for mig end en hel masse ansigter, der er flået helt skæve, og griner og skriger.

Ok, fokuser. Jeg er nødt til at fokusere. Hvor lang tid er der egentlig gået? Og hvad er det, der er ved at ske? Det er pludselig blevet anderledes at være her, men min brusende hjerne kan ikke rigtig samle det. Hvorfor er de allesammen samlet omkring mig i en cirkel? Har jeg gjort noget mærkeligt? Jeg er da ikke syg eller har opført mig meget anderledes end de andre. Tror jeg nok. Og hvorfor har de det der sjove udtryk i deres ansigter. Der er enkelte af dem, der ser en smule skræmte ud, men de fleste af dem lyser langt væk af en følelse, der ser ud til at være landet midt mellem en forventning som til juleaften, og en skadefro, nærmest hævntørstig dæmoni.

To af fyrene bryder ind i kredsen. Mellem sig slæber de noget, en modstandsløs klump, som de smider lidt foran mig. Det er Tommy. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at han var der.

De to fyre hiver i ham. Jeg kan ikke se, om han gør modstand, eller om det bare er hans arme, der sætter sig fast, da de hiver blusen over hovedet på ham. Bagefter holder den ene ham oppe i begge arme, mens den anden knapper hans jeans og hiver dem og hans underbukser helt af ham med det samme. Det hele sker så hurtigt og med en underlig rutinepræget fornemmelse. Han ser ikke hverken bedøvet eller bevidstløs ud, men alligevel klasker han sammen på gulvet og ligger der stille, da de slipper ham. Jeg betragter det hele i en form for trance, eller med den bizarre naturlighed der er ved at betragte noget, der mest af alt føles som en af nattens drømme.

Men nu begynder cirklen at samle sig om mig igen. De råber og skriger allesammen. De opfører dig ikke længere, som om de synes, jeg er verdens mest interessante menneske. Hvad har jeg gjort galt? De hiver ikke i mig, som de gjorde med Tommy, men de skriger alle til mig, at jeg skal tage min bluse af, at jeg skal smide bukserne. Det ville jeg jo normalt aldrig gøre, men jeg kan overhovedet ikke overskue det her. Og jeg er bange. Jeg kan ikke komme ud af det. Selv om det føles som at springe ud fra en bro, så er det alligevel nemmere at gøre, som de siger, end det er at stå imod befalingerne.

Da jeg til sidst smider underbukserne som det sidste, prøver jeg at dække mig til med mine hænder, men cirklen er rykket helt tæt rundt om mig, og de hiver mine arme væk hver gang. De hujer og griner og peger på min pik, og selv om jeg aldrig har været mere nedværdiget end nu, så er der alligevel noget, der bevæger sig i mig. Alle de blikke på min krop, på min pik, det er så rædselsfuldt, så flovt. Og jeg forstår det ikke, men ryk for ryk begynder den at rejse sig. Skammen får den til at strutte og strække sig ud mod dem. De skriger af skadefro fryd ved synet.

Tommy bliver skubbet hen foran mig, han har ingen lov til vilje selv, de holder ham, placerer ham foran mig, bukket forover, som en der skal bestiges. Jeg mærker deres hænder på mine balder, de skubber mig hen til ham, så min pik banker ind mod hans balder. Min pik, der før dette endnu ikke har rørt noget andet menneske. Som har været det mest private, jeg kunne komme i tanke om.

De skubber mig op mod ham igen og igen, hujer, hepper på mig. Den lille ændring i stemningen, opfordringen, giver min fortvivlede sjæl en smule mod. Nu råber de i det mindste ikke vredt mere. Jeg får lyst til at følge dem, gøre dem glade. Og der er noget ved de små, runde baller, og hans slanke ryg og hvirvlerne op langs rygsøjlen, der taler til mig. Jeg ser mine egne hænder løfte sig op. Ser dem række ud og placere sig på hver af hans hofter. Jeg skubber mig ind til ham af egen kraft og nyder det frydefulde brøl fra drengene. Jeg ser endda min ene hånd tage fat om min pik, ser den blive placeret, så den retter sig lige ind mellem de blege balder, så det føles som om spidsen hviler mod det rette sted. Jeg mærker min krop lægge vægt imod, presset mod spidsen af min pik vækker noget i mig, jeg er bedøvende ligeglad, jeg vil bare opleve det, når det begynder at stramme rundt om den. Så jeg lægger alle mine kræfter bag stødet. Mærker Tommys krop spænde sig under mig, mærker at det strammer sig rundt om mig, hører jubelbrølet fra tilskuerne.

Tommy betragter mig, måske faktisk med en antydning af nysgerrighed. Jeg er jo gået helt i stå. Vi står ude i hans køkken. Heldigvis er han vist alene hjemme.

Jeg er vist nødt til at sige noget. Det er jo derfor, jeg er kommet. Selv om det er ved at æde mig op.

- Hør, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Det er rædselsfuldt! Jeg aner ikke, hvordan jeg kunne gøre det. Hvordan kunne jeg gøre det mod dig! Du må hade mig...

Han er stille, ser lidt distræt hen for sig.

- Jeg har svært ved at overskue konsekvensen, fortsætter jeg, - men jeg kan jo ikke stikke af fra, at jeg gjorde det. Du må melde mig. Jeg har ikke tænkt mig at lyve...

Jeg prøver at være rigtig modig og ignorere den stikkende fornemmelse i mine øjenkroge.

Han siger stadig ikke noget. Et stykke tid. Jeg hører bare et ur tikke dovent inde fra stuen, og ser ligesom en tanke vandre hen over hans ansigt.

Så kigger han pludseligt op igen, smiler en smule genert, og tager fat i min hånd, så han kan trække mig med ud af køkkenet og ind på hans værelse.

Selv om det er af en praktisk grund, så føles det utrolig intimt og mærkeligt med hans noget mindre og lidt kølige hånd i min.

Han sætter mig på kanten af hans seng og sætter sig selv ved siden af.

Det går pludselig op for mig, at det er første gang, jeg overhovedet hører ham tale. Og selv om stemmen er mere spinkel, ligesom hans krop, så er den alligevel forbløffende myndig og fattet.

- Første gang det skete var på mit eget initiativ. Jeg sov hjemme hos en af drengene fra klassen, og det skete bare. Han var liderlig, og jeg følte pludselig, at jeg havde lyst til at mærke ham i mig. Han endte med at fortælle det til en af sine venner. En eftermiddag arrangerede de, at vi var sammen alle tre, og de sagde, de ville fortælle alle om det, hvis jeg ikke ville gøre det med dem igen. Sjovt nok var jeg egentlig ikke så bange for, at de skulle fortælle det. Jeg så det ikke som noget hemmeligt. Men jeg tror, det var vigtig for dem, og jeg kunne egentlig ikke se nogen grund til ikke at gøre det. Men den der klub voksede, og efterhånden var det overhovedet ikke nogen hemmelighed længere, ikke blandt drengene, i hvert fald. Og hen ad vejen er det blevet en tradition, at det er sådan, de byder nye drenge velkommen i klassen. Så du skal ikke tro, de mobbede dig. De vil bare have dig med.

Hans klare blå øjne borer sig ind i mine forbløffede.

- Hør, jeg er vant til det. Det gør mig ikke noget. De tror, de tvinger mig, men det gør de i virkeligheden ikke. Jeg kan godt lide at gøre dem glade. Det betyder vist meget for dem at have nogen at kneppe. Og pigerne skal de jo bruge lang tid på at bearbejde.

Han bliver stille igen, kigger lidt forlegent ned. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Har lyst til at sige, der er noget, der er helt galt. At han skal skrue tiden tilbage til før det løb af sporet. At han skal rejse væk og være normal et andet sted, hvor han kan starte forfra. Men jeg siger ikke noget. I stedet bliver jeg forstyrret af følelsen af, at min pik svulmer og maser sig på inde bag mine jeans. Jeg vil ikke vise det. Jeg vil ikke være lige som dem.

Og så mærker jeg også hans fingerspidser lege nysgerrigt med hårene på min ene underarm. Her er jeg lidt mere behåret end de fleste på vores alder.

Så rejser han sig op og hiver hurtigt sin bluse over hovedet og lader sine joggingbukser falde til gulvet. Og står der foran mig.

For første gang ser jeg ham rigtigt. Vel er han spinkel, men han har en utrolig fin krop. Han har lidt muskulatur, og meget flotte små brystvorter. Selv maven er bare en anelse markeret, og slutter af i misundelsesværdige v-formede markeringer ved hofterne, som peger ned mod hans lille, fine pik, der står og peger mig. Det bliver jeg på en eller anden måde glad for - at se hans begejstring, selv om det vist får ham til at rødme. Han, som er så vant til at blotte sig, er vist ikke så vant til at blive beundret.

Uden at jeg tænker over det, flytter mine hænder sig op for at røre ved ham. De lægger sig først på hans mave og glider opad og henover hans brystvorter. Det får ham til at lukke øjnene og skille læberne let fra hinanden. Så jeg bliver der lidt, napper dem kærligt med fingerspidserne. Det giver ligesom nogle små gib i hans pik. Jeg lader mine hænder glide ned igen langs hans krops sider og finder hvile på de smalle hofter. Jeg kigger på hans let glinsende, struttende pik. Det virker så appetitligt og så rigtigt, at jeg bukker mig frem og gaber over den. Den kan sagtens være i min mund, men det føles skønt. Jeg kan komme rundt om den med tungen, og jeg leger.

Det udløser et lille gisp, jeg mærker hans hænder famle henover mit ansigt, nærmest afværgende.

- Det...det behøver du altså ikke det der, gisper han. Det...det plejer jo at være mig...

Men jeg suger mig bare endnu bedre fast, nyder smagen af ham og den søde duft af hans skridt.

De afværgende hænder overgiver sig og holder i stedet fast på siderne af mit hoved, og jeg mærker, hvordan han tøvende begynder at skyde sit underliv ind mod mit ansigt, lader den glide ind og ud over mine læber.

Pludselig er det, som om en følelse strømmer gennem kroppen på ham. Han hiver sig ud og skubber mig baglæns ned på madrassen. Så kravler han op på mig, meget bestemt og målrettet. Overskrævs henover min mave rækker han om bag sig og får hurtigt lirket mit bælte op og åbnet mine bukser. Følelsen af hans hånd, der lægger sig på min dunkende pik og leder den ud, er helt vidunderlig og elektrisk. Og straks sætter han sig tilbage, maser sig rutineret ned over den, og jeg genkender den stramme varme følelse. Så hiver han min overkrop op til ham, så han kan lægge sine arme rundt om min hals. Jeg griber bag om ryggen på ham. Det kan godt være, det er mig, der er inde i ham, men det er ham, der knepper. Jeg mærker ham energisk bevæge sig op og ned over min pik, og mærker hans gnide sig mod min mave.

Der kommer nogle vidunderlige, lystige, klagende klynk fra ham, og jeg mærker kun glæden og lysten til at fylde ham ud, være den, der er i ham. I dette sekund kan jeg ikke komme i tanke om noget andet, der giver mere mening.

Hans små hænder tager fat i min nakke, hiver mig lidt tilbage, så han kan se mig i øjnene. De blå øjne lyser af liderlighed. Så skubber han sit ansigt ind mod mit, og nogle våde, varme læber møder mine. Foreningen med hans læber sender et elektrochok ned gennem min krop og ud i min pik, som pludselig må sprøjte, mens hele min krop ryster ukontrollerbart, lykkeligt. Mens hans hænder og læber holder fast.

Han skal til at løfte sig af mig, men jeg holder fast. Endnu i ham skubber jeg ham bagover, så han hviler oven på mine ben, med sine ben viklet rundt om mig. Min ene hånd glider op til en brystvorte igen, men den anden lukker sig om hans pikhovede. Imens kigger han forbløffet, uvant op på mig. Jeg klemmer den lille stive brystvorte, og klemmer om hovedet, hiver hånden op og ned over. Mærker ham vokse endnu mere, mærker ham spænde i kroppen. Mærker sæden blive skudt af sted, mens han sukker ekstatisk. Og bliver liggende.
Med det skæveste, smukkeste smil hvilende på sine læber.

-------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Morgen

2011-11-24T20:06:00.002+01:00

Jeg finder dig foran bunker med sammenlagt, tørt vasketøj. Jeg er stadig svimmel efter at være tumlet ud af sengen, balanceløs og kommet på fødderne før kroppen rigtig var klar til det. Men du manglede ved siden af mig, da jeg vågnede, og jeg blev nødt til at lokalisere dig igen. Især efter i går og den stemning, vi lagde os til at sove i. Jeg skal være sikker på, du ikke er forsvundet. Først nu opdager jeg, hvordan den kolde morgenluft bider mine brystvorter.

Du har ikke set mig endnu, eller du ønsker ikke at have set mig endnu. Du arbejder hurtigt med at hive et stykke tøj af stativet, vurdere dets art, folde det med hurtig og præcis rytme og placere det i den rette søjle af sammenlagt tøj - søjler der vokser op omkring dig som en city skyline.

Du er selv kommet direkte fra den lune luft under dynerne og herud og er gået direkte i gang med arbejdet. Du er omgivet af tøj og er ikke engang selv kommet i det endnu. Din lille krop er kun omgivet af de mørke hår, der krøller voldsomt i alle retninger på dit hoved, som springer frem overalt her om morgenen på dine kæber, og som duner din brystkasse og din slanke mave helt ned under dine underbukser, der er gledet en anelse ned, så kanten netop hviler en halv centimeter under hvor dine smukke baller starter og foran hvor hårene begynder at vokse kraftigere igen. Jeg står og kigger på, hvordan bulen, der er så smukt formet af underbuksernes gammeldags design, bevæger sig, når du går.

Jeg stiller mig lige bag dig, mens du vender vrangen ud på en sort sok, og du stivner, da du mærker varmen mellem min hud og din.

Jeg tager min arm rundt om dig og lægger min hånd på din mave. Du arbejder videre igen tilsyneladende uden at registrere, at jeg er der.

Jeg hiver dig tilbage med min arm om dig, så din ryg støder ind mod min mave. Jeg kan mærke dine skuldre udvide sig med din vejrtrækning mod mit bryst.

Jeg fornemmer, du skal til at sige et eller andet, men jeg skubber dig mere ind mod mig og lader min lufts udånding flyde mod dit øre, mens min ene hånd har grebet om den tillokkende underbuksebule, mens den anden hånd har fundet den ene hidsigt strittende brystvorte. Du prøver lidt vrantent at ryste dig løs, men jeg har dig. Den følelse får mig til at vokse ind mod dine baller, og jeg skubber dig ind over bordet med vasketøj. Jeg hiver hurtigt dine underbukser ned om anklerne, mens jeg går i knæ og straks efter skiller dine baller ad og placerer min tunge stor og varm lige mellem dem. Du vranter ikke mere, men jeg mærker spændingen i din krop. Jeg spidser tungen og lader den vandre rundt i kanten, bløder tungen op igen og slikker blødt, bruger masser af spyt.

Da jeg rejser mig op igen, vipper jeg kanten af mine egne underbukser ned og hiver min ømme, ivrige pik frem. Den er fedtet og slimet foran og blander sig med spyttet, da jeg sætter den ind mellem dine baller.

Så lægger jeg mig ind over dig på bordet og skubber mig langsomt ind. I bevægelsen skubber jeg dig ind i en stabel lagner, som vælter. Jeg kan mærke dig stramme rundt om mig helt sindsygt, så jeg skubber ekstra på. Jeg skubber dig ind i bunker af bluser og jeans, som vælter sammen i et kaotisk underlag under din lille krop, mens jeg støder mit underliv og min pik ind i dig rytmisk og hårdt. Utroligt hurtigt, langt hurtigere end normalt mærker jeg det komme. Og da det ruller ind over mig, igennem mig og al kraften tonser ind i dig gennem min pik hiver jeg dig tilbage, flår i din lille tykke pik, så din sperm klasker ud på gulvet.

Først efter flere stivnede sekunder slipper jeg dig. Du hiver dine underbukser, der endnu hænger om din ene fod, op igen og tørrer op på gulvet med en af håndklæderne fra den væltede bunke.

Så begynder vi begge at lægge tøjet sammen igen. Du siger intet og jeg har ikke tænkt mig at bryde stilheden. Når jeg betragter dig ud af øjenkrogen kan jeg se, du stadig prøver at holde den sure mine. Selv om et listigt smil trodsigt har hægtet sig fast på dine læber.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Solstrålehistorie

2011-11-24T20:01:00.003+01:00

Festen er endt som en forulykket ørkenkaravane, hvor folk én efter én er bukket under for trætheden og den store tørst. Overalt i lejligheden ligger der udmattede kroppe, sovende, mens solens første stråler sniger sig tøvende ind gennem vinduet. Forsigtigt glider den hen over gulvet bræt for bræt, til den endelig næsten forskrækket når dit lyse ansigt, som den langsomt indtager og breder sig lykkeligt ud over. Varmen, du må mærke, deler jeg. Den flyder fra mit mellemgulv og ud i hele kroppen, mens jeg stirrer på dig.

Kun en armslængde fra dig på et kradsende tæppe under en åben sovepose med en ødelagt lynlås. Selv om du ligger på gulvet bare med et tæppe over dig, ser du veltilfreds ud og smiler i søvne, mens solen masserer dit ansigts runde former. Kilder dine små ører og slikker dine bløde læber. Du vender dig velvilligt en smule, så lyset kan fortsætte sin behandling. Tættere på mig. Din lyse skulder er næsten ud for mit ansigt, og jeg kan dufte din hud.

Da dit tæppe glider helt ned, ser jeg, hvordan solen grådigt æder sig ind og bemægtiger sig din krop. Omfavner din hals, lægger sig tungt på dit bryst og holder om dine brystvorter. Rutscher ned i din navle, hvorfra den listigt erobrer dine stramme shorts, som den begærligt forsøger at gennemtrænge, mens den brændende kærtegner den tydeligt markerede bule. Om kap med mine øjne.

Hvorfor må solen fuldstændigt befamle dig, når jeg ikke engang kan lægge min dirrende hånd på din skulder?

Jeg lukker mine øjne og ser dig for mig. Du sætter dig roligt op og ser smilende på mig. Nu er du helt nøgen, og mellem dine ben ligger din bløde pik dovent langs dit ene lår. Du lægger dig op ad mig, hviler dit hoved på min skulder. Din hånd undersøger nysgerrigt mit ansigt, læberne, hagen, struben. Glider mellem mine skægstubbe hen over halsen og fortsætter mellem de mange bløde hår på mit bryst. Du nulrer dem blidt i cirkler, der langsomt glider nedad på min mave, rundt om min navle og ind under elastikken på mine boksershorts. Her møder du min dunkende pik, der pulserer i takt med mit hjerte og min vejrtrækning, og du lader en blid finger glide hele vejen ned langs siden og begraves i hårene. Hånden griber forsigtigt rundt om og hiver let - over til dig. Jeg følger med, og mens jeg tager boksershortsene af, lægger jeg mig oven på dig og glider ind i dine arme.

Vore underliv gnider sig rytmisk mod hinanden og jeg mærker din varme pik mod min mave. Jeg løfter mig op. Din hånd griber igen rundt om skaftet, glider frem og tilbage, mens jeg følger bevægelsen og sitrer. Ekstatisk. Jeg tager om dine hofter og løfter dig rundt. Holder dig fast så dine baller er lige foran mig og lægger mig over dig, så mit bryst presser mod din ryg, og min næse begraves i din nakke. Den ene hånd holder fast rundt om livet på dig, mens den anden lader to fingre presse sig op i dig. Du sukker og jeg presser mere, frem og tilbage. Nu gør jeg klar, sætter min pik til og presser, så jeg glider op i dig. Langsomt skubber jeg mig hele vejen, mens du lukker dig om mig og med din muskel dér mærker mig i dig. Du stønner. Jeg presser mig helt frem i dig, presser dig ned i gulvet og gennemborer dig igen og igen.

Du stønner, jeg råber, du brøler, jeg maser dig hårdt ned og eksploderer inde i dig, mens hele min krop flyder ud og smelter sammen med dig.

Jeg åbner mine øjne. Trækker soveposen op om mig. Du ligger der, befamlet og omsluttet af solen og hele din smukke krop stråler under den. Og mens duften af din hud hiver i mine næsebor, bliver jeg bare liggende her som én krop mellem de mange segnede omkring os, for du er for evigt urørlig for mig.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Faren ved at flirte

2011-08-27T00:08:00.003+02:00

- Hør nu, det er egentlig meget simpelt - jeg kan ikke forstå, du synes, det er så svært...

Lennart tager et sip af sin drink, mens han flasher et funklende glimt i øjet. Ja, han kan finde ud af det. Selv nu overfor mig, som bare er en ven, kan han ikke lade være med at lade flirten flimre i ansigtet.

Jon på den anden side af mig kommer en smule til undsætning.

- Ok, det kan godt være, Jesper direkte er elendig til det, men derfor kan alle jo have glæde af lidt træning. Få finpudset teknikken. Det her er alle tiders sted at øve sig.

Vi sidder i en sofa i en homoklub, som er så ny, at jeg stadig ikke kan huske, hvad den hedder, men som på kort tid har formået at hive hele flokken af trendhungrende homoer over til sig. Den samme flok af mennesker, som er så troløse, at dette talk-of-the-town-sted formodentlig er lukket igen allerede næste måned, når der er åbnet et nyt 'skønt' sted, hvor alle de samme first-movers er styrtet over af frygt for ikke at være dér, hvor det sker.

Og her sidder vi så, Lennart og Jon og mig. Jeg er Jesper. Lennart og Jon er mine spring-ud-venner. Under normale omstændigheder er jeg ikke fuldstændig sikker på, at vi tre var blevet de bedste venner i verden, for jeg ved egentlig ikke rigtig om vi ellers sådan har noget til fælles, andet end én ting, som pt. er rigeligt. Vi er alle tre i en proces på vej imod at springe ud, forsøger at tage os sammen til at fortælle det til familierne, ja, og så er vi desperate efter at få nogle erfaringer. Hurtigt. Havde vi været til piger, så havde vi helt sikkert været i gang i nogle år nu, men det her homo-noget har ligesom forsinket hele processen lidt. Man skulle jo ligesom lige finde ud af, hvad det var for noget, og lige tage et tilløb til at finde ud af, at man faktisk gerne ville være det...og prøve det. Selv om det er...anderledes.

Og dét fælles emne giver os rigeligt at snakke om i vores venskab for tiden. Det er faktisk det eneste vi snakker om. Desværre føler jeg, at jeg er ved at tabe kapløbet. Lennart har allerede, efter eget udsagn succesfuldt haft sex med en fyr, selv om han ikke er meget for at gå for meget i detaljer med det. Men jeg har da set ham kysse med flere. Hvilket gør ham til Jedi-mester i homo-spørgsmål i vores lille verden. Der er da heller ikke nogen tvivl om, at han er den mest talentfulde af os. Han kan det der med at fange folk og holde dem fast. Han skal nok få opbygget sig et solidt CV steder som her hen ad vejen.

Jon har næsten haft sex, eller hvad det hedder, når der er én, der har givet dig et blowjob. Jeg har stadig svært ved at finde ud af, præcis hvor meget af det, der virkelig skete. Men jeg fik panik-kuldegys, da han fortalte det første gang.

Nu er jeg den sidste der mangler at fremvise bare en eller anden form for resultater. Og jeg er ikke engang tæt på. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, men der er ikke rigtig nogen, der kommer og løfter mig op og bærer mig med hjem i deres seng.

Måske overser de mig simpelthen, fordi jeg er så lille? 154 cm højt er jo nemt kigget forbi, hvis man glemmer at kigge ned. Og jeg vejer kun 53 kg, så jeg skal også passe på ikke at stå bag noget. Jeg har endda tabt mig lidt. Det er nok af alle de bekymringer. Men jeg ved heller ikke rigtig, hvad det er med mig. Hver gang, der er nogen, der kigger på mig, så skynder jeg mig altid at kigge ned. For hvad nu, hvis de rent faktisk også begyndte at tale til mig? Jeg ville ærlig talt ikke vide, hvad jeg skulle sige. Og slet ikke hvad jeg evt. skulle gøre for at tage det skridtet videre derfra.

Ikke at jeg ikke gerne ville det - men derfra og så til at føre sig selvsikkert frem i dette univers, som for mig endnu føles lidt eksotisk og farligt...der er et stykke vej. Nogle gange ville jeg nærmest bare ønske, der var nogen, der ville smide en stiv pik i nakken på mig, så jeg kunne få det overstået.

Det værste ved, at de andre har prøvet mere end mig, er, at de nu begynder at opføre sig som verdensmætte kosmopolitter, der ser det som deres pligt, at bringe deres store erfaring videre til min gavn. På det seneste har de opført sig som Mester 1 og 2, der prøver at gøre en håndværker ud af deres umulige lærling. Selv nu her i sofaen, med sin paraplydrink i hånden, kan Lennart ikke dy sig.

- Men altså, Jesper, du er nødt til at lære det med blikket. Jeg mener, der er naturligvis massevis af tricks, som du kan lære dig hen ad vejen, men det kan alt sammen være lige meget, hvis du ikke har styr på det med blikket..

Han holder en kunstpause, og først efter et stykke tid overgiver jeg mig og spørger en smule anstrengt:

- Og hvad mener du med - blikket?
- Det er i virkeligheden simpelt. Det handler bare om at lade være med at kigge væk. Hold øjenkontakten hele tiden. Så er han ikke i tvivl om, hvad du vil.

Det er lidt irriterende, for jeg mærker, at ham rammer mit ømme punkt. Jeg ved godt, jeg er slem til altid at kigge væk og dermed mere eller mindre med vilje at afskære kontakten.

Jon overtager tråden.

- Prøv nu at øve dig. Find én eller anden du godt kan lide og prøv at tage hans øjne.

Jeg spejder ud over rummet. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal slå ned.

- Dér, hører jeg Lennart konstatere sikkert. - Prøv ham der. Og så slipper du ikke blikket igen.

Jeg følger den retning, som han diskret angiver med sit sugerør. Oppe i baren sidder der en fyr, og jeg ved med det samme, at han har ramt rigtigt. Modsat mig er han lyshåret. Naturligvis er han både højere og bredere end mig, men alt andet ville også næsten være umuligt. Han giver dog stadig et slankt indtryk, på den atletiske måde. Som om han kommer direkte fra roklubben.

Det gyser i min mave bare ved tanken om ham. Så der er da ingen chance for, at jeg skulle kunne holde til at sidde og stirre på ham. Men på den anden side, så er jeg jo desperat. Og har vel som sådan ikke rigtig noget at miste. Jeg tuner mit blik ind på ham. Fokuserer på hans nakke, hvor de lyse dun hvirvler sig nedad i en fin stribe. Jeg ved ikke, om jeg tror på, at en telepatisk påvirkning har nogen som helst effekt, men jeg kan næsten høre mig selv tænke: "Vend dig om...kig på mig..."

Da han første gang rent faktisk drejer hovedet og kigger på mig er det kun i et kort sekund og helt sikkert en tilfældighed. Alligevel bliver jeg så befippet, at min første impuls er at kigge op i loftet og spilde min drink i skødet på mig selv. Men jeg gør det ikke. I stedet kæmper jeg som en vanvittig for at blive ved med at lade blikket dvæle ved hans på én gang stærke og alligevel lidt drengede og dunede kæbeparti.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om han bemærkede mig. Men jeg tror det måske, for pludselig er der øjenkontakt. Igen kun et øjeblik, men en anelse længere denne gang. Men nok til at det går op for mig, at hans øjne er tindrende blå. Jeg ved ikke, hvorfor det føles nærmest som et chok. Men jeg kan næsten ikke trække vejret.

Og så sker det. Hans krystalblå øjenæbler løfter sig igen i min retning, og denne gang er det, som om vores blikke går i baglås. Han bliver ved med at stirre på mig. Og selv om der er en panisk stemme inden i mig, der skriger på at slippe fri, så er jeg fuldstændig ude af stand til det. Jeg stirrer ham direkte ind i de isblå øjne, som om der var blevet skabt en forbindelse mellem vores tvillingetryllestave eller et eller andet andet fantastisk fra en Harry Potter-bog.

Hvor længe sidder vi sådan? Jeg kan nærmest mærke Lennarts og Jons tilbageholdte åndedræt, mens de er vidner til denne uendelighed af magisk stirren. Hvis det skulle være rigtigt, ville jeg forestille mig, at han skulle smile lidt til mig, og muligvis kigge væk en gang mere og ignorere mig lidt, inden han måske endelig ville rejse sig op og komme hen og begynde at snakke med mig.

Men det er slet ikke sådan, det sker. I stedet er det, som det er fuldstændig umuligt for nogen af os at komme ud af den gensidige nedstirren. Derfor rejser han sig op, og uden at se sig i en anden retning så meget som én gang kommer han over til vores sofa. Han efterlader endda sin øl på baren. Det ville give mening, hvis han nu introducerede sig selv, men enhver tale ville ødelægge dette. I stedet står han et stykke tid foran vores sofa og bare kigger. Jeg fornemmer tydeligt Lennarts og Jons blikke, men det er mig, han kigger i øjnene.

Pludselig sætter han sig i bevægelse igen, går lige ind i vores sofa og sætter sine knæ i puden mellem mine ben. Mængden af luft mellem vores kroppe minimeres, lige ind til det sidst svinder bort - netop som jeg mærker hans læber varmt mase sig ind imod mine.

- ...What?...hører jeg lige undslippe Lennart, i det de to er vidne til, at deres ven bliver kysset for øjnene af dem af en fuldstændig ukendt blond åbenbaring. Et millisekund ser jeg det hele med deres øjne. er mig selv og tænker, om jeg nu gør det rigtigt, ser rigtig ud og overhovedet kan finde ud af det. Men så springer jeg ind i mig selv igen og lukker endelig øjnene. I samme sekund slapper jeg af i kroppen og skiller læberne let ad. Dét inviterer hans tunge indenfor, og det er helt underligt og vildt at mærke en anden fyrs tunge have invaderet min mund, hvor der ellers plejer bare at være plads til mig selv.

Men min tunge lader ikke til at have noget videre imod invasionen, og den vrider sig velkomstbydende omkring hans tunge. Det er som om, at når jeg bare slapper af og ikke tænker, så er der mange ting, min krop ikke behøver at få at vide, den skal gøre. Helt uden kommando finder den ud af, at den kan vælge at skyde mit underliv op mod hans og dermed blive belønnet med en sitrende kildren, der bruser ud i hele kroppen og ligesom beruser min hjerne på en helt anden måde end drinken med paraplyen, som Jon lige nåede at redde ud af min hånd, inden den fik travlt med at nusse hårgrænsen i hans nakke.

Jeg hører et gisp fra Lennart, og det går op for mig, at det skyldes hans opdagelse af, at min hånd også helt af sig selv har fundet vej ned under kanten af fyrens bukser, og jeg finder mig selv liggende der med en stiv pik i hånden. Jeg fornemmer at Lennart kigger sig nervøst omkring, angst for opmærksomheden fra andre - men jeg har fundet fyrens øjne igen og de blå krystaller vokser hver gang jeg giver den varme pik et klem. Et vidunderligt syn.

Min hånd har travlt med at suge hele oplevelsen til sig. Den har kun erfaring med at holde på min egen pik som stiv, men dette er ikke det samme. Den her er større, og jeg ved ikke, hvad den føler, andet end at den bliver hårdere og hårdere på den der silkebløde måde hver gang jeg klemmer den.

Tænk at det her er den ting, som den her fyr altid holder skjult. Det stof, der skjuler den her, er det sidste man smider i hvilken som helst sammenhæng - selv hvis man var på stranden eller i svømmehallen, så vil man forsøge at skjule denne kropsdel så længe, som det er muligt - den er hemmelig og lidt forbudt. Og så kan jeg få lov til at have den i hånden her, og tænk engang at man er i stand til at gro sådan en hård gren nærmest ud af ingenting. Det er svært at forstå. Men den passer så godt i min hånd, som om det havde været meningen hele tiden.

Jeg mærker godt hans hånd fumle nede ved min bukseknap, og et eller andet sted i min hjerne er der vist nok et center, der begynder at arbejde med det faktum, at min pik, min eksklusive og hemmelig kropsdel, om lidt vil være stiv og synlig for alle de festende på diskoteket. Men følelsen af hans pik i min hånd sender så mange belønningsstoffer op i min hjerne, at den er ude af stand til at vurdere det problematiske i offentlig og begejstret nøgenhed.

Da han hiver mine opknappede bukser til sig ned på mine lår og dén springer frem, er der en underlig følelse af skam og ekstrem ophidselse blandet sammen, der er ved at fortære min krop indefra. Jeg føler jeg forsvinder, og samtidig føler jeg mig langt mere til stede i mit eget liv end nogensinde før. Jeg kan bare ligge der og se hans øjne æde mig. Også selv om det ikke er de eneste øjne i rummet. Jeg fornemmer at folk begynder at stoppe op. Fyren over mig begynder at knappe sine egne bukser op, og ud af V'et mellem knapperne vokser den tykke let op ad bøjende pik frem. Som jeg har holdt i min hånd. Hans kønsbehåring er skinnende blond.

For mine ører lyder det som om, der i det fjerne kommer hujende tilråb fra den voksende gruppe af mennesker der samles. Helt roligt og fuldstændig uden forlegenhed tager han et kondom frem fra lommen, bryder forseglingen og begynder med let modstand at rulle det med over sig. Fra den anden lomme tager han én af de små tuber med glidecreme, man kan tage i baren. Det begynder han at gnide op og ned langs hans skaft og rundt om hovedet på den. Jeg ved ikke, hvorfor jeg føler,. jeg kan mærke hans hænder på mig, når han gnider sig selv der...

Jeg ved jo godt, jeg skal have den pik. Og alligevel har jeg meget lidt anelse om, hvordan det vil føles. Og hvordan jeg overhovedet skal få den ind. Men den fantastiske situation taget i betragtning er det ikke en mulighed, at det ikke lykkes. Havde vi været alene og han havde taget mig med hjem, så havde jeg været nervøs og sikkert slet ikke kunnet få den ind. Men i dette sekund på sofaen i centrum for det hele, er jeg ikke i tvivl om, at det kommer til at lykkes.
Fuldstændig uden skam over for de nysgerrige blikke, træder han ud af sine bukser og krænger T-shirten over hovedet, så hans stærke krop er til hvert eneste øjes offentlige eje. Han ænser slet ikke, at de er der. Jeg føler, hvordan hans øjne bare er fastlåst på mig. Med bestemthed læner han sig ind over mig og hiver min skjorte fra hinanden, så jeg nu ligger der fuldstændig blottet på sofaen. Jeg derimod kan mærke alle fyrenes blikke prikke på min hud som tusinde nåle. Det skyller ind over mig med en følelse af skam over, at alle disse fyre fuldstændig frit kan inspicere hver millimeter af min krop, og ikke mindst kan studere, hvordan min pik bliver savlende stiv af skam over, at de kan se den. Jeg kunne krumme mig sammen i et hjørne, kunne dække mig til - men min hjerne er hypnotiseret af et forvirret flimmer af liderlighed. Jeg kan ikke tænke klart, og det eneste, jeg er i stand til at fokusere på er, at jeg vil blive kneppet af den fyr.

Jeg kan se ham placeret mellem mine ben, som han har løftet og spredt, så de danner et V, hvis spids peger direkte ned på, hvor han skal sigte. I udsnittet mellem mine ben ser jeg dette smukkeste billede af hans overkrops elementer; markeringer, muskler, brystvorter og navle. Jeg ser hans arme forsvinde nede og ude af mit synsfelt, og jeg mærker noget, som lægger sig til, lige dernede, og forsøgsvist forsigtigt presser sig på. Jeg lægger nakken tilbage og på den måde kommer til at kigge væk fra ham og i stedet lige ind i øjnene på den halvmåne af fyre, der har samlet sig omkring sofaen. Nogle af dem stirrer og fniser og peger og hvisker, men de fleste af dem står nu bare andægtigt med store øjne og ser ud til nærmest at have glemt tid og rum. Blandt dem er Jon og Lennart. De ser ærlig talt temmelig perplekse ud.

Jeg fanger Lennarts øjne lige i det øjeblik jeg mærker den mase sig indenfor dernede. Jeg mærker, hvordan jeg udvider mig på en noget omvendt måde i det pikken skubber sig frem inde i mig, og jeg kan se på Lennarts øjne, at han kan se mine pupiller udvide sig lige så vildt. Det er egentlig ikke smerte, men en rent fysisk følelse af at blive invaderet og og underlagt en anden mand. En accept af at blive taget, som gør mig helt forlegen og samtidig dirrende i kroppen efter mere. Hvor underligt at forlegenhed og skamfølelse sådan kan rive mig med.

Lennart virker forlegen på en helt anden måde og slår pludselig blikket ned. i stedet kigger jeg på Jon, som med helt andre begejstrede øjne sluger hele synet. Grådigt og helt uden tegn på forlegenhed. Hans hånd er endda helt åndsfraværende i gang med at massere ham selv i skridtet uden på hans bukser, og jeg kan ikke lade være med at studere omfanget af omridset, der nu viser sig langs hans bukseben.

På samme tid mærker jeg fyrens mave mod mine baglår, og det går op for mig, at han er helt inde. Jeg vender hovedet, og forbindelsen mellem vores blikke etableres igen. Hans øjne er fokuserede, og jeg fornemmer, de på én gang kigger ud af på mine øjne og ind ad på følelsen af mig, der strammer helt afsindigt om ham hele vejen fra hovedet og ned langs hans skaft. Jeg får kun lige et øjeblik i ro til at erkende følelsen af, at jeg har en anden mands mest intime og følsomme legemsdel inde i min egen krop lige nu, og at den vilde følelse jeg får dernede lige så meget er en følelse, jeg giver tilbage til ham ved at klemme om ham. Nu læner han sin overkrop ind over mig, så jeg kan mærke hans mave mod min pik. Hans albuer sætter han i sofaen på hver side af mig, så hans hænder kan holde godt fast i mine skuldre. Og så giver han det første stød, der bølger op og ned langs min rygrad, som de dansende diodelamper, der angiver lydniveauet på en mixerpult. Han støder igen. Og en gang til, så hårrødderne i min hovedbund sitrer af elektricitet.

Det er som om min krop har svært ved at erkende det egentlig helt simple faktum, at den bliver kneppet. Men nu har han ligesom prøvet, hvordan det er at støde op i mig, så med ét begynder han rytmisk og uden pauser at skyde frem og tilbage med sit underliv, så jeg kan mærke hans pik i mig arbejde som et stempel.

Modstanden når jeg klemmer sammen om ham sætter gang i et eller andet i mig, der gør, at jeg ikke kan holde en klynken tilbage. En lyd jeg aldrig før har hørt fra mig selv, og som kommer direkte fra nydelsen i min krop - som jeg vist kun kan lære at rumme, hvis den er med lyd. Jeg kan se ind i hans øjne, at samme modstand sender følelser op igennem hans pik og forplanter et epicenter i hans krop også. Jeg aner ikke hvad han føler, men også han er nødt til at lade en langt dybere og mere brummende lyd rulle ud mellem hans læber med hans stød op i mig.

Det er som om jeg langsomt ser en gnist lyse vildere og vildere i de gasflammeblå i takt med at hans stød bliver hurtigere og dybere. Pludselig skubber han sig tilbage til sin oprindelige position med overkroppen oprejst mellem mine løftede ben. Svedperlerne på hans overkrop kaster de farvede lys tilbage i rummet som en diskokugle, og hans dans mellem mine ben bliver voldsommere og voldsommere.

For første gang lægger han med ét sin hånd på min pik, og det kommer nærmest som et chok, der får noget til at antænde inde i mig. Han skriger pludselig dybt fra mellemgulvet og vi skælver begge. En urkraft, der har været i dvæle hele mit liv er vakt til live og får hele min lille krop til at blive spændt bagover som en bue. Mit hoved bliver slynget tilbage, og jeg kan i slowmotion se mine egne hvide klatter dale som snevejr nedover publikum bag mig.

Jeg veksler aldrig et ord med ham. Han kigger bare på mig lidt mens hans nusser min næse. Så kysser han mig med en umådelig ømhed. Da han trækker sig ud føles det, som om jeg mister en lille del af mig selv. Jeg kan bare ligge og se på, at han gnider kondomet af den og igen lukker den inde bag knapperne i hans jeans. Så vender han sig om og går.

Senere på aftenen danser vi vildt, mig og mine venner, ude på dansegulvet. Som planlagt. Men alt er forandret. Jon stirrer på mig med lyst og beundrende intensitet, og jeg er begyndt at overveje, om dén mon føles ligeså godt, den der danser oprejst med i hans bukser, og som ikke har hvilet lige siden seancen i sofaen. Jeg ved, jeg bare skal sige til.

Lennart derimod, som ellers altid ejer dansegulvet, han står helt forsigtigt og tripper lidt frem og tilbage, travlt optaget af at studere sine fødder. Det er som om han frygter, at en hvilken som helt øjenkontakt med en hvilken som helst fyr vil medføre en voldtægt lige midt på dansegulvet.

Jeg nænner ikke at fortælle ham, at han har en klat af min sperm siddende og dingle i håret.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Old news

2011-08-27T00:06:00.001+02:00

Hendes ansigt krøller sig sammen. Hånden med ’Verdens bedste mor’-koppen ryster, så hun må sætte den fra sig på bordet foran sig. Jeg begynder at frygte, at hun måske alligevel ikke vil være så glad på mine vegne, som jeg selv er. Det kunne jeg måske nok have regnet ud.

Jeg ser hende ommøblere sine ansigtsfolder igen og igen, ind til hun endelig tager sig sammen til at kigge på mig og prøve at formulere ord.

- Hvordan kan du gøre det...hvordan kan du gøre det...mod...

Det ser ud som om, det vil gøre fysisk ondt på hende at gøre sætningen færdig. Jeg mærker en tung og ærgerlig kølighed skvulpe rundt omkring i mit mellemgulv. Det er ikke godt det her. Hun vrider sine hænder, og jeg tænker pludselig over, hvor rynkede og gamle de egentlig er begyndt at se ud. Det var svært nok at tage sig sammen til at sige det til hende, og nu kan jeg kun indigneret koncentrere mig omkring en enkelt tanke: Hvordan kan hun tillade at kalde sig selv en mor, hvis hun ikke kan forstå det her?

Hun prøver igen at samle og formulere en eller anden form for tanke, og hendes stemme er blevet skinger og uskøn.

- Nej...nej, det kan jeg simpelthen ikke acceptere det her. Hvordan skal jeg nogensinde fortælle det til nogen? Hvordan kan du gøre det mod mig?

Jeg tror ikke, det er meningen, jeg skal svare. Hvis jeg kender hende ret, så skal hun lige have lov til at rase ud og kaste alle sine tanker i hovedet på mig. Selv om det ikke er specielt smukt.

- Skal du så pludselig til at skeje ud og skabe dig på den måde? Det ville virkelig ikke klæde dig!

- Nej nej, forsøger jeg mig med. Jeg havde da ikke regnet med, jeg nu skal til at ændre, hvordan jeg er…

Men hun afbryder.

- Hør her, er du sikker på, du ikke bare er gået i panik? Jeg er godt klar over, du er i en svær tid lige nu - det kan være utrolig svært at finde ud af, hvem du skal være nu. Men dette? Er det ikke en blindgyde? Det er da ikke dig. Tror du ikke bare, det er en fase?

Jeg stirrer hende direkte ind i øjnene, og hun prøver at stirre tilbage.

- Ja, svarer jeg en smule sørgmodigt. Ja, jeg er ret sikker på, hvad jeg gør.

Hun slår blikket ned. Pause. Hendes krop virker pludselig tung. Besejret.

- Hvad så nu? Hendes stemme er træt. Er det her bare noget, du skal ud og prøve af? Eller skal jeg forberede mig på, at du nu begynder at komme på besøg med venner, som du vil introducere som din nye kæreste? Og hvad med resten af familien?

- Jeg ved det ikke. Ærlig talt, jeg ved det ikke rigtig endnu. Det må tiden vel vise.

Jeg overvejer et øjeblik om jeg skal sige det eller ej - ved ikke rigtig hvorfor jeg vælger at gøre det. Måske for at gøre det klart for hende, at det er virkelighed det her.

- Faktisk har jeg allerede mødt en...men jeg ved ikke rigtig om det bliver til mere. Det må vi se. Men jeg tror, du ville kunne lige ham. Han er arkitekt - han er 46 år.

- 46 år!? Lige så gammel som mig! Han kunne være…han kunne være din… Det kan du ikke! Det kan du ikke gøre mod mig...

Hendes ansigt krakelerer fuldstændig i et nedre floddelta af tårer, der fosser ud over den ulykkelige grimasse. Og jeg ved ikke, om jeg skal prøve at trøste hende eller gå min vej og smække døren.

********

Mit hjerte raser rundt i brystkassen på mig, og jeg er helt bange for, om det kan holde til det. Måske skulle jeg ikke udsætte mig selv for det her.

Jeg tjekker papiret igen, som jeg har printet ud fra internettet. Tjekker barens navn igen på skiltet og papiret, og adressen stemmer også. Det er altså en af den slags steder.

Jeg prøver at få styr på mit hjerte, mit åndedræt, mine hænder - og rystende skubber jeg døren op. Jeg føler mig ekstremt lille og ved siden af mig selv i samme øjeblik, jeg er trådt indenfor i rummet. Ved slet ikke, om jeg hører til her. Musikken er enormt høj. Som forventet er det kun mænd, men jeg får med det samme en underlig følelse. Selv om ingen kigger på mig, føler jeg, at de alle kan se mig, og jeg har det, som om jeg er nøgen foran dem alle sammen. Og de råber og griner voldsomt. Jeg begynder at svede, samtidig med at det er, som om gulvet begynder at hælde bare en anelse til den ene side. Jeg vender rundt på hælen og går udenfor igen. Prøver at trække vejret dybt. Måske er det virkelig en frygtelig ide. Måske er det alligevel ikke mig.

Jo det er. Jeg skal nok bare finde et andet sted at starte end lige her. Jeg hiver seddelen frem igen og undersøger muligheder – og begynder at gå mod det sted, der ligger tættest på, kun et par gader herfra.

Det virker bedre. På sin vis faktisk lidt kedeligt, men jeg har behov for at starte forsigtigt. Det er mere sådan et sted, hvor man sidder i baren, og hvor man kan snakke med hinanden. Derfor er der heller ikke så mange mennesker – men det betyder også, at jeg føler mig knap så afklædt, og jeg kan lettere lægge låg på den paniske lyst til at flygte. Jeg prøver at lade fuldstændig som ingenting og slår mig ned ved baren og bestiller en øl.

Mon de kan se på mig, at jeg ikke rigtig hører til? Jeg føler, det står tatoveret i panden på mig, hvor uerfaren jeg er. Jeg sniger mig til at kaste blikket rundt. Fyrene virker faktisk overraskende normale, hvis man kan sige det på den måde, ikke kun de typer, man ellers altid ser i fjernsynet, og som jeg må indrømme, jeg måske havde forestillet mig, jeg ville møde en overvægt af.

Der kommer en mand ind ad døren. Jeg lægger først rigtig mærke til ham, da han sætter sig i baren, ikke så langt fra mig. Han er vel i fyrrerne. Det giver et gib i mit mellemgulv. Jeg havde egentlig ikke rigtig tænkt på, at jeg skulle få noget ud af at kigge på en mand i hans alder, men han ser bare så venlig ud. Og når jeg kigger på ham får jeg automatisk den der fantasi om, hvordan det ville være at lægge mit hoved på hans brystkasse – den drøm, der altid har fulgt mig, om hvordan det ville være at smelte sammen med en anden, der ikke er en pige.

Det går pludselig op for mig, at han faktisk kigger på mig, mens jeg åbenlyst står og måler ham op. Jeg slår genert blikket ned, og prøver at få det til at se ud, som om jeg er travlt beskæftiget med at undersøge ridserne i barens træoverflade. Jeg tør ikke rigtig kigge op igen, men jeg har den der underlige fornemmelse af, at han bliver ved med at kigge på mig. Det gør han sikkert ikke, hvorfor skulle han det. Efter nogle sekunder, der føles som en uendelighed af øjeblikke, beslutter jeg mig for at kigge op igen – og jeg møder straks hans øjne. Han sidder der med sin øl og virker slet ikke til at synes, det er uforskammet at sidde og kigge på mig. Intuitivt kommer jeg til at smile nervøst, og jeg føler det igen stærkt nødvendigt at fortsætte den der undersøgelse af alle de ridser.

Jeg kan høre en skurende lyd af glas over træ, og pludselig står hans øl helt henne ved siden af min. Og jeg kan mærke, at hans krop også er der. Han sætter sig på stolen ved siden af og tøver lidt.

- Hej

Det er alt, han siger, men på en eller anden måde er det bare utrolig dejligt at høre ham sige det. Jeg føler mig hjemme i hans stemme. Jeg ville ønske, jeg kunne sige noget virkelig smart til ham nu, men der er ikke andet der falder mig ind, end:

- Hej...

Men han begynder bare stille og roligt at hyggesnakke om småting, og før jeg ved af det, så har han introduceret sig selv for mig ved hjælp af små bisætninger til de ting, han taler om. Og jeg begynder at føle, det er ok at snakke med. Det virker faktisk, som om han har en oprigtig interesse i mig, selv om jeg ikke rigtig kan forstå hvorfor.

Efter et stykke tid kommer der en pause i snakken. Vi kan ikke rigtig komme på mere udenomssnak. Jeg har det skidt med at kigge på ham direkte, men jeg synes, jeg kan mærke, han ikke har noget problem med ligesom at kigge undersøgende på mig hele tiden. Jeg ville ønske, jeg selv kunne finde på noget smart at genstarte samtalen med, for jeg har ikke lyst til, at den skal stoppe her. Men min hjerne er lammet.

Efter en tænkepause siger han:

- Du virker en smule nervøs. Er du ikke vant til at komme et sted som her?

Jeg overvejer et overblik, om jeg skal lyve om det hele. Men faktisk føles det godt at få et rigtigt spørgsmål, og ikke bare den snik-snak, så jeg beslutter mig for at fortælle det.

- Hm...nej, det er jeg ikke. Og hvis jeg skal være helt ærlig – så er det faktisk første gang nogensinde, jeg er et sted som her. Jeg har ikke...jeg har ikke engang...

Han kigger igen undersøgende på mig. Nærmest som om han prøver at vurdere, om det er sandt.

- Det virker utroligt. Du har slet ikke nogen erfaring...?

Jeg kan ikke rigtig finde ud af at svare ham. Det virker så underligt at snakke om det, endelig kunne tale om det med nogen. Men det får det også til at føles, som om luften endelig begynder at blive lukket ud af en meget stor ballon, som jeg bare føler har mast mig indefra gennem hele mit liv.

Jeg kigger overrasket ned. Han har lagt sin hånd oven på min på bordet. Hans næve føles varm og god, men samtidig eksploderer en isstorm af panik og lystfølelse inden i mig.

- Så er det måske på tide, at vi sørger for, at du får nogle af de erfaringer, siger han med et smil.

Jeg står på dørtærskelen ind til hans soveværelse. Hvorfor kan jeg ikke bare springe derind? Jeg kan ane i halvmørket, at han smiler lidt, da han kommer over til mig. Han tager kærligt fat i min krave og hjælper mig gennem den usynlige mur derind. Hans hænder hviler der lidt, inden de forsigtigt begynder at knappe min skjorte op.

Jeg prøver at fremstamme det, jeg vil sige, selv om det risikerer at ødelægge øjeblikket:

- ...hvorfor... Hvorfor er du interesseret i en som mig?

Han stopper op og er stille lidt, før han svarer.

- Jeg ved godt, der er en del år mellem os... Men jeg kan rigtig godt lide dig – og så synes jeg, du er smuk.

Det føles som om et helt isfjeld eksploderer og skvatter sammen inden i mig – hvor føles det ufatteligt, uanet befriende at høre de ord fra en mand. Jeg ved næsten ikke, om jeg skal tro det. Men jeg kunne ikke ane antydningen af sjov i ordene.

- Jeg... Jeg synes også... Jeg synes også, du er smuk.

Jeg kan næsten ikke finde ud af at sige de ord, i den sammenhæng. Men pludselig skubber han sig frem og maser sin krop ind mod min. For at møde mine læber med sine. Følelsen er bekendt og uendeligt anderledes, en mand til forskel. Og jeg føler måske, jeg kan mærke, at den presser ind mod mig nede fra hans underliv.

Han klæder sig af foran mig. Hans utrolige krop bliver nøgen foran mig, og jeg tror næsten ikke, jeg kan huske igen, hvordan man trækker vejret, da han står foran mig, så slank og så meget mand og så strittende, som jeg aldrig troede, jeg skulle få lov at opleve det. Han går over til mig og fortsætter med skjorteknapperne. Jeg begynder at gå i panik. Om et øjeblik skal han se det hele, se alle min krops mangler og fejl, alt det, der ikke gør den perfekt. Og værre endnu – hvad nu hvis den dernede ikke kan leve op til det? Jeg er så nervøs, hvad nu hvis jeg taber det hele på gulvet og ikke kan holde den så strunk og så smuk som hans?

Inden for skjorten lader han sine hænder glide hen over mit maveskind og mit bryst. Det får ham ikke til at stoppe, til at fortryde. På den måde krænger han hele skjorten af mig, og så åbner han mit bælte. Jeg føler, jeg skal forsvinde med ned gennem gulvet, da han hiver bukserne ned og jeg står der foran ham med det hele. Men så mærker jeg hans hånd på mig der, og endnu mere utroligt, hans læber rører den, omslutter den, tager den til sig.

Og den løfter sig så dunkende og fantastisk, som jeg aldrig kan huske, den har gjort før.

At mærke en mands krop mod sin for første gang. At forelske sig i kroppen, mens man opdager – hans brystvorter, hans balder, hans rygmuskulatur, hans nakke, hans læber. At mærke ham skubbe sig op mod mig, at blive fedtet af den, fryden ved det lille støn, der undslipper ham, og ved synet af hans salige øjne.

Da vi kommer dertil, er det, som om han først beslutter sig for, næsten som en ære, at jeg skal støde mig op i ham. Og det vil jeg egentlig godt. Men jeg tager den i hånden, hans, og kan slet ikke få nok af at kigge på den.

- Vil du ikke nok give mig din i stedet? Jeg synes, jeg har ventet så længe på den, og jeg bliver nødt til at vide det – hvordan det er at have dig så tæt på...

Da jeg mærker hele hans krop rundt om mig, hvordan han omslutter mig og samtidig gennemtrænger mig, elsker mig, vokser sig selv op i mig, kan jeg ikke lade være med gyse af fryd. En følelse der vokser og vokser med ham. Hvor ufatteligt.

******

Der er trods alt kun gået nogle timer, før hun ringer til mig. Jeg havde halvt forventet det, håbet det, men jeg vidste det ikke. Jeg løfter røret og siger hej, og giver hende tid og luft til at sige det.

- Jeg ringer bare...for at sige, at jeg naturligvis har tænkt en masse over det, vi talte om...

- Ja?

- Og jeg håber, du forstår, at jeg gik i panik. Jeg...jeg tror ikke, det bliver så nemt for mig, det her, det håber jeg, du forstår.

- Jo...jo, det forstår jeg godt.

Jeg kan høre hendes vejrtrækning i røret, hvordan hun kæmper med ordene. Jeg kan også høre, hun har grædt. Jeg kender hende så godt – hun er jo trods alt min datter.

- Far, jeg må indrømme, det kom som et chok. Mor er næsten lige død, og så kommer du med den nyhed. Jeg bliver nødt til at spørge – elskede du hende? Eller har du løjet alle de år for hende?

Jeg tænker over det – hvad er egentlig sandheden?

- Ja – ja, jeg elskede hende. Men vi var så unge, da vi blev gift. Jeg vidste det ikke engang...jeg anede det måske, men hvordan skulle jeg egentlig vide det? Der var ikke alle de muligheder, og det var ikke noget, man snakkede om. Og din mor og jeg – hun har altid været min bedste ven. Jeg ville ikke kunne gøre det mod hende. Jeg er lige så ked af, at hun er væk, som du er. Men det ændrer ikke på, at nu kan jeg endelig fuldstændig være mig selv. For det er sådan, det er – og jeg kan ikke vente længere. Så meget tid har jeg heller ikke igen.

For første gang kan jeg høre antydningen af et smil i hendes stemme.

- Nej...det har du vel ikke. Far – jeg troede jeg kendte dig. Altså helt ærligt, du er 76 år, og her troede jeg, min næste bekymring var, hvornår jeg skulle finde en plejehjemsplads til dig. Og så kommer du med den nyhed.

Hun tænker lidt.

- Men det er jo egentlig en god ting – at du stadig kan overraske...

Jeg kan høre, hun er ved at vænne sig til tanken. Hun har selvfølgelig heller ikke haft et helt liv til det. Som jeg.

- Hør, hvis du godt kan lide dem unge, og det ikke går med ham arkitekten, så har jeg faktisk en mægtig sød kollega, som du skulle møde. Han er kun 52, og virkelig sød...

Nu er der smil i hendes stemme.

- Så du, lad nu din gamle far klare sig selv, det er han trods alt stadig i stand til. Du har altid været så moderlig. Men det må du altså bruge på dine unger i stedet for og undertrykke lidt endnu – bare til jeg bliver senil. Det kan højst vare et par måneder...

- Ok, far.

Der er stille lidt i røret. Jeg kan høre, hun tænker, har lyst til at sige noget. Men holder det igen.

- Far, jeg vil smutte. Men jeg er glad på dine vegne, hm ja, det er jeg vel. Ring snart – hej.

Jeg lægger røret på, med en let følelse i mellemgulvet.

Det er ok, alt sammen.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Happy 30

2011-08-27T00:03:00.001+02:00

30. Tillykke med fødselsdagen. Fuck.

Jeg sidder her i omkældningsrummet i fitnesscentret, og hele min krop gør ondt. Måske trænede jeg også lidt hårdere end normalt, nærmest selvafstraffelsesagtigt. Eller fordi jeg skulle bevise noget. Eller også skal det bare føles sådan i kroppen, når man er blevet 30 og tror, man stadig kan gøre de samme ting, som man kunne, da man var 29. Hvordan skal jeg vide det - det er min fø rste dag omme på den anden side af den grænse, hvor livet tilsyneladende skulle slutte. Men nu er jeg så åbenbart blev fanget i et eller andet ondt efterliv.

Jeg rejser mig op med et gammelmandssuk og tager den gennemsvedte bluse af. Kigger på mig selv i spejlet. Det er jo egentlig ikke det - min krop er sådan set ok. Så god som den faktisk kan blive under mine omstændigheder, skulle jeg mene. Det er sgu' lykkedes at smide de der kilo, siden jeg pludselig sidste år gik i panik over, at denne dag nærmede sig, og at det var sidste chance for at have været lækker i 20'erne. Og med hård træning er min mave faktisk flad, og min brystmuskulatur markeret. Jeg kan endda se en muskelaftegning på skuldrene, og armene ligner nærmest en rigtig mands. Ja, en mand - tænker jeg bedrøveligt. Ikke en fyrs.

Alt det hårde arbejde, og nu er det for sent. Jeg mener - hvilken smuk fyr i denne verden vil af egen fri vilje have en 30-årig krop? Bare lyden af det. Og det er jo stadig ikke, fordi jeg rigtig kan gøre noget ved alt det andet. Hårene på brystet og maven har jo været der så længe, og med mindre jeg ville gå til virkelig smertefulde voksbehandlinger er der jo ikke så meget, jeg kan gøre. Jeg kigger på det korte, tætte skæg og overvejer, om jeg skal klemme lidt ungdom ud af mit ansigt og barbere det helt af. Men ved ikke rigtig, har prøvet både med og uden, og det er som om, det der skæg hører til i mit ansigt.

Faktisk er det lidt forkert - i virkeligheden har jeg jo aldrig rigtigt været i 20'erne. Det der skæg måtte jeg allerede begynde at barbere af i 7. klasse. Og jeg kan stadig huske i 9. klasse at måtte konstatere, at det altså kun var på mig, at det var helt normalt at have en hel skovbund af mørkebrune hår piblende frem på mit bryst og min mave. Skideirriterende, når man så desperat gerne vil være lækker og en sådan lidt sporty fyr.

Og det var vel derfor, jeg spiste lidt for meget. Det betød ikke så meget, om der sad et par kilo for meget. Der var vel ingen, der kiggede efter denne krop.

Jeg trasker deprimeret ud i badeområdet i det ellers forladte omklædningsrum. Trykker på knappen og lader det varme vand styrte perlende nedover min ophedede krop.

Jeg lukker øjnene og tænker på den fyr, jeg faktisk var sammen med her den anden dag. Han var lidt underlig. Han kiggede på mig med store beundrende øjne, og blev ved med at sige, jeg var fantastisk flot. Han ville så gerne mødes igen. Og har ringet og ringet og sendt mere og mere desperate sms'er. Men altså. Det var selvfølgelig dejligt at høre, men tydeligvis en form for smiger. Tydeligvis typen, der er gået over til at score de knap så lækre fyre, fordi han på den måde kan få mere og nemmere sex, han ikke skal knokle så meget for at få, hvis han bare fortæller os, det vi altid har drømt om at høre. Og han var egentlig heller ikke rigtig noget for mig. Havde lidt svært ved at blive stiv sammen med ham. Men det er jo sikkert helt naturligt i min alder. Er det for tidligt at overveje Viagra? Til...tja...til når jeg spiller den af.

Måske jeg alligevel skulle overveje at ringe til ham?

Jeg hører døren gå op ind til omkældningrummet. Åh, det hader jeg. Egentlig ville jeg typisk skynde mig at blive færdig og komme ud, men jeg er stadig helt kvæstet efter træningen og vandet føles som sodavandsbobler på min slidte hud. Jeg kan simpelthen ikke gå ud endnu. Hvem ved, måske skal han ikke i bad. Om ikke andet - han er jo nok en gammel mand, ligesom jeg.

Jeg lukker øjnene igen. Synker mit hoved tilbage ind under det paradisiske vandfald, jeg bader under. Jeg kan ikke rigtig finde ud af det - hører jeg en lyd? Jeg skubber hovedet ud i luften igen, og tørrer øjnene.

Stik over for mig i bruseområdet står en af de fyre, der kan få mit i forvejen slidte hjerte til at glemme et par slag eller to. Det er frygteligt, at jeg har det sådan, for det går jo ikke. Hvor gammel er han? Max 20. Han er egentlig ikke specielt høj, men hans slanke lemmer får ham til at fortsætte for evigt i smukke, harmoniske linjer. Med hans korte mørke hår står han der og ligner alt det, jeg ville ønske, jeg selv havde været. Så smuk og så ung, at det er til at blive forpustet af.

Men det går jo ikke. Hvis jeg fortsætter på den her måde, så bliver jeg en af de der ældre herrer, som så desperat forsøger sig med de uendeligt unge fyre - er det virkelig mig?

Jeg prøver med at lukke øjnene igen. Måske er han forsvundet, når jeg åbner øjnene igen. Jeg har altid frygtet at stå der i badet og få stiv pik. Det er heldigvis knap så truende i min alder, gudskelov. Kontrollen er blevet bedre. Jeg prøver at skubbe ham helt ud af tankerne. Men det føles så sært, lidt uhyggeligt faktisk. Jeg føler mig betragtet.

Forsigtigt åbner jeg øjnene igen, og stirrer direkte ind i hans mørke øjne. Hurtigt og flovt slår jeg blikket ned. Men hvad var det for en måde, han kiggede på mig? Hans øjne gennemborede mig, naglede mig til fliserne bag mig. Jeg kan slet ikke få de øjne væk igen. Jeg går ud fra, han også har slået blikket ned - det var vel ikke meningen, jeg skulle se ham betragte mig. Var det det han gjorde - tjekkede han mig ud? Jeg prøver sådan naturligt at løfte blikket op i rummet igen, og bliver grebet af rædsel. Han stirrer fuldstændig roligt og uden nogen som helst form for diskretion på mig. Og nu er det ikke muligt at slå blikket ned igen. Jeg prøver at gengælde hans øjne, men det er umuligt. Hvad er det, jeg kan læse i dem - en rolig, nydende vurdering, som om han bare sætter pris på udsigten. Men det er jo helt fjollet.

Mens han ikke et øjeblik fjerner øjnene fra mig begynder han med den ene hånd at vaske sin pik. Løfter dem og tager om nosserne, så vandet kan skylle til. Og med den anden hånd skyller han sit bryst og lader dem glide hen over den ene brystvorte. Næsten for sent opdager jeg, hvordan det strammer i min pik. Den vil op. Jeg går i panik, og dækker den med den ene hånd - selv om den berøring ikke hjælper på tilstanden - og styrter ud af bruseområdet. Langt hurtigere end hvad der bare tilnærmelsesvist kan gøre mig tør flår jeg håndklædet hen over krop i nærmest i samme bevægelse forsøger jeg desperat at flå mine boxershorts op over lårene, hive trøjen ned over hovedet og bukserne og skoene på.

Som én stor rodet vasketøjskurv af krøllet tøj forlader jeg omklædningsrummet.

Ude foran centeret prøver jeg at lære at trække vejret igen, mens jeg må rette på tøjet. Hvad skete der derinde? Ville han have mig? Eller havde han bare en eller anden psykisk forstyrrelse, der gjorde, at han ikke forstod det upassende i at stirre på andre i badeområdet. Formodentlig var det det sidste. Men for helvede. Min pik er pinagtigt stiv, og jeg frygter seriøst for at chokere gamle damer, der skulle komme gående forbi på gaden.

Der kommer ingen damer. Men pludselig står han der igen. Han er kommet ud af centeret nogle meter væk, og kigger sig omkring. Ind til han får øje på mig. Jeg er fuldstændig ude af stand til at gøre andet end at stirre tilbage. Men så gør han et lille kast med hovedet og væk fra mig.

Hvad betød det? Betød det 'kom'? Eller var det bare et tilfældigt kast med hovedet, der slet ikke betød andet end at nu ville han gå sin vej? Væk fra det gamle fjols, der står her midt på gaden og stirrer efter ham.

Jeg kan ikke styre min egen krop. Det her er vildt underligt, jeg ville normalt aldrig gøre det. Men jeg sætter efter ham, temmelig hurtigt endda. Da han en del meter foran mig når til hjørnet, stopper han kort op og kigger sig tilbage. Da han registrerer, jeg er der, fortsætter han rundt om hjørnet. Jeg nærmest løber for at nå hurtigt hen til hjørnet, men da jeg tonser rundt om det, er han væk.

Jeg står stille lidt, søgende med blikket, forvirret. Så fortsætter jeg et par skridt fremad. Stopper ud for en port. Inde i gården står han. Han står bare og kigger på mig. Jeg er overvejende et par sekunder, mens han står der ubevægelig. Men så sætter jeg mig i bevægelse. På de meter hen til ham føler jeg, jeg vokser en meter i højden og en meter over skuldrene. Jeg er som en løvehan, der helt uden omtanke eller nogen form for tøven går til angreb.

Jeg støder mod ham med så stor kraft, at vi begge fortsætter et par meter videre, til jeg støder ham ind med ryggen mod væggen under en vindeltrappe af metal. Min tunge har invaderet hans mund, og min ene hånd flår hans skjorte op, mens den anden allerede har åbnet hans bælte og er i gang med at åbne bukseknappen. Der er ingen modstand i ham, han tillader hele behandlingen, mens hans kigger tilfreds på mig med de nu venlige, lystfyldte øjne. Jeg kan mærke, at hans pik er meget stiv under toffet, da jeg hiver hans bukser ned. Så river jeg min egen bluse af igen endnu hurtigere end jeg tidligere prøvede at få den på i omkældningsrummet. Hans pupiller udvider sig, da han igen kigger på mit behårede bryst, og min overkrop, som nu muskuløst strammer hver eneste muskel i sig. Så kaster jeg mig ind mod ham. Skubber ham med hele min styrke ind mod væggen igen og vender ham rundt. Jeg ved ikke, hvordan det her lykkes i virkeligheden, for det er som jeg ikke rigtig er der selv, eller faktisk er så meget til stede nu, så alt det andet, tankerne og vurderingerne er blevet sprængt til atomer. Men jeg befrier min pik, der er mere hård og hardcore end jeg nogensinde kan huske den før. Den finder selv vej, jeg skubber mig bare ind mod ham, skubber ham op i væggen, mens jeg finder ind i ham.

For første gang hører jeg en lyd fra ham, et lille skrig af en form for smerte, mens han skubber sig tilbage ind mod mig, og på underlig vis får det mig ikke til at føle andet end en bizar glæde ved at være inde i ham i en grad, så min krop bare skubber hårdt på og min pik vokser derinde. Jeg begynder at pumpe ham hårdt som et stempel i en motor, og hele min krop er strammet benhårdt, mens hans bløde krop hengiver sig fuldstændig og nærmest smelter ned under mig på jorden. Jeg stønner dybt og dyreagtigt, mens mit underliv bare tordner mod ham, og når jeg kigger ned ad mig selv glider svedperlerne ned langs hårene på maven, og jeg ser min pik forsvinde imponerende stor og mægtig ind i ham.

Så brøler jeg fra det dybeste sted i mit mellemgulv.

Jeg finder mig selv igen nede på jorden, oven på ham. Langsomt glider ekstasen af igen, og pludselig går det bizarre ved situationen op for mig. Ligger her, og er endnu lidt stiv oppe i en helt ukendt fyr i fuldt dagslys i nogle ukendte menneskers baggård. Han vender sig rundt, og jeg glider ud af ham. Jeg kigger ind i hans tindrende mørke øjne og aner ikke hvad jeg skal sige. Et panisk pres for at sige noget, der er passende i den her situation, breder sig i mig.

"Ehm. Det...det er min fødselsdag," er det eneste, der kommer frem. Fjols.

Han kigger på mig. Det mest varme, tindrende smil breder sig fra den ene ende af hans ansigt til det andet. Så placerer han smilet på min mund med et stort og vådt kys.

"Tillykke"

Måske er der alligevel et liv efter de 30.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Han vil ha' en rapper!

2011-08-26T23:59:00.003+02:00

Pludselig er jeg rigtig meget til stede og uhyrligt fokuseret. Den sidste halve time har jeg ellers opført mig meget tvivlende og utvivlsomt også temmelig arrogant. Vi er tilpas mange dage inde i sommerlejrens forløb til, at vi har dannet alle vores kliker, og stik mod sommerlejrledelsens urimeligt positive forventninger til os opfører vi os ikke som et solidarisk og begejstret publikum til denne aftens åbne sceneoptræden. Vores dom er klar - de der hip-hop-typer hører i hvert fald slet ikke til på en kreativ sommerlejr. Alle os på dramaholdet er enige om, at det der hold i hip-hop-dans er en stor fejl, for det inviterer en hel gruppe med på lejren, som er lige netop de typer, alle os andre normalt har travlt med at gemme os for eller få tæsk af i skolegården. Og nu vil de endda også invadere vores sommerlejr. Det huer os ikke.

Heldigvis er de totalt dårlige. De kommer på i små hold, og den evige idé med deres act er åbenbart at komme ind på scenen med en totalt påtaget attitude af smartness, og så dels lave synkroniserede moves, og dels skiftes til at gå frem og lave blærerøvstricks, snurre rundt, stå på hovedet på én hånd og alt det. Men de fleste kan ikke holde takten og balancen og falder totalt igennem. Os på dramaholdet viser vi vores foragt ved at vende ryggen til, tale højt om noget andet og grine når de falder. Så kan de lære det. At her er det nørderne, der er de seje.

Men så kommer DE på scenen, og mine øjne bliver pludselig flået derhen af en mystisk ukendt kraft. Det er utroligt. DE er to fyre, der kommer ind på scenen og grangiveligt nu vil give sig i kast med samme meningsløse rutine som alle de andre før dem. Men dette er anderledes. Deres attitude er derimod bare fuldstændig ægte. De kropsligør coolness, som de rytmisk slentrer ind i deres store slasketøj med kasketter, der på en uforklarlig måde sidder originalt.

De er enten omkring et år ældre end mig, eller også er de jævnaldrende men virker bare store, fordi deres attitude er rodfæstet solidt helt nede omkring navlen, og ikke som med alle os andre bare en skal, der rasler afslørende uden på huden.

Hvis man ikke så efter så nær, som jeg gør nu, så ville man først tro, at de er tvillinger. De har den samme højde og bygning og nøddebrune hårfarve og korte hår, og de har det samme flabede udtryk klistret til deres store læber. Men en detaljeundersøgelse gør det alligevel hurtigt klart, at de er for forskellige til at være tvillinger.

Og så går de i gang. Første session er en synkroniseret serie, og de får det til at se ud, som om den ene tænker den bevægelse, den anden samtidig udfører. Det er vanvittigt, men der er ikke en finger at sætte på det. Hele det lidt lunkne publikum er med et forvandlet til en hujende fanskare, og jeg kan mærke, hvordan min krop af sig selv sætter sig i bevægelse og lader sig fragte gennem publikum op mod scenekanten.

De bevæger sig over i deres næste session, hvor de skiftes til at udføre akrobatiske moves til musikken, og det er utroligt. Det ene trick er bedre end det andet, og man tror det er umuligt, at netop dette kan blive overgået af det næste. Men så snurrer de, står på hovedet, står på én hånd på hovedet, springer bagover osv., osv, osv. Alt sammen i perfekt rytmik til musikken. Det vildeste er, at hver gang de står på hænder, hoved eller andet, så glider deres store bluser ned, og jeg føler det hver gang, som om et kraftigt stroboskoplys eksploderer lige i hovedet på mig.

Jeg fatter ikke, at det er muligt for fyre på vores alder at se sådan ud. De fleste af os andre kæmper stadig med at smide den sidste rest af hvalpefedtet, men de er slanke og muskuløse til en grad af perfektion, det faktisk ikke er muligt at sætte ord på. De ligner egentlig sådan nogle meget små drenge, hvor man bare lige har hevet lidt i dem og fået hver eneste muskel til at fremstå markeret og boblende. Er de computeranimerede, eller hvad?

Deres nummer ender og de bukker lidt overlegent og dog ærbødigt for den jubellykkeligt hujende skare. De har fuldstændigt erobret rummet. Jeg burde hade dem mest af alt, men også jeg føler en trang til at bøje mig i støvet for dem.

Og så bemærker jeg noget - i bare et milisekund. De kigger storsmilende på hinanden, og den ene af dem ser ud til at følge en underlig impuls efter at gribe den andens hånd. Han ombestemmer sig igen, men når lige præcis at strejfe den andens hånd, og det er som om de begge et kort sekund ligesom stivner en smule i musklerne. En fornemmelse, en form for genkendelse gipper i mit mellemgulv, og selv efter de går af scenen og bevæger sig ud i festen og den fortsatte tilbedelse af deres overlegenhed, kan jeg ikke lade være med at holde øje med dem. Efter mere af det samme. Tegn.

Det er ikke noget, jeg egentlig ønsker at gøre. Allerhelst ville jeg nok bare gerne glemme dem igen og fokusere på min rolle i det stykke, vi er ved at sætte op på kort tid. Det kræver, at vi øver os vildt meget. Og faktisk er det ikke så nemt. Jeg ville ønske, jeg helt ærligt kunne sige, at jeg er et fantastisk skuespillernaturtalent. Men det er svært for mig. Jeg ved det godt - jeg tænker alt for meget over det. Min underviser bliver ved med at sige til mig, at jeg er for forkrampet. At jeg ikke er naturlig. At det ser ud som om min krop kæmper alt for meget for at slappe af på scenen. Jo mere han siger det, jo mere udvikler jeg mig til én stor forkrampet muskelspasme foran alle de andre.

Alligevel bliver mine tanker og øjne i de kommende dage ved med at søge over mod dem, hver gang jeg befinder mig i det samme område. Jeg scanner dem konstant - især de små stumme afsløringer, når jeg bilder mig ind, deres kroppe forråder dem. Det er naturligvis muligt, det bare skyldes, at de er vant til at arbejde så meget sammen. Men jeg tror nu noget andet. Kom ikke og sig, jeg ikke har været på kursus i teater og kropssprog. Deres kroppe ligesom konstant orienterer sig efter hinanden, som om der grundlæggende ikke er andre kroppe i hele verden, man kan forholde sig til - og så hele tiden de der lidt underlige små berøringer, som hurtigt bliver trukket tilbage igen, men som alligevel ligesom stadig hænger i luften mellem dem. Et lidt for kærligt smil. Et blik der dvæler ved den andens ansigtstræk, når de snakker sammen. Der er noget der. Og hver gang jeg beskæftiger mig med det, bliver jeg ligesom stakåndet og begynder at perle på panden med sved. Det er sært.

Nu denne aften er der lidt mere fest end normalt i lejren. Der er ikke nogen, der laver opvisning i aften, men i stedet er der musik på og almindelig dans og snak. Jeg kan ikke koncentrere mig om min egen klike, hvor alle de andre skuespilleraspiranter jo som vanligt kæmper hårdnakket for at være det mest naturlige centrum for selskabet. For mig ligger fokus et helt andet sted, ovre i hjørnet, hvor de to opfører sig mere end almindeligt...ja, ved ikke, om det er pjattet, pirreligt, elektrisk. Den ene bliver ved med ligesom at drille den anden, kilde ham, stikke til ham. Den anden prøver at virke sur, generet af det, men alligevel rykker han ligesom sin krop endnu tættere op mod ham, nærmest læner sig op ad ham. De småsnakker hele tiden, men pludselig bevæger mit fokus sig helt over i tunnelsyn, da ham, der prikker og driller, læner sig langsomt helt ind til den anden og hvisker noget. Nærmest så det begynder at prikke i mit eget øre, og jeg mærker en kilden ned langs rygsøjlen ved tanken om, hvordan det må føles, hvis hans læbe kom til at strejfe ens øre.
På ham den anden virker det sådan, så der ligesom spreder sig et vidende smil på hans læber, og pludselig forlader de begge rummet sammen.

Det kan jeg ikke acceptere ikke at vide mere om. Det er en klodset exit, men jeg er bare nødt til at rejse mig op og sætte efter dem med det samme, hvis jeg ikke vil miste dem ud af syne i sommernatten.

Uden for fanger jeg et svagt glimt at to hvide t-shirts, der bevæger sig gennem det endnu lune tusmørke på vej over mod skovbrynet. Jeg prøver at snige mig hurtigt i samme retning, heldigvis virker de temmelig opslugte, og overbeviste om at være alene.

Pludselig kaster den ene sig grinende over den anden og styrter dem rullende ned i skovbunden. De slås, hensynsfuldt. Han kæmper sig op igen og prøver at flygte, men den anden skubber ham op mod et træ, og der bliver de stående. Jeg hyperventilerer og forsøger på samme tid at være fuldstændig stille. Jeg bliver nødt til at komme tættere på. Langsomt langsomt prøver jeg at snige mig i en bue i den rette retning.

Han står med ryggen mod træet, og der er ingen tvivl længere. Den anden har stødt sin krop og sine store læber op mod ham. Foran mine øjne står der to drenge og kysser, og min krop reagerer med nærmest at ryste.

Drengen med ryggen mod træet fumler et øjeblik, men så glider den anden drengs store baggy bukser behændigt helt ned, og jeg kan betragte, hvordan hans baller er formet under de tætsiddende boxershorts. De er urimelige, udefinerbare. Og nu kommer der bevægelse efter det stivnede øjeblik, og de begynder at bevæge sig igen som om de begge var en del af den samme organisme. I perfekt fysisk balance og rå elegance ryger bluserne, den andens bukser, strømper, sko - de skal ikke forføre hinanden, det er ikke en hemmelighed for de to, hvordan den anden er skabt. Mine store befippede øjne sluger sultent, hvordan deres læber og tunger ligesom så grådigt kan æde hinanden, mens boxershortsne bliver flået ned og nogle savlende, dunkende kæppe klasker op og gør favntag med hinanden.

Dét syn giver mig en kuldegysning, der forplanter sig langt nede i underbukserne, og alle mine muskler skælver og brager. Min egen pik gør ondt. Jeg kan ikke tænke, men min hjerne bliver blæst igennem af de to drenge, der sluger hinanden og brydes foran mig. Den ene har tabt sin kasket, så den nøddebrune, tætte hårhjelm om hans hoved er tydelig, og han er bare så nydelig. Han griber kærligt om den andens kasketskygge og skubber den rundt, så skyggen vender ned mod ryggen.

Og nærmest som en fortsættelse af den samme bevægelse får han også vendt hans krop rundt, så han vender ansigtet ud mod mig med lukkede øjne, og jeg gisper lydløst over hans boblende forside, de tydelige plader af brystmuskulatur og de bittesmå brystvorter. Mavemusklerne, der bobler endnu mere som han spænder og bøjer sig fremover. Den mørke kant af hår, der starter, og den lyse stang, der savler og danser spændstigt over de stærke lårmuskler.

Den anden fyr stiller sig bag ham. Det hele foregår så stærkt, og var det ikke så spændt op af denne ufattelige stemning, så kunne det nærmest virke som en hverdagsbevægelse, når han spytter i hånden og fumler dernede, når begge deres kroppe et øjeblik står stille, så han kan sætte sig ordentligt til, og så kravler hans hånd derfra og hurtigt op foran hans mund, så kan kan kvæle det meste af det udbrud, der klemmer sig ud af hans mund, da han mærker, hvordan han maser sig hele vejen op i ham.

Jeg er målløs. Målløs og chokeret. Og vanvittig opstemt. Foran mine øjne bliver hip hopper drengen kneppet af sin makker i hårde stød, som de begge bygger op, som er nødvendige efter dages tilbageholdenhed og længsel. De er totalt i en anden verden, og selv om tusmørket bliver mere og mere uigennemtrængeligt, så er det alligevel tydeligt, at deres kroppe bliver svedglinsende og sølvfarvede i måneskæret.

Pludselig går det op for mig, at jeg kigger lige ind i øjnene på ham, der bliver kneppet. Et ultra kort sekund er det, som om vi bare kunne fortsætte sådan i en evighed - mig, der betragter, borer mig ind i hans øjne. Og ham, der stiltiende betragter, at jeg betragter ham, mens han bliver kneppet.

Men så kommer der et højt anråb fra ham, og jeg er klar over, at jeg skal løbe. Min krop prøver hurtigt at omstille sig til gazelle ud over savannen, men jeg føler mig som en gigantisk geleklump. Jeg kan ikke få benene i gang, og lynhurtigt er jeg nede. Jeg mærker en stærk krop oven på mig, og kort efter en mere, og helt underligt er det, at jeg på én gang er bevidst om, at mit liv er ovre - og at jeg kan mærke den enes endnu stive pik mod mit lår.

- For helvede - det her har du BARE ikke set!

Jeg prøver at holde mig for øjnene og skrige klynkende sige:

- Jeg så ikke noget! Det gjorde jeg ikke!

Håbløs løgn.

- Hold ham.

Han lyder så beslutsom, og jeg mærker en stærk arm holde helt fast rundt om mig, mens en brutal hånd holder hen over min mund. Jeg trækker vejret sindssygt hektisk, mens jeg i en evighedssekvens betragter et par hvide baller vandre målrettet tilbage til deres sted, finde en mobiltelefon i lommen på et par bukser. Og så ser jeg en hoppende, dansende pik gå tilbage igen med den. De siger slet ikke noget, faktisk er det bare, som om de udfører nogle punkter i en nødplan udtænkt til situationer som denne for meget længe siden. Den ene indstiller telefonen, mens den anden hiver mig op på knæ. Så holder han godt fat rundt om hovedet på mig, og inden jeg når at registrere, det sker, skubber han sin pik ind mellem mine læber og ned i min hals, så jeg gurgler og kvæles. Blitzen tordner og tordner ned over mig fra telefonen, jeg er hysterisk bange, er ved at kaste op og noterer mig alligevel den særlige salte smag - mens blitzlyset brænder sig ind i mine hornhinder, jeg begynder at ryste nærmest epileptisk og udstøder en bizar rallen og smelter sammen ud af hans hænder og lander på jorden.

Der er helt stille. Men så mærker jeg en stærk hånd på skridtet på mine bukser.

- Gud...jeg tror, han kom...

De siger ikke mere her. De går bare tilbage og samler deres tøj op, og så kan jeg høre dem forsvinde småsnakkende.

Jeg ved ikke hvor længe, jeg ligger der. Ligger bare og skifter fokus mellem den svage smag af bræk i munden, den uden tvivl smattede følelse i underbukserne og den salte strøm af tårer, der glider ned over kinden, flyder langs næsen og udløber i munden. Det er en rar afveksling fra den anden smag.

Jeg er lige så hypnotiseret i min sovepose. Jeg registrerer distanceret, at de andre i salen kommer tilbage fra festen, sludrer og en efter en falder til ro. Men stirrer bare fortsat lige ud. Langt senere hører jeg en lyd. Det er en puslen fra nogen, der helt klart sniger sig ind. Intuitivt burde jeg forsøge at gemme mig, men jeg registrerer bare de lidt klodsede lyde, mens de sikkert prøver at finde det rette sted. Så mærker jeg lyset fra en mobiltelefon i ansigtet, og gør kun minimal modstand, da jeg igen mærker de stærke arme flå mig op og hive mig med ud af rummet.

Jeg ved ikke, hvad det er for et rum, de skubber mig med ind i til sidst, men det er lille og langt væk fra alt andet.

- Hør her, det var rimelig grovt sådan at spionere her til aften...

- Jeg ved det godt, messer jeg nervøst, undskyld. Jeg er virkelig ked af det....

- Og...vi er ikke rigtig overbevist om, at du ikke har tænkt dig at sladre.

Den anden fortsætter tvillingeagtigt sætningen.

- Vi har naturligvis nogle billeder, som vi ikke tror, du bryder dig om at få spredt...
- ...men alligevel er vi nødt til at være helt sikre.

- Jeg siger ikke noget, det lover jeg...
Jeg tuder, mens jeg siger det, ikke særlig modigt. Og det er ikke skuespil.

Så mærker jeg min t-shirt blive flået i stykker på samme tid som mine pyjamasbukser og unerbukser bliver flået ned. Endnu før jeg har fattet det, er jeg helt nøgen foran dem. Jeg bliver helt rød i ansigtet, men jeg kan ikke finde ud af at sige noget, at give udtryk for noget som helst. Men så opdager min krop, at ham den ene holder mig, og jeg mærker varmen fra hans virkelig stærke krop mod min.

- Se, jeg vidste det! Han bliver stiv!

De peger begge og kommenterer på min voksende pik, som jeg også selv må erkende jeg ikke kan tage beslutninger over selv. Den vil op. Jeg føler mig så ydmyget, så magtesløs, og hele mit ansigt er ved at koge sammen af panikagtig flovhed. Men jeg har ingen magt over situationen. Ham, der ikke holder mig, går tættere på. Nysgerrigt placerer han en finger på min brystvorte, og jeg kan ikke bestemme, at der ikke må komme et lille gisp. De udveksler sigende blikke. Så glider han ned på hug foran mig, og uden varsel mærker jeg en våd varme omslutte mig. Jeg fatter ikke det sker. Han sluger mig, helt uden problemer tager han mig helt ind, smasker lidt. Jeg er ikke sikker på, jeg kan blive ved med at stå op. Men hurtigt stopper det igen. Han rejser sig op. Og tager sit nattøj af. Hvorefter han vender sig med ansigtet om mod væggen. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der skal ske?

Så mærker jeg den kildrende følelse af et par store læber, der kort strejfer mig, da han hæst visker ind i mit øre:

- Du skal kneppe ham.

Jeg reagerer ikke.

- Kom nu, han elsker det. Men det ved du jo godt. Han er klar til dig...

Jeg gør stadig ikke noget, men så flår de stærke hænder mig frem, og jeg mærker hele hans krop skubbe bag mig. Jeg er mast ind mellem dem begge, og uden jeg kan gøre noget, lander min pik mellem hans baller. Igen med professionel hverdagsagtig præcision mærker jeg hans hånd komme rundt om mig og gribe om min forræderisk stive pik. Han peger den lige ind mellem ballerne, og straks efter skubber hele hans krop mig ind mod ham i en langsomt, styret bevægelse.

Jeg mærker, hvordan det så underligt bliver varmt og stramt rundt om den, og jeg kan ikke stoppe, at synet er så ophidsende for mine øjne, at min pik ligesom bliver ved med at vokse derinde. Han klemmer hårdt sammen om mig, og jeg kan ikke lade være med at støde en lille smule til for at blive derinde. Men så hives jeg lidt tilbage. Og skubbes hårdt ind mod ham igen. Det føles...ja, ufatteligt.

Jeg kan ikke stritte imod, men kan heller ikke lade være med at hjælpe med. Min krop vil selv. Mine hofter lave pludselig automatisk et lille vrid på vej ind, der føles fantastisk, og det får mig til at gribe selv om hans hofter. Og støde til igen. Og igen.

Han trækker vejret tungere og får løftet sin overkrop op, så jeg er i stand til at omfavne ham bagfra, lade mine hænder klynge sig til hver eneste mavemuskel, hans stive brystvorter og pludselig gribe om hans pik, klemme, lege med den med den ene hånd, mens den anden nulrer en brystvorte, og mens jeg krummer mig sammen i spastiske kramper for at støde hårdt til og spænde helt ud igen for at gøre klar igen.

Jeg har slet ikke bemærket, at jeg ikke bliver holdt længere. Jeg kan selv. Jeg forestiller mig, at jeg er ham den anden ude i skoven, der muskuløst danser med mine moves over hans krop og mellem hans baller.

Men så mærker jeg ham pludselig igen. Jeg genkender med det samme følelsen af hans stærke nøgne krop mod min ude fra græsplanen. Han er bag mig igen og hjælper. Når jeg støder til, så er det, som om han tilføjer ekstra kraft, og det føles utroligt - og vildt at jeg kan mærke hans benhårde pik samtidig mod mine balder. Men så kaster han sine armen rundt om os begge og holder os fast. Jeg er helt låst mellem dem, da jeg mærker det. Hans fingre mellem mine baller med et eller andet fedtet. Jeg går i panik og prøver at komme ud, men det er umuligt. Samtidig føles det nærmest, som om min pik nu er svulmet så meget derinde, at den ikke længere kan komme ud. Og registrerer midt i min panik, hvor utroligt det egentlig kilder at blive nusset og våd og fedtet lige der. Og det kilder hele vejen op langs min rygsøjle, op i nakkehårene, da han stikker en finger ind. Og jeg hyperventilerer igen, da han stikker nummer to ind.

Der findes ikke noget andet øjeblik i hele verden end dette, da jeg mærker, hvordan hans pik langsomt udvider mig deromme. Det overskrider alt anden følelse og får mig til at glemme, at jeg ikke kan udvide mig mere foran, hvor jeg selv er inde. Et helt sindssygt øjeblik er vi klistret sammen, dybt begravet i hinanden. Men så begynder de. Han skubber mig ind i ham, og jeg kan slet ikke administrere følelsen af hans pik oppe i mig og min egen, der nu knepper ham helt imponerende og med al den kinky styrke, jeg har vundet bag mig. Jeg ved ikke, om nogen kan høre mig, men det er underordet. En lang ubrudt lyd undslipper mine lunger, mens jeg bliver bevæget mellem dem, smelter sammen med dem, bliver en del af deres udefinerbare organisme.

Bag mig bringer han rytmen hurtigt op, og jeg kan kun følge med. Foran er han helt med, og med tempoet stiger saligheden og smerten og gysene og skrigene, ind til min hjerne bliver overbelyst, overeksponeret, vi smelter sammen til en hvid, ekspanderende stjerne, der opsluger alt omkring os på vej mod at blive en super nova.

Jeg aner ikke, hvor lang tid, der er gået, da jeg vågner mellem dem. Men vi er gledet ud af hinanden, og ømt vrider jeg mig ud mellem deres fedtede hud. Et øjeblik kigger jeg på det smukke syn af de to sovende, nøgne fyre. Straks jeg har forladt deres kroppe glider de sammen til en enhed igen, helt krøllet ind i hinanden.

Jeg humper tilbage og falder straks i søvn.

Dagen efter stopper min dramalærer mig på vej ud af timen. Jeg er klar til at undskylde, at jeg var så dårlig i dag, at jeg var træt og uoplagt. Men han siger:

- Jeg ville bare sige, at du var rigtig god i dag. Slet ikke forkrampet eller unaturlig. Man...ja, man kunne næsten ikke få øjnene fra dig, hver gang du gik på scenen. Flot - du har virkelig knækket nødden. Bliv ved på den måde!

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Lillebror

2011-08-26T23:56:00.001+02:00

Det var først efter en uge på den nye skole, at det gik op for mig, at nu ville alting forandre sig. Mit liv, sådan som jeg har kendt det ind til nu, er forbi. Jeg havde gået og troet, det egentlig gik meget godt alt sammen. De første dage har naturligvis været lidt akavede, men det kunne man måske nok forvente - og jeg så det som et godt tegn, da jeg allerede på den første dag fik et kælenavn. Vi stod og snakkede i frikvarteret, og jeg svarede på spørgsmålet om min alder, at jeg var ligesom de andre i klassen - da en af drengene, ham der Martin, helt spontant udbrød:

- Gud, er det sandt? Jeg troede ikke du var ældre end min lillebror! Tænkte du måske var en af de der genier, der havde sprunget nogle klasser over!

Der blev grinet lidt af det, og jeg havde ikke så meget imod det. Jeg ved godt, jeg er ret lille af min alder. Jeg har ikke prøvet at skifte klasse før, så på den gamle skole havde vi kendt hinanden siden børnehaveklassen, så der var ikke nogle, der undrede sig over, at jeg havde en lidt anden størrelse. Men det var åbenbart noget, de alle havde bemærket, for de grinede alle nærmest lettede over, at nogen havde sat ord på deres tanker. Og nærmest som om der blev taget en stille, kollektiv beslutning, så hed jeg fra det øjeblik 'Lillebror'.

Resten af ugen gik godt og roligt. Det var som om de alle havde fået placeret mig ind i klassens hierarki som deres allesammens lillebror, og drengene kunne konkludere, at jeg ikke var en trussel, hverken i forhold til deres interne magtbalance, eller i forhold til konkurrencen om pigerne. Derfor accepterede de mig også med det samme i deres gruppe.

Lige ind til i dag, hvor vi skal have svømning. Jeg har ikke tænkt over det - havde jeg vidst, det ville blive et problem, så havde jeg nok taget nogle forholdsregler. Jeg går ind med de andre i drengenes omklædningsrum, og begynder at skifte tøj. Der blev snakket og pjattet hen over den der typiske lidt akavede stemning fra offentlige rum, hvor mennesker klæder sig af sammen, og jeg kyler trøjen og bukserne ind i skabet. Jeg hiver underbukserne ned også, og pludselig går hele verden i stå. Jeg kan ikke undgå at bemærke det. Det er som om alle er holdt op med at bevæge sig og bare stirrer forbløffet på mig. Jeg bliver underligt selvbevidst og dækker mig til med mit håndklæde, men skaden er sket. Jeg går forbi den forstenede skare ud i badeområdet.

Det er da ikke, fordi jeg ikke godt selv har bemærket, at min pik er noget større, end de fleste andres. Og måske er det lidt mere bemærkelsesværdigt, fordi jeg samtidig er så lille af bygning. Men igen er jeg ikke blevet konfronteret med det før. I min gamle klasse kom vi i puberteten sammen, og kunne følge hinanden uge efter uge under bruseren efter gymnastik. Udviklingen var så langsom, at jeg ikke chokerede nogen.

Men nu under bruseren bliver jeg pludselig ekstremt opmærksom på mig selv og den, synes den hænger og vugger så tungt. Ville ønske jeg bare kunne springe det bad over. De andre siver langsomt ind under bruserne også, men den pludrende snakken er forsvundet, og jeg føler deres blikke klistre sig til min krop som fluetape. Jeg prøver at vende ryggen til og koncentrere mig om noget andet. Det er vildt ubehageligt, og jeg vil bare have det overstået. Kan ikke lade være med at mærke impulsen dernede til at ville vokse, men det må ikke ske. Jeg vil bare gemme den væk hurtigst muligt, så jeg hiver badebukserne til mig. Se, hvis jeg havde forudset denne situation hjemmefra, så havde jeg taget nogle store baggy badeshorts med, men det gjorde jeg ikke, og nu står jeg her med mine små Speedos, og det føles næmest, som om de skrumper mellem fingrene på mig. Tåbeligt. Jeg maser mig ned i dem og prøver at lægge den på plads - prøver at fortrænge, at jeg godt kan mærke, den er blevet lidt tykkere og mere følsom. Nej!

Mareridtet fortsætter ude i hallen. Jeg er flygtet fra blikkene derinde, men straks jeg kommer ud i det store rum, fornemmer jeg pigernes blikke vandre ned over mig, øjne der svulmer, hvisken og værst af alt: Fnisen.

Jeg er ved at koge over. Er helt rød i bærret. Jeg kaster mig desperat i vandet og svømmer uafbrudt til timen er ovre.

Men det frygtelige fortsætter i baden bagefter. Man bliver jo for helvede nødt til at gennemgå hele vaskeproceduren for at slippe igennem. Og de kigger bare, på en måde jeg ikke kan finde ud af om er imponerethed eller ondskabsfuldhed - men det er som en boble i rummet, der bare vokser og vokser og er ved at mase mig. Men der er et eller andet ved det med, at de kigger på mig og den. Jeg bliver pludselig nødt til at se mig selv udefra og forholde mig til, at der er en grund til at se så underligt på mig. Som noget bizart. Det værste er, at der er noget i det, der får den til at vokse. Det er frygteligt, og det, at jeg bliver bevidst om det, gør, at jeg fuldstændig mister kontrollen over den. Pludselig har jeg slet ikke noget at stå imod med længere og den begynder at vokse virkelig hurtigt. Der er ikke en i det rum, der ikke ser det, og jeg bliver nødt til at styrte ud af rummet mod mit tøj og håndklæde med en forræderisk hoppende pik og en skamfuld opstemt følelse.

Der er helt stille derudefra, men pludselig bryder de kollektivt ud i høj latter. Jeg er ude derfra inden de kommer ud fra badet.

Gudskelov det er weekend. Jeg sidder derhjemme og stirrer ind i væggen og forestiller mig, at jeg bliver nødt til at skifte skole igen. Den skam kan jeg ikke have siddende på mig. Hvordan skal jeg nogensinde kunne se dem i øjnene igen på mandag?

Jeg vil helt sikkert ikke kunne gå i bad med dem igen. Og uanset hvad, så vil jeg altid føle, de vil kigge på mig på den der underlige måde. Som om jeg er en misskabning. For slet ikke at tænke på den uoverskueligt pinlige ting - det utænkeligt frygtelige det er at være blevet synligt hård i badet foran dem alle sammen.

I min rus af pinlighed registrer jeg kun svagt, at det ringer på døren, men pludselig står min mor i døren.

- Du har en gæst...?

Hun kigger på mig sådan nærmest lidt indforstået og sødmefyldt bedrevidende - jeg har ingen anelse om, hvem hun mener eller hvad hun smiler så fjoget over. Men hun åbner døren helt op og ind kommer...faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvad hun hedder. Rikke? Ghita? Det eneste, jeg har registreret omkring hende er, at hun er én af dem, der virker lidt mere udfarende over for drengene i klassen.

- Hej

Hun siger det sådan lidt underligt, som om hun egentlig godt ved, hun ikke rigtig har nogen undskyldning for at komme, og heller ikke rigtig har tænkt sig at finde på én.

Jeg er lidt perpleks. Jeg havde ikke lige troet, jeg allerede skulle stå ansigt til ansigt med én fra klassen så hurtigt, men omvendt, da hun jo ikke var i omklædningsrummet, så er det måske ikke så galt.

Hun sætter sig ned på sengenkanten, hvor jeg også sidder, og først siger hun ikke noget. Hun kigger ned i madrassen i et stykke tid. Men så kigger hun op, og direkte ind i øjnene på mig, mens der ligesom hviler et underligt smil på hendes læber.

- Jeg... Jeg hørte, hvad der skete til svømning.

Fedt. Jeg kan lige så godt bare lade madrassen opsluge mig med det samme - lade mig kvæle i edderdun. Det her overlever jeg ikke - ikke bare at være blevet til grin over for alle drengene, men det er åbenbart noget pigerne nu snakker om! Jeg er helt stum. Stum, og lammet af rædsel.

Men så rækker hun, som om det bare var brødkurven eller noget andet på morgenbordet, hun skulle have fat i, ind mod mig og griber fat rundt om den uden på mine joggingbukser. Jeg giver et spjæt, men føler mig samtidig som et rådyr fanget af bilens forlygter, mens den tordner frem for at torpedere det stakkels uskyldige dyr.

Hendes pupiller har udvidet sig en anelse, men ellers fortsætter hun bare samme hverdagsagtige toneleje.

- Jeg har altid gernet ville prøve én, der var så stor. Lillebror, det må jeg da gerne ikke? Det har du da ikke noget imod, vel?

Jeg fatter ikke, hvad det er der sker, og kan ikke sige andet end en skvulpende lyd, fordi jeg har glemt at sluge mit spyt. Hun skubber mig tilbage ned på madrassen med en bestemt hånd, og selv om jeg af en eller underlig årsag er i gang med at protestere, så hiver hun hårdt i mine bukseben og hiver dem ned på mine lår, så min halvstive pik svopper op på min mave. Uden videre pause fortsætter hun på med en professionel tone.

- Se, jeg har været nede og købe et, der var XL, jeg håber altså ikke, det er for lille til dig...

Og på et sekund har hun allerede pakket kondomet ud og griber fat om spidsen på den. Det er vildt underligt, der er aldrig nogen anden end mig selv, der har rørt ved den, og jeg havde ærlig talt forestillet mig, det skulle ske under lidt anderledes og mere romantiske forhold - men omvendt er det umuligt for mig at protestere mere. Jeg ved til gengæld ikke helt, hvad jeg skal foretage mig, men det virker ikke umiddelbart, som om hun overhovedet forventer nogle speciel deltagelse fra min side andet end at være til rådighed.

Hun fedter først lidt med at få den til at rulle ud, men da hun får den ned over hovedet arbejder hun hurtigt og præcist. Hun ruller den så langt ned, som der er gummi, og så rejser hun sig hurtigt og rækker ind under sin kjole, hvor hun hiver sine trusser ned til anklerne og træder ud af dem. Så kravler hun op på mig, og jeg ser nærmest forfærdet til på at denne pige, der i højde og størrelse ellers er meget større end mig selv, bestiger mig - og så - langsomt sænker sig ned over. Jeg forstår næsten ikke, at det sker. Men mærker en underlig varm og stram følelse rundt om den. Jeg ved ikke rigtig, om jeg havde regnet med at det var sådan her, det skulle føles? Det føles ikke dårligt, men alligevel anderledes en jeg havde fantaseret.

Hun virker utroligt koncentreret og fokuseret, og jeg kan ikke rigtig gennemskue, om hun viser smerte, nydelse eller bare en alvorlig og ambitiøs tilgang til opgaven at få mig op i sig.

Det føles faktisk som en uendelighed, hvor hun bare millimiter for millimeter lader sig glide ned over mig, og jeg er selv helt imponeret over, at det kan blive ved. Hun har lukkede øjne hele tiden. Pludselig mærker jeg hendes lår få kontakt med mine, og hun giver kun sig selv et sekunds hvile, før hun begynder rytmisk at løfte sig en smule, sænke sig igen, løfte sig og sænke sig igen.

Det er helt anderledes end at gøre det med hånden. Det utrolige er, at jeg slet ikke behøver gøre noget, eller arbejde for det selv. Hun sidder på mig med helt lukkede øjne og ser ud til alene at fokusere på følelsen, som om hun videnskabeligt skal registrere hele forløbet. Det føles rigtig dejligt, og alligevel vildt sært. Jeg kan bestemt godt mærke det, og jeg føler nærmest, den vokser sig større end før, når den gnider imod inde i hende - bare det - tanken om at være inde i en anden på den måde er utrolig. Men samtidig - jeg havde måske troet, jeg ville være opfyldt af en trance af liderlighed og altomsiggribende kildren, når jeg skulle prøve det her første gang, men det er så underligt, og jeg er ligesom slet ikke med i det med andet end min pik, at jeg ikke kan lade være med at betragte det hele udefra.

Hun sætter langsomt farten op, og begynder at give små gisp fra sig. Jeg begynder at frygte for lyden og min nysgerrige mor. Især fordi hun gisper mere og mere efter vejret, og pludselig strammer hun endnu mere rundt om den, hviner højt og klasker sammen over mig.

Gud...kom hun?

Hvad med mig?

Hun trækker vejret et par gange. Så åbner hun øjnene igen og smiler - lidt på samme måde, som når man lige har været en tur i rutchebanen. Hun kysser mig hurtigt på kinden, løfter sig af mig og trisser ud af mit værelse, mens hun retter effektivt på sit hår og tøj.

Jeg bliver liggende i flere minutter med bukserne nede på låret og peger på loftet med min strittende pik i plastik. Hun er gået fra sine trusser, som bare ligger skødesløst forladt ved siden af min seng.

Hele den aften smiler min mor så irriterende underforstået og slet skjult hemmelighedsfuldt, og jeg føler, hun hele tiden kigger på mig, som om hun ikke kan forstå, hvor min barndom blev af så hurtigt.

---

Mandag. Jeg er dybt splittet, som jeg går ind på skolens område. En del af mig er rædselsslagen, fordi jeg skal møde dem alle igen, men en anden del af mig er underligt begejstret, Egentlig førte min frygtelige fredag i svømmehallen jo noget ret fantastisk....hm, underligt, men alligevel fantastisk med sig. Jeg ved ikke rigtig, hvad der venter.

Der er ingen, der griner af mig ved synet af mig, men jeg kan mærke det med det samme. Der er intet, der er glemt. Nogle af pigerne kigger forskrækket og rødmende ned i bøger og blade, straks de ser mig, mens fyrene kigger i en blanding af irritation og beundring på mig. Et eller andet i min mave bobler over det, jeg forstår det ikke rigtig, men der er noget ved det, jeg kan lide.

Men der sker noget underligt i løbet af dagen. Først tror jeg, det er en serie af uheld, men det sker simpelthen for ofte til, at det kan være tilfældigt. Mange gange i løbet af dagen er der ligesom en, som kommer til at snuble i nærheden af mig, eller bare går ind i mig, eller kommer til at stille sig for tæt op af mig i køen i kantinen - og lige kommer til at strejfe mit skridt. I frikvarteret spiller vi fodbold, og alle skal kontant prøve at spille mig tæt. Alle er ekstremt diskrete omkring det, og lader sig ikke mærke med det, men det er som om, de hver især har besluttet sig for at finde ud af, om det virkelig kan være rigtigt. Det underlige er, at det nærmest især er drengene. De opfinder en leg, hvor man skal bryde med hinanden, og tilsyneladende fordi jeg er så lille, så er jeg sjov at bryde med. Selv om jeg prøver at undgå det, så kommer der konstant en fjollet grinende dreng hen og løfter mig, skubber mig op mod en væg eller lægger mig ned på gulvet. Og så hver eneste gang, den der hånd, der lige tilfældigt lander et forkert sted og bare lige et øjeblik famler befippet hen over den, som om de prøver at begribe omfanget, eller ligesom ikke tror på det.

Det er som om, de er besat af det. Jeg bliver konstant befamlet dernede, og det betyder, at jeg hele tiden er en lille smule hård. I virkeligheden frygteligt, fordi det jo ikke gør den mindre eller mindre tydelig - og det betyder underligt nok, at famleriet bliver mindre og mindre sløret af dårlige undskyldninger.

Det er så underligt og så grænseoverskridende, men det mærkelige er også, hvor hurtigt det bliver normalt. Efter få dage er det bare blevet sådan, at det er almindeligt accepteret, at mig kan man lige klaske i numsen, når jeg går forbi, eller i stedet for at give mig et anerkende klask på skulderen, så giver man min pik et hurtigt klem uden på bukserne. Jeg forstår ikke, hvad det kommer af, eller hvordan det så hurtigt bliver almindeligt, men der er intet, jeg kan gøre ved det.

Det mærkelige er også, at det hele bliver dækket ind under, at det der med at kalde mig 'Lillebror' er eskaleret helt vildt. De har ligesom adopteret mig som deres lille kælepotte, og de taler til mig, som om jeg er meget yngre end dem. Det er som om, at det, at de kan gøre mig til deres lille ven, samtidig gør det i orden at placere en hånd eller en fod i mit skridt.

For få dage siden var jeg jomfru og helt ubekendt med seksuelle berøringer. Men det er ufatteligt, hvor hurtigt det bliver en helt normal ting. Selv om det hele tiden er noget underligt noget. Mandagen går mest med at de bliver modigere og modigere med deres fumlerier, men om tirsdagen hiver Vicki mig ind på et toilet, hvor hun prøver at forstå omfanget af mig med sine læber, men kun i tre minutter, før klokken ringer. Om onsdagen fanger Stine mig i et hjørne af klasseværelset, mens alle andre er ude, og hun har netop fået knappet mine jeans op og med stort fumleri fisket den op, da hun kan høre nogen komme og hun opgiver projektet igen. Torsdag masserer Karen mit skridt med sin fod gennem hele matematiktimen, mens vi løser opgaver sammen i gruppearbejde ude i sofaen ude på gangen.

Fredag. Svømning. Den mest underlige uge er gået, og nu står jeg her igen. Faktisk har alle drengene været lidt underlige i dag. Sådan lidt elektriske. Jeg har forberedt mig lidt bedre denne gang, og har taget badeshorts med i stedet, og jeg har besluttet mig for bare at ignorere dem alle og holde hovedet højt. Det går også godt langt hen ad vejen. Jeg vandrer som den første ud under bruseren, og har nået at få shorts på og fortsætter ud i hallen stort set før nogle af de andre når at komme under bruseren. Under hele svømmetimen kigger jeg lige ud og kigger ikke nogen ind i øjnene. Men da vi er færdige, og jeg er klar til at lave samme lyntrick på vej ud under bruseren igen, er der én, der kalder på mig, og jeg er er nødt til at stoppe op. Det er Martin, ham der spontant på min første dag sammenlignede mig med hans lillebror og kostede mig mit kælenavn.

- Lillebror! Hej... Jeg ville bare lige spørge - vi er nogle der mødes hjemme hos mig i aften og ser film. Vil du ikke med?

Det han spørger om er så normalt som noget andet, men min intuition, sikkert pga den pressede situation lige nu, siger mig, at jeg bare skal sige nej og skynde mig hjem - men på den anden side...det er jo lige netop det, jeg har brug for: Rigtige venner. Mon ikke den her underlige rolle, jeg er havnet i, stopper igen, hvis jeg får nogle rigtige venner? Så jeg forsøger mig med et skævt, lidt undskyldende smil for den lange pause, og siger:

- Ja, OK. Det lyder hyggeligt...

Martin smiler bredt, nærmest sådan lidt fjollet.

- Fedt, så ses vi senere.

Samtalen har højst varet et minut, men det var nok til, at jeg nu har mistet mit forspring. Jeg er den sidste, der forlader hallen, og da jeg frygtsomt træder ind ved bruserne står de der alle sammen. Der er ingen vej uden om. Jeg går de afmålte skridt hen under bruser-gabestokken, og tænder for vandet. Der er ingen, der direkte kigger på mig, men alligevel ved jeg, de alle har sigte på mig ud af øjenkrogen, og jeg føler, hele rummet imploderer af koncentreret fokus i min retning, da jeg hiver badeshortsne ned. Jeg vender mig ind mod væggen, men det er umuligt at skjule sig helt, og dem ved siden af mig har frit udsyn. Jeg føler nærmest, jeg frivilligt har underkastet mig offentlig inspektion med en lup.

Jeg ved det nærmest før det er en realitet - at jeg ikke har noget værn mod det. Jeg kan åbenbart ikke håndtere at blive kigget på. Det starter med en lille ryk dernede, og jeg ved, jeg intet middel har til at stoppe det og holde den nede. Jeg kunne selvfølgelig styrte ud af området ligesom sidste uge, men det gav mig ærlig talt ikke nogen fordel. Et øjeblik føler jeg nærmest, jeg skal besvime, og jeg fatter ikke, jeg tager det her valg. Men jeg samler den svimlende følelse - og vender mig om igen ud mod rummet. Og mens det varme vand skyller sæben af min lille krop, rejser jeg mig mellem benene til nye højder i heftige ryk ud i rummet. Der bliver helt stille. Men der er ikke nogen, der griner ligesom sidste uge.

----------

- I virkeligheden tror jeg bare, jeg synes, det er helt vildt uretfærdigt...

Jeg ved pludselig godt, hvad vi bevæger os ind på. Jeg er hjemme hos Martin. Der kom også et par af de andre fra klassen, og jeg har virkelig gjort, hvad jeg kunne. Hele aftenen har stemningen været på den der måde, hvor ingen vil snakke om det, de tænker på, men de kan ikke komme på andet - og derfor er der ikke rigtig nogen, der siger noget. Man kunne med andre ord sige, at min pik har været elefanten i rummet, som ingen ville nævne hele aftenen.

Derfor var der heller ikke nogen af dem, der blev særlig længe. Jeg prøvede at smalltalke mig gennem aftenen uden nogensinde rigtig at få åbnet op for nye venskabsmuligheder. Men jeg var fast besluttet på at være modig og ikke flygte derfra, så det var først, da Alex var ved at gå, og jeg så ville være sidste gæst, at jeg også begyndte at gøre tegn til, at jeg hellere måtte se at komme hjem.

Martin trippede lidt.

- Hey...hvis du har lyst, så kan du da også bare sove her? Jeg synes, det ville være hyggeligt...

Det var den åbning, jeg har ventet på - en mulighed for at opnå noget venskab. Jeg er ligesom ikke i en situation, hvor jeg kan sige nej til den slags.

Så jeg sagde ja, og vi reder op på en madras til mig på hans værelse. Og mens jeg smider alt andet end mine boxershorts for at gå i seng, siger han det pludselig:

- I virkeligheden tror jeg bare, jeg synes, det er helt vildt uretfærdigt...

...og jeg ved med det samme, hvad vi snakker om. Jeg har egentlig ikke lyst til at bevæge mig derhen, men på den anden side er det det første den aften, der er blevet sagt uden flakkende øjne og uden at være et desperat forsøg på at finde på noget at tale om.

- Altså, jeg mener bare...jeg er altså lidt misundelig på dig...på din...den er virkelig stor!

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal smile smigret eller beklagende eller...

- Eh tja...før jeg startede her havde jeg ikke rigtig tænkt over, om det var så anderledes...

- Jo, det er altså lidt uretfærdigt... Jeg mener, du ligner virkelig min lillebror, så det er nærmest snyd, at det er sådan en som dig, der får sådan en stor en.

- He...jeg beklager...

Der er ret naturligt en lidt pinlig pause, og han ligner en, der kæmper med et eller andet. Og pludselig udbryder han:

- Ehj...må jeg godt spørge om noget? Det er ekstremt grænseoverskridende...synes jeg selv, men jeg bliver simpelthen nødt til at spørge...

- ...?

- Jo...må jeg ikke godt prøve at holde den? Ved godt, det lyder mega homo. Men...jeg anede ikke, de kunne blive så store, og jeg bliver altså nødt til at prøve at forestille mig, hvordan det ville være, hvis det var min egen...

Hvis dette spørgsmål var kommet for en uge siden, så havde jeg været i kramper af chok. OK, det er ikke fordi, jeg ikke også er lidt i chok lige nu, men på en eller anden måde er det næsten en naturlig (enormt underlig, men naturlig) fortsættelse af denne sidste uge. På en eller anden måde forstår jeg ham egentlig godt, så jeg tager mig kun en kortere tænkepause, hvor han ser ret forpint ud, før jeg siger:

- Hm...OK.

Jeg hiver boxershortsne ned om anklerne. Han stirrer på den og tøver lidt, men så rækker han forsigtigt ud. Jeg mærker hans virkelig varme hånd gribe om den og lægge den i håndfladen. Han siger ikke noget. Han stirrer bare ned i sin hånd, hvor jeg ligger. Han vejer den ligesom lidt prøvende.

Det er selvfølgelig uundgåeligt. Både den lidt underlige, nysgerrige berøring, og bare det at blive studeret på den måde - jeg kan altså ikke tage det. Den begynder langsomt men utvetydigt at vokse. Først ser han ud til at have en impuls til at slippe den hurtigt, men noget stopper ham. Faktisk tror jeg, det er fascinationen af det, der sker, som om han bliver nødt til at vide med sikkerhed, hvor stor den egentlig kan blive.

Så lukker han hånden rundt om den, og kigger tøvende op på mig.

- Sig mig...er du...egentlig til fyre? Altså bare fordi du blev hård i badet, og nu...ikke fordi det gør noget.

Jeg skulle egentlig have forberedt mig på sådan et spørgsmål, i situationen og hvad de egentlig må have tænkt, men det kommer alligevel som en overraskelse, jeg kan slet ikke finde på noget mere overbevisende end sandheden.

- Jeg...jeg har aldrig tænkt over det...jeg ved det ikke. Men jeg føler at alle kigger i badet, og jeg kan ikke rigtig tage den følelse, jeg kan ikke styre det...

Jeg trækker vejret hurtigere og lidt febrilsk. Både over de svære ord, og fordi jeg prøver at justere min selvforståelse med denne situation - at én af drengene fra klassen sidder med min stive pik i hånden. Der er en pause, for der er ikke rigtig noget, man kan sige, i hvert fald ikke så længe han sidder og holder fast. Men så siger han, nærmest til sig selv, nærmest fremmed:

- Det er ikke løgn, du ligner altså virkelig min lillebror...den lille satan...

Der glider ligesom en slags sky henover øjnene på ham, og han ser ud, som om han ikke rigtig kigger på mig, eller nærmest ser igennem mig på noget andet. Han rækker den ledige hånd frem, og nærmest distræt piller han ved min ene brystvorte. Følelsen er underligt nok næsten mere overvældende end det andet, og der skyder helt uventede lyn fra brystvorten og helt ned i tæerne. Og ud i pikken, som giver et gib, da den vokser en tand mere i hans hånd.

Jeg mærker, hvordan hans hånd lukker sig om mig dernede, og mens han stadig ser helt fraværende ud i øjnene, bruger han ligesom grebet om mig til at hive sig selv ind over mig. Hans læber strejfer mine et kort sekund, helt uden at han strammer dem. Ingen af os siger et ord, og faktisk er der ikke en eneste tanke, der samler sig inde bag min pande. Jeg formoder vel egentlig, at jeg et eller andet sted derinde er forvirret og i vildrede over det hele, men det eneste jeg egentlig fokuserer på er, at det dunker i min pik, når han strejfer min hud.

Han fortsætter sin bevægelse og vælter mig langsomt med maven ned i madrassen, mens han lægger sin egen krop ind over mig og maser mig med varme og en forvirrende duft, der stikker mig i næsen og eksploderer som knaldperler i min hjerne. Han bevæger sig langsomt og tranceagtigt helt uden ophold og lægger hele sin vægt oven på mig. Hans underliv støder op mod mine baller og jeg kan tydeligt mærke hans pik, der er varm og det banker i den. Jeg kan også mærke min egen pik mellem min mave og madrassen under mig. Jeg mærker et øjeblik det varme tryk af hans krop forsvinde, og d det igen lægger sig over mig, har han fjernet sine underbukser, og hans pik finder sig til rette mellem mine baller, hvor den gnider sig frem og tilbage. Det bliver varmt og vådt, og den glider endnu bedre. Jeg kan mærke, hans krop ryster. Han lægger mere vægt bag, når han støder sig frem mellem ballerne. Først lyder det bare som en mumlen, en slags stønnen, men det bliver tydeligere og tydeligere. At han nærmest messer ud i mørket:

- Lillebror, lillebror, lillebror...

Indtil hele hans krop stivner og ryster og en varme spreder sig på mig.

Flere timer senere - jeg sover stadig ikke. Han ligger tungt halvt ind over mig, nærmest besvimet som han landede bagefter. Jeg burde føle alt muligt, men jeg mærker bare, at han er varm og trækker vejret. Og at jeg skal tisse.

Jeg kanter mig langsomt ud fra under hans krop. Det er helt mørkt. Jeg går med blinde skridt og prøver at huske i min krop, hvordan man kommer hen til toilettet. Da det endelig lykkes, kan jeg famle mig hen til kontakten, og da jeg står bøjet ind over toiletkummen med den i hånden er det helt underligt. Mit forhold til den har ændret sig.

Jeg går ud derfra igen, og da jeg skal slukke lyset ser jeg en silhuet i mørket, der står helt stille. En lille chokbølge af forskrækkelse kruser gennem min krop, indtil jeg ser ordentligt efter. Det er en lille skikkelse, jeg kun aner i halvmørket. Han står helt nøgen. Jeg kan se muskelmarkeringerne på hans ellers rimeligt spinkle krop, og kan se konturerne af hans pik, der hænger under de mørke hår omkring den. Han er ikke højere end mig. Først da han begynder at tale til mig, bliver den fortættede, fortryllede situation brudt.

- Jeg kunne godt høre jer... Jeg kunne høre det hele. Det skulle have været mig...det er det, jeg altid drømmer, han vil gøre ved mig...

De ord ville Martins lillebror aldrig have sagt, hvis det ikke var mørkt og han tydeligvis havde grædt. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men en meget stærk følelse vælter op i mig. Jeg går over til ham og holder fast om ham, trykker ham ind til mig, som det eneste jeg kan gøre. Jeg mærker, hvor kold hans hud er blevet, og jeg mærker følelsen af hans pik, der maser sig ind mod min, fordi jeg holder ham så tæt. Men jeg kan mærke den varme luft fra hans mund, da han lægger sit hoved ind mod mit bryst og slipper det holdte vejr.

Inde på hans seng lægger jeg ham ned på madrassen. I månelyst fra vinduet kan jeg se, at hans pik er blevet stiv, og hans krop er lavet af sølv. Jeg bøjer mig ind over ham og placerer mig mod hans mave, mellem hans ben, som han intuitivt spreder og løfter. Min pik placerer sig mod hans, og jeg mærker, hvordan de dunker intenst i takt. Jeg ligger bare der længe og bevarer trykket ind mod ham, mens jeg ser, hvordan månelyset glimter i hans blanke øjne, der stirrer på mig. Så skubber han sin krop op mod mig, og med sine fødder angiver han med et løft, hvor han vil have min krop, ind til min pik pludselig skubber sig ind mellem hans baller. Jeg ved ikke... Men hans blik, der er fastlåst på mit, er insisterende.

Først skubber jeg lidt til, men det er håbløst. Den vil aldrig kunne komme ind. Jeg kigger mig omkring, og på et bord, der står lige op til sengen, står en creme sammen med forskellige andre produkter. Jeg griber den og smører min pik ind i det, og smører ham. Så sætter jeg mig til igen, og han spreder benene endnu mere for mig. Han siger ikke en lyd, men hans skinnende blanke øjne udvider sig og udvider sig i takt med at den uendeligt langsomt kryber ind dernede. Jeg føler, den bliver ved og ved med at vokse, og den vilde måde, han strammer omkring mig er fantastisk. Jeg føler, den ikke bør kunne komme længere, at jeg ødelægger ham. Men hans øjne forlanger det, hypnotiserer mig. Jeg har ingen ide om tidsspændet, men jeg får et chok, da jeg pludselig efter at have mast mig gennem uendeligheden mærker mine egne inderlår mod hans baller. Hans øjne er gigantiske, og hans læber har skilt sig ad i en ubrudt vejrtrækning.

Så begynder jeg langsomt - han strammer helt vanvittigt om mig og jeg føler, jeg kunne bo oppe i ham. Jeg ved først ikke, hvor stemmen kommer fra, men den giver genlyd i rummet - ind til jeg opdager, den kommer fra mig. Den kommer dybt nede fra mellemgulvet og skyder sig ud mellem mine læber sammen med mine dybe stød op i ham:

- Lillebror...lillebror! Årh... Lillebror!

Der er ikke noget som at skifte skole, der kan forandre ens liv. Mit liv som jeg kendte det er forbi - og et helt nyt er startet. Jeg går gennem dagene i skolen med varme hænder famlende på min krop. Pigerne konkurrerer om at få mig. I badet efter svømning er det lidt pinligt, hvis man ikke kan præstere en dunkende, stiv pik - det er der spændende fremtidsmuligheder i. Og jeg har udviklet et smukt og intimt venskab med Martin - og hans lillebror. Jeg tror, jeg bringer dem tættere på hinanden, uden de behøver rode sig ud i noget, de vil fortryde. Den gode gerning har jeg ikke noget i mod at gøre dem.

Tænk at det kan blive så godt.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Friends fucking

2011-08-26T23:50:00.002+02:00

"Kunne det ikke være fedt - hvis nu man havde en pige at kneppe med - så kunne man optage det og lægge det ud på nettet på en af de der pornosider? De er så pissefrække."

Han siger det bare sådan henkastet hen over det blad med billeder af motorcykler, som han kigger i. Det er en helt typisk bemærkning for Ronni, han siger hele tiden sådan noget som det, og der er ikke rigtig nogen af os, der undrer os over det. Jeg bladrer videre i mit magasin, og Anders løfter ikke blikket fra sin tegneserie. Jeg har ikke rigtig tænkt over, hvorfor han siger sådan noget. Har sikkert bare vænnet mig til det. Han tænker vist rigtig meget på sex, måske mere end os andre, og så kan han vist ikke rigtig finde ud af at holde sine tanker for sig selv.

Og så ved han, han kan sige sådan noget, når han er sammen med os. Vi er sådan et lidt underligt trekløver, som egentlig ikke burde være venner, men det fungerer meget godt. Ronni er den der lidt for viltre dreng, der ikke rigtig kan sidde stille i timerne, og som kan drive samtlige lærere til vanvid - ikke rigtig for at være uartig eller provokerende, han kan bare ikke holde sin mund lukket, når han får en tanke. Mange synes, han er ret irriterende. Og når han samtidig er så lille og spinkel en fyr, så har han vist generelt svært ved at skaffe klassens respekt.

I forhold til det er Anders det stik modsatte. Han er den høje, atletiske type. Det er egentlig ikke, fordi han er sådan en modelagtig fyr, men hans højde, hans kropsbygning og al den sport, han dyrker, betyder, at han har en krop, pigerne helt bestemt er begyndt at bemærke. Men alligevel er han ikke rigtig røget op i toppen af klassens hierarki endnu, underligt nok. Det skyldes nok, at han ikke selv melder sig som kandidat til posten. Han har det rigtig skidt med at sige lange sætninger foran alle i klassen, og han hader at bringe den fælles opmærksomhed over på ham selv. Faktisk virker det nærmest, som om det går ham på, når pigerne er begyndt at samles omkring han i frikvartererne, han virker slet ikke lykkelig for al den opmærksomhed. Heldige rad, tænker jeg. Jeg gad da godt være sådan en, de andre samledes om. I stedet er jeg så godt som usynlig. I kender mig godt - I har sikkert gået i skole med præcis sådan en som mig. Desværre har I bare glemt det igen. Jeg er sådan en, som sikkert ikke bliver inviteret til 10-års jubilæumsklassefest langt ude i fremtiden, fordi de andre fuldstændig har glemt, at jeg overhovedet gik i klassen. Jeg er typen, der sikkert ender som offentligt ansat sagsbehandler et eller andet fuldstændig ligegyldigt sted i systemet.

Men lige nu går vi bare stadig i skole, og vi sidder hjemme på mit værelse, os tre venner. Måske har vi egentlig ikke rigtig andet til fælles, end at vi på hver vores måde er uden for fællesskabet i klassen - men det kan uden tvivl også være rigeligt at bygge et betydningsfuldt venskab på, når man går i 10. klasse.

Der er stadig stille i rummet efter Ronnis kommentar. Anders' tegneserie knitrer, da han vender et blad, og samtidig siger han henkastet:

"Jamen så er det jo ærgerligt, du ikke har en pige at kneppe."
"Ja, det er noget gylle," sukker Ronni.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg fornemmer et eller andet anderledes. Ingenting virker unormalt, men det er som om, der er en anspændthed i den måde, Anders prøver at sidde afslappet på.

Ronni fortsætter, ganske forventet:

"For så skulle jeg simpelthen gennemhøvle hende, til hun tiggede om, at jeg sprøjtede på hende. Lige i fjæset. Og det hele skulle ligge på nettet. Det er så pissefrækt."

Der er ikke rigtig nogen, der er i tvivl om, at Ronni bruger mange timer hver dag på 'free porn sites'. Han fortæller glad om det. Jeg smiler altid og driller ham lidt med det, men i virkeligheden synes jeg, han er temmelig modig. Jeg kunne da aldrig få det over min generthed at fortælle højt om, hvordan jeg om aftenen kan gå på nettet og helt miste pusten over en fyr, der bare igen og igen kan hamre sin store pik ind i en meget skræmmende, jamrende og storbrystet pige. Det er en meget fascinerende og frygtfyldt verden, der åbner sig der på skærmen.

"Du kan da bare lægge en video ud alligevel - uden en pige."

Det er Anders der siger det, og det lyder helt underligt. Han kigger stadig i tegneserien, men det ser ikke ud som om, han stadig læser, hvad det står. Men Ronni lægger bladet og ser ud som om han har hørt noget utroligt for første gang.

"Hvad mener du?"
"Jeg mener bare...der findes da masser af steder, hvor du kan lægge en video ud bare af dig selv. Det er da også meget frækt..."

Ronni kigger vurderende på Anders et sekund. Så griber han efter min bærbare computer, der ligger på sengen.

"Vis mig det."

Anders viser os det. Han logger ind på en side, og først ser det ud som om han bare vil vise os siden, men så overvejer han lidt, og bladrer lidt rundt. Til sidst vender han computeren over mod os. På skærmen står der: Big teen cock. Og en slank, markeret underkrop står der på skærmen og varmer op til en spiller.

"Vent lidt...det er sgu da dit værelse, det der," siger Ronni i dyb forundring. "Er det din video?"

Anders er sådan lidt rød i hovedet, han virker lidt paralyseret, som om han ikke rigtig kan finde du af, om han har begået en fejl. Men så udbryder Ronni imponeret.

"Hold kæft hvor er din pik stor, når den er stiv!"

Det har han virkelig ret i. Jeg føler mig suget helt ind i skærmen. Det er første gang, jeg ser en stiv pik, der tilhører en fyr, jeg ved hvem er i virkeligheden. Jeg håber fandeme ikke, alle andres er så store, for så har jeg sgu et problem! Den er virkelig lang og tyk, og helt lige og pæn. Jeg bliver lidt overrasket over, at jeg tænker på den som pæn, men det er vel bare, fordi jeg er misundelig. Jeg stirrer hypnotiseret på skærmen - også fordi han har en ret lækker teknik. Nogle gnge kører han bare hånden rundt over hovedet på den, og så griber han pludselig om hele stangen og stryger langt ned over den en masse gange, mens han støder sit underliv frem. Nærmest som om han knepper luften. Det er lidt underligt at stå og betragte en af sine venner have den form for nydelse.

"Vent lidt...," siger Ronni mens en tanke former sig hos ham. "Det der er sgu da en homoside. Er du homo? Det er sgu da homoer som sidder og kigger på det der, du har lagt ud!"

"Ja ja," siger Anders lidt fumlende, "det ved jeg godt... Men jeg er ikke homo. Men man kan jo ikke lægge sådan en video ud på almindelige sider - der er det jo bryster, de vil kigge på..."

Ronni ser ikke helt overbevist ud, men han begynder at undersøge siden. Man kan se, hvor mange gange hver video har været vist, og Anders' er temmelig populær.

Anders fortsætter:
"Og der er også masser af videoer, hvor der er flere heterofyre, der spiller den af sammen og sådan noget. Det kan de jo sagtens, bare fordi det er homoer, der kigger på dem..."

Ronni kan ikke rigtig skjule, at han er imponeret. Det kan jeg godt, for jeg siger ikke noget - men jeg er ekstremt imponeret. Ville ønske jeg turde sådan noget.

"Burde jeg lave sådan en video?" Ronni kan ikke lade være med at føle sig tiltalt af idéen - måske er det et slags skridt nærmere al den sex, han altid taler om. "Det er sgu da meget frækt. Jeg ved bare ikke, hvordan man gør. Jeg har heller ikke udstyret."

Anders virker lettet. Han kigger over på mig.

"Du har udstyret - du har et rigtig godt webcam. Og jeg ved, hvordan man lægger det op på siden..."

"Ehj, jeg kan da ikke lave den nu...her..."
"Hvorfor ikke?" Anders er underligt cool omkring det.
"Jamen, da ikke mens I kigger..."
"Vi kan jo alligevel bare se på videoen på nettet bagefter."

Anders vil ikke rigtig lade ham slippe af krogen. Som om han nærmest har bestemt sig for, at det skal ske. Ronni vakler.

"Ehj...ehj, kan vi så ikke lave sådan en af de der, hvor flere spiller den af sammen? Så er det ikke kun mig..."

Han kigger spørgende på mig for at få støtte. Jeg kan mærke alt blodet forsvinde fra mit ansigt ved tanken, og jeg bliver svimmel. Måske skyldes det bare, at min pik i den grad svulmer. Jeg stammer...

"Nej...nej, det kan jeg ikke. Det kan jeg altså ikke."

Jeg kan ikke rigtig sige andet end det.

"Men du kan filme," siger Anders beslutsomt. "Jeg vil gerne. Det er en god idé."

Pludselig er det bare besluttet, og vi begynder at blive enormt praktiske. Stille computeren op og gør webcammet klar. Anders beslutter, at de kan sidde ovre på min seng, og han lægger puder derover og puffer dynen til. Ronni står paralyseret midt i det hele. Anders sætter sig klar derovre. Ronni er pludselig ikke så kæphøj, som man er vant til at se ham. For første gang længe virker det som om, han ikke rigtig har noget at sige. Anders kigger afventende på ham, og først bevæger han sig ikke. Men så trisser han derover, og sætter sig på sengen. Han virker lille bitte ved siden af Anders.

Jeg kigger på det hele på skærmen, og ser, at Anders kigger nærmest praktisk og helt professionelt på mig gennem linsen, og siger:

"Er du klar?"

Jeg nikker bare. Og trykker på optageknappen. På skærmen foran mig tager Anders sin t-shirt af og viser sin trænede brystkasse frem. Ronni bevæger sig ikke så meget. Uden videre pause fortsætter Anders med at knappe sine bukser op og hive dem ned over knæene. Så kigger han på Ronni, som er meget rød i hovedet. Han piller ligesom nærmest distræt ved kanten af sin bluse, som om han ikke rigtig kan tage beslutningen. I stedet begynder han at fumle med bukseknappen til sine jeans. Anders stikker sin store hånd ned i sine underbukser og krammer lidt der under stoffet, mens han kigger opmuntrende, forventningsfyldt på Ronni. Stærkt presset krænger han sine jeans ned over lårene, og virkelig langsomt, som om han skal kæmpe hårdt mod sig selv for at komme frem til det, fisker han sin pik frem. Den er allerede hård, så han må trods alt tænde på situationen.

Jeg kaster et blik op over skærmen, hen på sengen, på det bizarre, uventede billede af mine to venner, der sidder med hver deres pik i hånden. Også Anders' er kommet frem, og den er lige så flot som på videoen. Ronnis er langt mindre, men den er stadig fascinerende. Den er virkelig hård. Og har en utrolig flot gylden farve. Det ser helt vildt ud. Pludselig bliver Anders utålmodig - og meget myndigt tager han fat i Ronnis t-shirt og løfter den over hovedet på han. Ronni accepterer det bare, selvom han nærmest lader til at være i en mindre choktilstand, siddende der helt distræt på video med pikken i hånden. Men han fortsætter og sparker på eget initiativ bukserne helt af. Imens smider Anders underbukserne, og Ronni ser ud til at føle, han er nødt til at følge trop.

Og så sidder de der. Anders så uventet selvsikker, men sin lange, trænede krop - og Ronni med sin spinkle, lille krop. Men jeg har ikke sådan tænkt det på den måde før, men det er faktisk en rigtig pæn og harmonisk krop han har, selv om han er sådan en lille fyr. Jeg kan ikke lade være med at tænke misundeligt, at det er to virkelig pæne fyre.

Anders begynder at køre sin hånd op og ned over pikken, og begynder meget hurtigt at gøre mange af de virkelig frække bevægelser, som vi så i hans egen video. Ronni virker ikke rigtig til at kunne komme ordentligt igang. Hans pik er virkelig stiv, og han har den i hånden, men i stedet for at begynde at lege med den, så er hans blik lige så stift rettet på Anders, som mit er, og han glemmer vist, at han er på.

Efter noget tid stopper Anders op. Han kigger et øjeblik lidt opgivende på Ronni, men jeg kan ikke lade være med at gispe, da han pludselig beslutsomt rækker ind over og griber om Ronnis pik. Ronni spjætter, og jeg kan se, han overvejer, hvordan han kan stikke af - men samtidig kan jeg med det samme se, at han synes, det er dejligt. Han kigger på en gang desperat og flov ind i kameraet, lige inden hans øjne ruller bagover og et dybt støn slipper ud over hans læber. Jeg er chokeret, men jeg kan umuligt trække mine øjne væk fra scenen. Det er vildt grænseoverskridende. Anders' store hånd har et fast greb om Ronni og hans pik, og han leger rigtigt med den. Der slipper nogle virkelig blandede signaler ud af Ronni.

"Åh, gud nej, det må du ikke, jeg er ikke bøsse. Årh, årh ja, åh...hold op, årh hvor er det godt..." Man kan heller ikke ligefrem påstå, at hans toneleje er særligt insisterende.

Det virker som om Anders føler sig opmuntret, for han lægger sig tættere hen mod Ronni. Jeg bemærker det med det samme, men det er som om han ikke registrerer det selv pga. den underlige situation. Mens han fortsætter med at spille den af på lille stønnende Ronni søger hans anden næve pludselig hen og først lægger sig på det øverste af hans inderlår - men meget hurtigt efter lader han den mase sig ned mellem hans ben og stikker en pegefinger ind og trykker sig op mod hans hul. Ronni skifter voldsomt gispen og stønnen og det lyder som han er lige ved at sprøjte. Det får Anders til at stoppe. Men han holder ligesom stadig fast i ham, bare lige med den ene hånd.

Ronni får vejret igen, og langsomt går den akavede situation igen op for ham.

"Fuck mand, din pervert, hvad er det du har gang i??? Du får kraftedeme ikke lov til at pille ved mig..."

Det er underligt den måde han siger det på, for han flytter ligesom ikke på sig, hvilket ellers ville være naturligt, og selv om det er henvendt til Anders, så flakker hans øjne hele tiden hen til mig og kameraet, mens han siger det. Og samtidig bliver det pludselig svært for ham at fortsætte med protesterne, for nu rører Anders på fingeren igen dernede mellem benene, og det er tydeligt, at det vækker en følelse i ham, han aldrig har kendt før. Han vrider sig helt vildt, og en tydeligvis lystfuld klynken glider ud mellem hans læber, der af sig selv har skilt sig umærkeligt fra hinanden. Ronni bliver ved med at skele virkelig bekymret over til kameraet, men han kan ikke overskue at beslutte sig for at vride sig ud af al den underlige lystfølelse. Og nu kommer alle Anders' kræfter til sin ret. Fuldstændig uden at anstrenge sig vender han Ronni rundt og hiver hans baller op til sig. Jeg taber fuldstændig kæben da han helt uden overvejelse stikker en stor tunge ud og planter den mellem Ronnis baller. Ronni skriger.

"Fuck! Hvad laver du mand! Årh...fuck...men det er sindssygt. Årh...fuck det er godt....fuck! Men...stop...nej...det kan man ikke..."

Men det giver Anders ikke udtryk for, at han er enig i. Han lapper sin tunge ud over hans røv, og jeg stirrer målløs på sceneriet mellem de to drenge i min seng, hvor den store Anders med spændte muskler står tronende og stærk med en stor strittende pik, og arbejder koncentreret på at slikke Ronnis røv - og trods alle hans protester, så glider der en lang tynd stråle af klar væske ned fra spidsen af Ronnis pik.

"Åh ja, åh...årh for helvede...nej - hvad gør du nu? Nej! NEJ!"

Anders har med fuldstændig determineret selvsikkerhed sænket Ronnis røv lige præcis nok til at den placerer sig i højde med hans svulmende pik, og spidsen er allerede ved at finde sig på plads ved det våde hul. Jeg ser både fascineret og fyldt med frygt på den stærke fyr - som jeg altid har kaldt min ven, og altid har forbundet med den blidest tænkelige fyr. Nu ser jeg en hel anden side af ham, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg har mest lyst til at flygte fra ham, eller om jeg i virkeligheden er misundelig på den lille stakkel på knæ, der har mistet enhver form for selvstændig vilje. Han presser sig på og overhører Ronnis vilde protester. Et øjeblik virker Ronni reelt bange og stirrer desperat ind i kameraet. Jeg er dybt fanget mellem en trang til at styrte over og flå ham ud af overgrebet - og fuldstændig låst i trangen til at se det, der sker nu. Jeg kan umuligt flytte på mig.

"Nej...avavavav, hold op! Det må du ikke - stop! Det...arh...arh..."

Han skærer en mine af smerte i ansigtet, og Anders lægger sig ind over og støder til, mens han får fat på Ronnis pik og begynder at køre på den igen i rytme med hans eget underliv, der begynder at flytte sig frem og tilbage.

"Av...fuck...av, nejnejnej...det...årh....årh...ja, årh...jeg fatter det ikke, jeg bliver kneppet, jeg...aeh...åh ja, arh, shit mand, han knepper mig! Jeg har hele hans pik oppe i mig, fuck mand, han puler mig, årh...jeg fatter ikke det er fedt, årh, hvem fanden skulle tro, det ku være være så fedt...årh, årh for helvede, ja, fuck mig, ja, ja!"

Ronni kaster sig tilbage og Anders er svedig og koncentreret. Han giver Ronni alt det, han nu trygler om - han gennemknepper ham så heftigt og sønder og sammen som kun Ronni kunne have drømt om selv at gøre det med den pige, han ville kneppe og lægge på nettet.

Han har tydeligvis fuldstændig glemt tid og sted nu, og mens Anders langsomt bygger sig op mod at støde hårdere og hurtigere og nærme sig et klimaks, så kan jeg ikke holde det ud mere. Jeg ryster, mens jeg trodser alle mine bånd og regler og flår bukserne op. Nu nærmest brøler Ronni dybt fra hele sin lille svedglinsende krop:

"Årh ja Knep mig! Knep mig! Knep mig! Giv mig den pik, for helvede! Fuck mig"

Jeg rejser mig op og flår hektisk i min pik. Anders får øje på det, og hans pupiler ligesom udvider sig ved synet. Jeg kigger ham lige ind i øjnene, mens jeg tordner min hånd ned over min pik. Pludselig gisper han efter luft og ligesom kollapser ned over ryggen på Ronni, der i lange skrig er begyndt at sprøjte tykke stråler af sperm ud over mit sengetøj. Hele synet får mig til at stønne højt og uden hæmninger på en måde jeg aldrig før har gjort, ikke engang alene. Jeg kan slet ikke styre mine bevægelser og min sperm lander lige i fjæset på Ronni.

Så er der stilhed. Der er ingen af os, der kan finde på noget at sige. Men Anders er stadig oppe i Ronni, og det er som om ingen af dem kan tage initiativ til adskillelsen. I stedet for ender de i tavshed på min seng i en slags ske. Der findes ikke rigtig ord for situationen.

Jeg sætter mig hen til computeren og stopper optagelsen. Jeg gemmer det hele og går ind på hjemmesiden, Anders viste os for lidt siden. Jeg tænker lidt. Så skriver jeg 'Friends fucking' i titelfeltet og vedhæfter videon. Jeg kaster et hurtigt blik på de udmattede i sengen. Jeg spørger ikke, men de protesterer heller ikke. Så trykker jeg upload.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Min søn

2011-08-26T23:41:00.006+02:00

Pakken er kommet. Perfekt. Indtil nu har dagen ellers været rædselsfuld. Kontoret fyldt op med tåbelige personer. Især alle de unge, der ikke kan lade være med at lade det skinne igennem, at de ved bedre og har løsningen på alting. Det er aldrig nogen, der har lært dem respekt. Uden tvivl en flok desertører og militærnægtere hele bundtet. Dovne hunde, der ingen intention har om at redde andet end deres egen røv, den dag krigen bryder ud. Og det gør den. Tro mig. Især fordi vi her i landet er begyndt at tro på, at det aldrig vil ske igen på vores egen jord. Hvilket jo er et stensikkert tegn på, at det netop vil ske igen, snarest. Når alle tager freden for givet. Tænk bare på landets historie. Der har før været lange fredelige perioder på dansk jord. Men en ting som blivende fred - det findes ikke. Før eller siden er der altid nogen, der tror, de kan overskride landets grænser.

De er nogle idioter alle sammen, kollegerne. Især min chef. Også yngre end mig - og frygtelig blødsøden. Den moderne type, der taler om 'det hele menneske' og om betydningen af en 'work/life-balance'. Jeg foragter ham og hans slags. Men jeg kan ikke vise det, for jeg HAR respekt for, at hans rang er højere. Men tro mig, når krigen kommer, så bliver han den første, der overgiver sig til fjenden. Og i mit stille sind har jeg allerede afgjort, set i lyset af undtagelsestilstanden, at jeg vil være berettiget til at plante en kugle midt i mellem hans øjne.

Og tag ikke fejl - jeg er klar til det. Det er én af de praktiske fordele ved hjemmeværnet. At du får mulighed for lovligt at opbevare en masse våben derhjemme. Så det kan du roligt regne med. Jeg har forsikret mig.

Og nu har jeg sikret mig yderligere. Jeg vender andægtigt postpakken mellem mine hænder. Vejer den. Det tog mig så længe at spare sammen til den. Men jeg vidste det med at samme - da jeg fandt ud af, at den fandtes - at jeg måtte have den. Jeg pakker den forsigtigt ud. Den sorte overflade, grebet og det generelle udseende er nærmest ordinært. Alligevel er det svært at begribe, hvilken raffineret grad af videnskab, der ligger bag udviklingen af dette redskab. Jeg finder brugsanvisningen frem og gransker overskriften. Thermisk kikkert. Alene navnet giver mig kuldegysninger. Det er perfekt. Med det i hånden vil det praktisk talt være umuligt for nogen, at snige sig ind på mig. Når fjenden kommer, og det bliver mit ansvar at forsvare mit eget parcelhus, så har jeg ideelle forhold. Denne kikkert kan se varme. Den affotograferer varmen. I en simpel form er det, det samme de bruger til at tjekke mangelfuldt isolerede huse med, men dette er den langt mere raffinerede version. Det er den særlige militærversion, som ikke findes i privat handel, og det er kun lykkedes mig at anskaffe mig den via mine gamle militære kontakter. Mine gamle venner, dem der fik lov til at fortsætte og skabe sig en karriere derinde. Jeg stopper ved mindet et par sekunder, inden det lykkes mig at tage mig sammen og ryste det af mig. Tilbage til kikkerten.

I praksis betyder det, at dette er kikkerten, der kan se igennem vægge - fordi den kan se varmen i kroppen på det menneske, der skjuler sig bag den kolde mur i forsøget på at snige sig ind på sit offer. Men det vil aldrig lykkes dem, for nu er jeg forberedt.

Jeg er så fristet til at prøve det af. Men jeg tager mig sammen til at vente. Jeg vil ikke prøve det, før min søn kommer hjem. Han vil forstå det fantastiske i det. Han er den eneste, jeg kan stole på vil forstå det. Og viljestyrke har jeg altid haft nok af, så jeg kan godt vente.

Viljestyrke har altid været en nødvendighed. Især efter hans mors død. At opdrage en søn alene kræver en fast hånd. Men det er lykkedes. Jeg har lært ham alt, jeg ved - og alt, han nogensinde får brug for. Det har taget mange og lange aftener og weekender, men det har været det hele værd. Om ganske få måneder bliver han 18 og vil blive indkaldt til session - og han er bare fuldstændig klar. Han vil blive den perfekte soldat. Hans høje muskuløse krop vil være hvem som helst overlegen. Han kan løbe hurtigere, hoppe højere og springe længere end nogen anden ung mand. Han sigter og skyder perfekt, og han er aldrig blevet besejret til brydning. Han er også en fantastisk bokser, der forstår at eje ringen.

Alle de år med hård fysisk træning har uden tvivl gjort ham til den klippeskårne unge mand, han er i dag. Men det vigtigste, jeg har gjort ved ham, har uden tvivl været den psykiske modellering. Jeg har lært ham betydningen af at eje det rum, han går ind i. Jeg har lært ham, at uanset hvilken gruppe af mænd, han er i selskab med, så skal han straks sørge for at blive den mest dominerende af dem alle. At være alpha-hannen, der aftvinger sig, at de andre accepterer hans lederskab, koste hvad det vil. Jeg er stolt over, at det er lykkedes mig at pille de sidste rester af den blødsødenhed ud af ham, som hans mor efterlod ham. Den dag, han skal til session, vil de tigge og bede ham om at melde sig, og han vil få fuld mulighed for at få den karriere derinde. De muligheder jeg ikke fik.

Jeg hører nøglen i døren og glæder mig allerede til at vise ham mit køb. Men straks efter mærker jeg skuffelsen, da jeg hører ham snakke. Han har nogen med hjem. Jeg skynder mig at skubbe pakken om bag min stol. Det her rager ikke andre. Han kigger frem i døren. Jeg kan med det samme se, at han virker nervøs. Det irriterer mig. Det må han aldrig afsløre, ikke engang over for mig.

    - Hej far...det her er Simon. Fra min klasse.

Frem i døren titter en underligt lille, skravlet fyr. Jeg hader ham instinktivt. Han virker svag.

    - Goddag, siger den lille fyr til mig, og kigger mig irriterende venligt i øjnene, mens han rækker hånden frem. Jeg overvejer et øjeblik at ignorere ham, men beslutter i stedet at forsøge at kvase hans hånd med min jernnæve. Efterfølgende tager han en smule forskrækket hånden til sig.

    - Eh...vi aftalte bare, at vi ville være sammen her efter skole...

Han ved godt, jeg ikke bryder mig om det.

    - OK, siger jeg skrapt. Men vi spiser kl. 18.
    - Ja ja, siger han synligt lettet, på vej videre, ind til mine lynende øjne nagler ham til væggen og min stemme tordner ned over ham.

    - Hvad hedder det!?

Han krymper sig. Men så retter han sig og stirrer tomt ud i luften.

    - Javel, hr!

Simon stirrer måbende på ham.

Mit rædsomme humør fra tidligere er vendt tilbage, da de er gået over i sidehuset, hvor han har sit værelse. Jeg går lidt rundt om mig selv. Indtil jeg bestemmer mig for, at så kan det også bare være lige meget. Så må jeg jo teste den selv. Tanken om det får så småt begejstringen til at vende tilbage. Jeg læser brugsanvisningen grundigt først. Jeg ved, hvor vigtigt det er at anvende sit udstyr korrekt. Det er med en forventningsfuld gysen, at jeg til sidst tager kikkerten op i hænderne tænder for den.

What I want

2011-08-26T23:37:00.003+02:00

Lyset fra vinduet skærer hvinende, skingre spor under min hjerneskal, og det er uundgåeligt men frygteligt, at jeg er ved at vågne. Jeg indtager rummet omkring mig, og aner først ikke, hvor jeg er, men forstår hurtigt, at jeg er på hans værelse. Og i hans store seng. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvordan eller hvornår, jeg er kommet hertil.

Jeg drejer mit blik og kigger ind i hans fredsfyldte, sovende ansigt. Det er et syn, jeg ville have slået ihjel for at komme til at opleve – han har kastet dynen af sig, og krammer den nu, mens han ligger skævt på maven og siden med sit ene ben strakt og det andet skubbet op i en 45 graders vinkel. Han har smidt alt andet tøj end sine hvide trusser, som gør hans ballers velformethed så tydelig for mig, og hans muskuløse overkrop omfavner dynen så ømt. De mørke hår på hans smukke arm holder dynen godt foldet til under hans hoved, hvor kinderne med de mange skægstubbe hviler på. Min pik er vågnet før mig, som om den allerede vidste det, men informationerne fra mine øjne får den til at savle og skabe sig. Har jeg selv taget mit tøj af? Ligger her i min T-shirt og mine boksershorts.

Havde det her været en sexnovelle, så var der helt sikkert sket noget rigtig spændende i går, men jeg er ret sikker på, det bare er lykkedes ham at slæbe mig bevidstløs hjem. Og pludselig som et underligt ekko af det eneste klare, der træder frostklart frem fra en ellers utroligt sløret aften i går er hans dræbende ord sagt midt på dansegulvet.

I en underlig sorgfyldt følelse midt i dette tilsyneladende paradis her i hans seng spoler jeg lige helt tilbage for at genopleve hele det miserable forløb.

Gymnasiets kantine. En sommerdag først på skoleåret så varm, at man kun kunne frygte, hvad den måtte føre med sig. Det hang i luften – en dirrende, sitrende stemning af hede drømme om nøgne kroppe, der vred sig omkring hinanden, og luften var tyk af det. Midt i den dampende sump af gymnasiekroppe så jeg ham første gang. Jeg havde aldrig før set en som ham. Selvfølgelig har hans type nok været der et sted, men jeg havde aldrig forholdt mig til dem. De fyre, jeg plejer at være sammen med...eller...de få fyre, jeg har prøvet at være sammen med...har mere været som mig selv. Små splejsede gutter med styr på en avanceret frisure og en tøjstil lidt ud over hverdagen. Jeg har mødt dem på nettet og glanet i timer på deres profilbilleder og følt, at de var ligesom mig. Men når vi så har mødtes efter lange togture til deres ende af landet, så har de også været lige så svagelige som mig, og lige så lidt initiativrige. Og det vi fik pillet ved hinanden var nærmest sådan lidt obligatorisk, når man nu var rejst så langt for at prøve noget. Det var ligesom forkert, og bagefter måtte jeg igen nøje evaluere og skrue på teksten på min netprofil, der indgående beskriver, hvem jeg er.

Men den her fyr. Det er, som om kroppen ville bestemme selv, og jeg kunne ikke få øjnene fra ham. Helt kortklippet. En tæt mørkebrun hjelm af hår, der omfavner hans kantede ansigt. Fyldt med skægstubbe. Og så virker han høj, selv om det måske bare er et hoved højere end mig. Han går som en rigtig fyr. Ikke trippende som pigerne og nogle af os andre. Han er bygget på den der måde, hvor man ligesom kan se hver muskel for sig – så bliver man jo også nødt til at gå med tyngde og kvalitet.

Selv nu i sengen kan jeg kun betragte hans velskabte krop som om den var et mirakel – noget fremmed og sært, der er sendt ovenfra for at skabe inspiration og begejstring.

Han var ny og startede i min parallelklasse, så vi skulle selvfølgelig have gymnastik sammen. Jeg følte mig rimelig skæbneramt, da jeg den dag åbnede døren ind til omklædningsrummet og stirrede lige ind i to mørkerøde brystvorter - på en stram og muskuløs overkrop helt dækket af et levende mønster af korte, mørke hår. De gror hele vejen op fra buksekanten omkring den flade mave og fortsætter op i et fyrværkeri, der eksploderer på hans brystkasse. Jeg blev på én gang rædselsslagen og alt for begejstret ved gensynet af min fyr fra kantinen. Han var ved at skifte til gymnastiktøj, og mine øjne klamrede sig til hårene på hans brystkasse. Jeg ville ellers normalt slet ikke synes, at hår hører hjemme der, og har altid selv med væmmelse fjernet ethvert lille forsøg på den slags vækst med min pincet. Men det eneste jeg kunne tænke på i det øjeblik var, hvordan det føltes at putte min næse og min kind ind til hans brystkasse, fornemmelsen af hårene mod mit ansigt, og lyden af hans hjerteslag. Faktisk er det stadig den samme tanke, der falder mig ind nu, når jeg kigger på hans brystkasses rolige vejrtrækning midt i søvnen ved siden af mig.

Efter gymnastiktimen kunne jeg næsten ikke vente med at se ham i badet – se hvordan det maskuline gudesyn tager sig ud i fuld nøgenhed. Men det eneste, der skete, var, at han bare tog sin trøje og tørrede sig under armene med den, hvorefter han kylede det hele i tasken og gled i jeans, hvid t-shirt og sko og forsvandt ud af døren. Jeg var dybt skuffet. Ville han virkelig gå og stinke af svimlende tung, snurrende mørk sved resten af dagen?

Jeg havde aldrig troet, jeg ville komme ham nærmere end det, så da jeg pludselig fik mulighed for at blive hans ven, så slog jeg til. Jeg sad den eftermiddag i bussen. Med lukkede øjne, fordi solen stak i øjnene, og jeg følte næsten, jeg kunne mærke hans krop mellem mine ben. Det virkede så naturligt. Jeg med spredte ben, og han skal selvfølgelig tage mig. Han skal være den, der knepper mig, og det må se fantastisk ud, når han gør det. Tanken havde aldrig været så naturlig for mig før. Det lyder måske lidt underligt, men jeg havde aldrig tidligere rigtig tænkt på mig selv, hvis jeg skulle være sammen med en fyr. Ikke fordi jeg ikke godt ved, hvad der sker. Men når jeg har fantaseret, har det mere været tankerne om en lækker fyr eller nogen, der var sammen – jeg har ikke rigtig drømt mig selv ind i situationen. Hvorfor mon ikke det? Som om jeg ikke helt kunne finde ud af, hvilken rolle jeg skulle spille i det. Eller måske fordi jeg ikke vidste, hvem jeg skulle spille den rolle med? Men nu kan jeg se mig selv ligge nøgen, hele min spændte, spinkle krop badet i sved – min lyse hud glimter, og hele min overkrop er spændt i en bue, som om jeg er så fyldt med indeholdt energi, at jeg er klar til at sprænge i luften. Og der mellem mine ben står den her unge fyr – og samtidig helt uden tvivl: En mand. Pumper svedende hele sin krop mod mig, mens han holder mig fast med de muskuløse arme.

”Hej.”

Billedet eksploderede, og jeg for sammen i et spjæt på mit sæde i bussen – og samlede mine ben i et desperat forsøg på at skjule det hele.

”Hov, undskyld – jeg kunne ikke rigtig se, om du sov...”

Først nu gik det op for mig, at det var ham. Det virkede så underligt – jeg havde ham lige mellem benene, og nu var han her i virkeligheden.

”Ja, jeg har ikke lige fundet ud af det her med busserne endnu...jeg var egentlig gået ned til stationen oppe fra gymnasiet, men så fandt jeg ud af, at bussen faktisk var hurtigere... Havde vi ikke gymnastik sammen i dag?”

”Ehm, jo...jeg går i A-klassen, så du må være startet i X? Vi plejer at have gymnastik sammen...”

”Jep – jeg er lige startet i dag...” Han satte sig ned ved siden af mig, og mine øjne kunne ikke lade være med at dvæle ved hans muskuløse, behårede ben, der fortsatte ind under hans shorts. ”Det er altid underligt, sådan en første dag...man skal lige finde nogen at snakke med. Min klasse virker lidt underlig, så det er ikke rigtig gået så godt i dag, så nu tog jeg chancen med dig.”

Jeg kan stadig huske min undren. Han sagde det på en henkastet, sorgløs måde med et stort hvidt smil, som jeg bare havde lyst til at krænge ned over halsen og gå med som smykke. Men hvorfor skulle han dog prøve at tale med mig? Han er jo en slags DNA- og drengeagtig overklasse, der ligger uendeligt over mig i værdighed og status.

Jeg tror slet ikke, jeg tænkte over det – jeg greb bare chancen, og besluttede mig for, at hvis jeg på nogen måde kunne tvinge mig ind og blive hans ven, så ville jeg gøre det.

Den næste tid husker jeg bedst som sådan en typisk montage i en film, som man bruger til at spole tiden frem med, mens man skal vise en lang proces, man ellers ikke har tid til at vise på anden vis. En række af illustrative scener fra den følgende tid, mens man spiller musik: Os, der altid kører i bus til og fra skole på samme tid. Os, der snakker og griner i kantinen. Mig der altid prøver at finde på et nyt emne at snakke med ham om, og ham, der tilsyneladende ikke bemærker, hvor hårdt jeg anstrenger mig for at passe til ham.

Alle vores samtaler går mest ud på, at jeg taler med om ting, jeg ved, han kan lide. Jeg er fx begyndt at interessere mig for sport. Min far fik et chok, men blev utrolig glad, da jeg en dag satte mig ind og så sport sammen med ham, og ham kunne slet ikke få et lykkeligt smil af sine læber igen, efter jeg bad ham om at forklare mig off-side-reglen.

Jeg elsker hver mulighed, jeg har for at være i nærheden af ham, men samtidig bliver det også mere og mere frustrerende. Egentlig var det jo ikke planen, at jeg skulle snakke med ham. Allerhelst skulle jeg gnide mig op ad hans nøgne hud. Men det eneste, der sker, er, at vi snakker og hænger ud, og jeg bruger uanede, nedslidende kræfter på at passe til ham.

Og så bliver det i går aftes. Vi skulle i byen. Jeg havde glædet mig helt vildt og havde det som om, at nu skulle der ske et eller andet, der kunne føre os videre.

Jeg bestiller to tequila for at være lidt smart, og da de hurtigt er drukket bestiller han to. Og så bliver det en joke. Jeg bestiller to, og han gør, og jeg aner ikke, hvor mange vi ender med at drikke. Det føles, som om vi sidder med et hav af glas foran os. Nu begynder aftenen at fast forwarde, og jeg kan ikke længere følge med i alt, hvad der sker. Jeg husker scener, hvor alle mulige piger i flere omgange falder i snak med ham, og jeg bliver ligesom nødt til at komme lidt i vejen og gøre det for besværligt for hende at komme til at være alene med ham. Jo mere jeg drikker jo mindre snedige bliver mine sabotageforsøg vist. Jeg kan ikke se på hans ansigtsudtryk, om det generer ham. Og vi danser – eller vælter – rundt på dansegulvet, og jeg må ofte hive fat i hans skjorte og læne mig op mod hans brystkasse for ikke at falde. Og nærmest samtidig med at rummet begynder at danse med os og rundt om os, er jeg sikker på, han kigger på mig, bare en anelse mere ved sine sanser end mig, og med en let beklagende, næsten sørgmodig mine siger: ”Det er sgu' ærgerligt, jeg ikke er til fyre...”

Og nu ligger jeg her i sengen med ham, men på en måde som aldrig har været med i mine drømme. Jeg prøver desperat at lægge en kabale med alle de kortglimt af erindringer fra i går for at finde ud af, hvor pinlig jeg har været. Det er fuldstændig umuligt at sige. Hvad fik ham til at sige sådan? Har jeg gået og famlet på ham? Jeg har vel ikke prøvet at kysse ham, vel? Hvor åbenlys var jeg? Eller var det bare noget, han fik lyst til at sige?

Men så kigger jeg på hans kantede, smukke ansigt igen og finder en svimlende fred. Det er meget mærkeligt. Jeg ville egentlig stadig sige, at han ikke er min type. For meget mand, vi har jo heller ikke rigtig noget at snakke om. Men hvorfor har jeg så lyst bare lyst til at kravle op på ham og gnubbe mig op ad ham?

Det går pludselig op for mig, at jeg kigger lige ind i hans øjne. I et millisekund, der strækker sig for evigt, er han vist for uvågnet til helt at forstå, hvad han kigger på, og min krop er gået for meget i panik til at reagere og slå øjnene ned eller lade, som om jeg sover. Jeg kunne drukne mig i hans gigantiske, isblå øjne. Men så bliver det brudt, og forbavsende hurtigt hiver han igen dynen ned over sig og trækker sig væk fra mig. Han siger ikke noget, men stirrer op i loftet.

Der er en virkelig underlig stilhed spækket med larmende tanker. Hvis jeg bare kunne huske alt fra i går.

Jeg prøver at anlægge en bekymringsfri tone: ”Puh, jeg kan simpelthen ikke huske noget fra i går...” Stilhed. ”Sikke en bytur...”

Stadig stilhed. Jeg bliver mere og mere nervøs. Men så lyder det som om, han skal til at sige noget. Jeg kan høre, han bevæger sig en anelse, og det er nærmest, som om en sætning først skal bevæge sig gennem hele hans krop. Der kommer dog ikke noget ud igennem hans mund, og hans krop bliver stille igen. Jeg begynder at slappe en anelse af, men pludselig så drejer han sig om og kigger direkte på mig.

”Hør...jeg lå lige og overvejede ikke at sige noget...men der er noget, jeg et stykke tid gerne ville spørge dig om...”

Jeg prøver at mumle et spørgende 'ja' tilbage, men det drukner i en gurglen fra min tørre hals.

Han tænker sig om et øjeblik, før han siger: ”Vi har aldrig rigtig talt om det...og det kan godt være det er lidt grænseoverskridende...men er du til fyre?”

Min mave fryser straks til is – han har lige sagt det, jeg frygtede mest. Der er aldrig nogen, der på den måde har spurgt direkte til det, og så af alle – ham! Jeg har intet andet valg end at lyve.

”Ehm...hvad? Nej! Det er jeg i hvert fald ikke...”

Han smiler underligt gennemborende og underforstået.

”Er du sikker? Jeg må ellers indrømme, jeg var blevet mere og mere sikker på, at du var til fyre...?”

Jeg skal til at protestere på det kraftigste, men så begynder jeg et overveje, hvorfor han egentlig spørger mig om det. Især lige nu mens vi begge ligger her i sengen uden særlig meget tøj på. Tanken får min ellers skræmte pik til at røre lidt på sig igen. Er det i virkeligheden fordi han gerne vil prøve noget? Han smiler jo så underligt. Jeg prøver at trække tiden lidt ud.

”Hm...hvad har fået dig til at tænke det...?”

Han kigger et øjeblik undersøgende ud i luften, som om han der kan spole en usynlig film frem og tilbage.

”Det ved jeg ikke rigtig. Måske fordi du ikke kigger så meget efter piger...og sådan noget...”

Han lyder, som om han ikke fortæller det hele. Jeg panikgennemgår mine muligheder, hvis jeg fortæller ham det. Enten så hader han mig og smider mig ud og vil aldrig se mig mere – eller også kommer jeg måske om lidt til at finde ud af, hvordan hans mørkerøde brystvorter smager. Det føles helt frygteligt ikke at jage den sidste mulighed, og jeg ved, jeg bliver vanvittig, hvis der ikke sker et eller andet.

Jeg lukker øjnene og prøver at samle alt mit flakkende, frustrerede mod.

”Altså...jeg ved ikke...det kan da godt være, at der måske er en side af mig...som måske...på en eller anden måde også godt kan lide fyre...”

Jeg siger det, mens jeg undersøger strukturen i tapetet og alle mine antenner prøver at fange hans reaktion uden at se på ham.

Der er en lille pause, før han siger noget igen, denne gang med en lille tøven.

”Jamen...hvad nu, hvis du ser et par stå og kysse – hvem tjekker du ud? Fyren eller pigen?”

Nu er jeg midt i det – der er ikke rigtig nogen vej tilbage.

”...Nok mest fyren...”

Igen en pause, som om vi begge holder vejret og ikke kan slippe det, fordi det ville larme for meget. Men pludselig griner han.

”Ha! Jeg vidste det. Jeg var helt sikker på det.”

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forstå det – er det godt eller skidt?

”Men det er fedt, at du siger det til mig. Du skal vide, at det er altså helt fedt med mig. Jeg har ikke noget imod det. Det er bare rart at vide.” Han stopper kort op i sætningen, og fortsætter så: ”Men jeg er altså til piger – det ved du godt, ikke?”

Jeg føler det, som om han har tabt en meget stor isterning inde i mit mellemgulv, og jeg begynder at fryse over hele kroppen. Det er nærmest en kold paniksværm, der ligesom får det til at sortne for mine øjne, og længe kan jeg slet ikke tænke. Men da det værste lægger sig, så hører jeg mig selv sige:

”Jo. Det ved jeg godt.”

Vi ligger et stykke tid og siger ikke rigtig noget. Pludselig er der så mange detaljer i loftets maling, der er værd at gå på opdagelse i.

Men så siger han noget, der nærmest er værre endnu:

”Hvordan har du det med mig?”

”Jeg har det da fint med dig...”

”Nej, jeg mener: Tænder du på mig?”

”Øh, det kan jeg da ikke...”

”Du kan altså godt sige det, hvis du gør – det er helt ok. Jeg har ikke noget imod det...”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Det er ekstremt grænseoverskridende for mig. Hvis jeg indrømmer det her, så har jeg intet tilbage. Intet værn mod ham, ingen beskyttelse. Men han lyder underligt nok, som om han mener det. Faktisk er der et eller andet, der giver mig fornemmelsen af, at han nærmest ønsker, at jeg svarer ja.

Og pludselig er det som om det bare vælter ud af mig. Den her lange periode med dette underlige ulige venskab baseret på alt det forkerte og hver dag med den her hemmelige agenda fra min side. Jeg spytter det hele ud.

”OK. Ja. Jeg tænder på dig. Du må gerne hade mig, men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg bare ikke gøre noget ved det. Jeg synes, du er helt suveræn. Hele...din krop...og...alting, jeg kan ikke...sådan er det bare. Og jeg kan ikke gøre for det, jeg kan bare ikke holde op med at kigge på dig. Jeg forstår godt, hvis du synes, det er klamt – men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det!”

Pause. Han rømmer sig lidt.

”Ja ja, OK”, siger han afslappet, sådan nærmest underligt så cool han er. ”Det er OK.”

Og så skyder han dynen til side og rejser sig fra sengen. Han går stivbenet og guddommelig ud af værelset, og jeg kan høre, han går ud på toilettet i gangen, for kort efter plasker han højlydt og så mandeagtigt i wc'et. Pludselig kan jeg ikke holde ud at ligge her med min skamfulde og ømme pik skjult under dynen. Jeg skynder mig at vælte ud på gulvet og humper i mine bukser og min t-shirt.

Det var ikke sådan her, jeg havde drømt om, det skulle udvikle sig. Og i værste fald havde jeg måske tænkt, der bare aldrig ville ske noget mellem os. Men det her er meget værre. Jeg føler mig slukøret og skuffet – og underligt afsløret som en, der er anderledes og en smule perverteret. Jeg ved, at nu bliver alting forandret. Selv om han siger, det er ok, så vil han stille og roligt holde op med at tale med mig, og vores venskab er snart forbi. Han ved nu, at jeg bare lader som om – og han vil få lyst til at tale med nogen, der er mere som ham selv. Jeg kan lige så godt smutte hjem med det samme.

Men han kommer tilbage ind i værelset stadig bare i sine hvide trusser, der sidder så perfekt på hans krop. (Underligt at et så usexet ord kan sidde så sexet på nogen). Han kigger bare på mig, og siger:

”Er du ikke sulten? Lad os lave noget morgenmad!”

Jeg sidder nede i køkkenet og bare kigger på hans perfekt tonede, behårede krop, mens han finder mad og bestik frem fra skabene. Hans forældre er enten ikke hjemme eller oppe endnu. Det er underligt. Hvorfor har han ikke taget tøj på endnu? Han går stadig rundt kun i underbukser. Og han lader sig ikke mærke med noget på en nærmest påfaldende, demonstrativ måde, mens jeg umuligt kan lade være med at studere bulen i hans underbukser, der glider en smule frem og tilbage, hver gang han tager et skridt. Er han virkelig ligeglad? Eller vil han demonstrere, at det ikke betyder noget for ham, ved at vise sig sådan for mig?

Over måltidet og med en smule yoghurt i munden spørger han mig med et underligt skælmsk smil:

”Hvad så – du må undskylde, jeg borer lidt i det – men hvad er det så egentlig, du tænder på ved mig?”

Jeg bliver helt rød i hovedet – jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om det her så afslappet som han, og uden at blive helt uendeligt flov. Det er som, han kan regne mine tanker ud, sikkert at dømme ud fra min ansigtskulør.

”Ja, altså det er bare, fordi jeg er nysgerrig. Jeg ved jo, hvordan det er at tænde på piger, men jeg ved jo ikke rigtig, hvad andre tænder på ved mig. Det har jeg aldrig rigtig talt med nogen om. Det er lidt nemmere med mig – du er jo min ven.”

Jeg rømmer mig og kigger ned i bordet.

”Kom nu – jeg vil rigtig gerne vide det...”

Jeg er helt tør i munden, men prøver alligevel at sluge en klump – og kigger bedende op på ham for at slippe. Men han smiler bare indtrængende og en lille smule frækt til mig, så jeg ikke kan nægte ham noget.

”Ahem...det er svært at sige...” Jeg ved præcis, hvad jeg vil sige, men det er næsten umuligt at sige højt. ”Ehm, jeg synes din krop er rigtig pæn... Det er virkelig flot, den måde dine muskler er på, øhm, og...også...hårene på dit bryst. Dine brystvorter... Faktisk kan jeg ikke rigtig finde noget, der ikke er fantastisk. Jeg troede egentlig ikke, jeg kunne lide din type, fordi...ja, altså, du er så mandeagtig. Men siden jeg så dig første gang, ja…for mig er du perfekt.”

Det føles helt vildt underligt at sidde og sige det, men han smiler bare smigret til mig, mens han distræt fører hånden op over sine mørkerøde brystvorter.

Da jeg tager hjem til mig selv den dag, føler jeg et underligt miskmask af opstemthed og uforløst frustration. Jeg ved ikke helt, hvad det egentlig er, der er sket. Og jeg har endnu billedet af hans vidunderlige næsten nøgne krop, der stod og vinkede til mig i døren.

Mandag. Jeg havde troet, det ville blive underligt, men i det allerførste frikvarter er han straks ovre ved mig og småsnakker helt almindeligt, som om intet er sket.

Det er også i dag, vi har idræt sammen. Jeg ved ikke helt længere, hvordan jeg skal bære mig ad med at kigge på ham, når han render rundt i sine shorts og den tætsiddende tank top. Nu er det ikke hemmeligt mere, og derfor føles det ligesom mere perverst, at jeg tjekker ham ud. Det værste er, at han hele tiden kigger mig i øjnene og smiler sådan lumsk. Han kender mine tanker.

Bagefter i omklædningsrummet tager jeg det til gengæld roligt, for han plejer jo altid at være ude af døren hurtigt uden at gå i bad. Men i dag virker han mindre travl. Han tager idrætstøjet af, og så får jeg et chok. Det er nærmest, som om han venter, til han ved, jeg kigger på ham, og så griber han fat i kanten af sine underbukser. Igen det lumske smil, mens han kigger mig direkte i øjnene, og bukker sig langsomt ned. Til sidst rejser han sig stolt igen med underbukserne om anklerne. Jeg taber kæben og maser mit eget håndklæde ned i mit skød for at skjule min begejstring. En skælven bevæger sig gennem hele min krop. Selvfølgelig er den fucking perfekt. Bare en anelse stor, bare lige så man bemærker det, og hænger der og må bare være så glad for at hænge lige i universets centrum.

Et selvtilfreds smil breder sig på hans ansigt, da han ser min reaktion. Han griber sit håndklæde og lader den dingle få centimeter forbi mine læber, da han spankulerer ud for at lade det varme vand omslutte hans krop. Det er fuldstændig umuligt, at jeg kan vise mig nøgen nu, og hele resten af dagen er det pludselig mig, der må lide under at lugte surt af sved.

Fra nu af befinder jeg mig i et himmellignende helvede. Han opfører sig fuldstændig almindeligt som min ven, måske endda endnu mere hjerteligt end før. Men balancen har rykket sig. Han bestemmer, som om jeg pludselig er blevet forvandlet til hans handlesvage lillebror. Og jeg har mistet enhver evne til at sige fra overfor ham. Vi hænger en masse ud efter skole, og tager som regel hjem til ham. Det mest underlige er, at han altid finder på en grund til at smide så meget tøj som muligt. Som regel har han det i hvert fald varmt, når han kommer hjem, og hurtigt går han omkring i bar overkrop. Det er også helt normalt, at han lige tager et bad. Hvilket han gør uden at lukke døren, og bagefter kommer han ud og tørrer sig foran mig, og tager aldrig andet på end et par underbukser – til tider glemmer han helt at tage tøj på igen, så længe vi er alene hjemme. Og han har hele tiden en mine på, som om det er det mest naturlige i hele verden. Men når han går omkring, så bevæger han sig, som om han var en model, der poserer foran en fotograf – enormt opmærksom på sine egne bevægelser, og som om jeg er et kamera, der skal indfange det hele.

I starten prøver jeg fortsat at skjule det. Jeg lader, som om jeg ikke kigger, og kigger ned, når han kigger på mig. Og sidder med benet over kors for at skjule, at jeg umuligt kan styre min pik, der permanent presser sig på. Men efterhånden slapper jeg af. Jeg begynder at kigge på ham uden generthed og slår ikke blikket ned. Og jeg holder op med at skjule den hårde bule, der ligger langs mit lår under bukserne. Det er en underlig ting – han ser det godt, og smiler bare glad. Ikke frækt, men som en bekræftelse, et kompliment.

Men det er samtidig et levende helvede. Jeg kan jo ikke røre ved ham, bare nyde synet. Jeg er konstant ekstremt pirret og liderlig ud over alle grænser. Jeg vil jo have, han tager mig og bukker mig ind over spisebordet. Men han giver aldrig udtryk for interesse for at røre ved mig. Når jeg sover ovre hos ham, ligger jeg vågen hele natten fanget i en eventyrlig overvejelse over at lade mine hænder få samme fornøjelse som mine øjne – og når jeg sover hjemme hos mig selv river jeg febrilsk i min pik hele natten i et feberridt. omgivet af billeder, der tonser gennem mit hoved af alt det, han har vist mig. Jeg får slet ikke sovet nok, og min frustrerede liderlighed er blevet en permanent situation, der gør mig prikken og irritabel mod alle andre.

Denne aften er som så mange andre, og jeg overnatter hos ham. Vi er på vej i seng, og han siger, at han tror sgu' lige, han tager et hurtigt bad. Jeg kender rumlen. Jeg tager mit tøj af og lægger mig på sengen i mine boksershorts og venter på ham. Selvfølgelig er min pik stiv, men sådan er det jo altid. Jeg er holdt helt op med at skjule det. Kort efter kommer han ud fra badet nøgen og poserer, mens han tørrer sin krop. Jeg gisper stadig ved det prægtige syn, selv om det også udmatter mig. Og så lægger han sig lige ved siden af mig. Mit hjerte banker. Jeg har det, som om jeg snart bliver nødt til at eksplodere. Pludselig hører jeg mig selv sige noget uventet.

"Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at have så mange hår på brystet - jeg har slet ingen..."

Han smiler over min fascination og vender brystkassen mod mig.

"De begyndte at komme rimelig tidligt, så jeg kan nærmest ikke huske, hvordan det er ikke at have dem."

Jeg beundrer dem mørke håreksplosion på hans brystkasse, og fortsætter.

"Men tænk at der kan gro alle de hår der, hvordan mon det føles..."

Pause.

"Må jeg prøve at mærke?"

Han siger først ikke noget, men jeg har regnet den her ud. Selv om dette er en klar overtrædelse af det normale, så ligger der noget i den lettere perverterede usagte kontrakt mellem os, der gør, at han ikke kan sige nej - så længe jeg spørger direkte og som om, det var det mest naturlige i hele verden. Så han nikker.

Jeg rækker nærmest rystende en hånd frem og lader den forsigtigt røre ved hans varme, behårede hud. Jeg kan næsten ikke lade være med at skælve. Først er jeg bare undersøgende, men så begynder jeg at ae ham. Han siger ikke noget. Jeg mærker de små hår, og lader dem kilde mine fingerspidser. Fingrene vandrer forsigtigt rundt over hans bryst. Så vover jeg at lade dem opdage hans mave, hvor hårene jo fortsætter, og snart er jeg nede omkring hans navle. Mine øjne har vænnet sig så meget til mørket, at jeg kan ane konturerne af hans pik, og jeg stirrer intenst på den. Så begynder mine fingre langsomt at nusse sig fra navlen...

Men pludselig rømmer han sig, og uden at sige mere vender han sig om på den anden side og lægger sig til at sove.

Næste morgen er der stille mellem os. Men lige inden jeg skal ud af døren, siger han pludselig:

"Jeg har en gave til dig… I virkeligheden…vil jeg gerne sige dig tak. Du tror det måske ikke, men jeg har egentlig ikke rigtig før tænkt på mig selv som lækker eller noget særligt. Men siden jeg har mødt dig, har jeg...følt mig...på en anden måde. Jeg kan godt lide det, som du ser, når du kigger på mig. Uden det ville jeg i hvert fald ikke kunne have gjort det her."

Han sender mig sit blændende smil og giver mig stolt en USB-stick.

Af en eller anden grund kan jeg ikke få mig selv til at finde ud af, hvad den gemmer. Jeg har den i lommen hele dagen, og jeg bliver underligt både opstemt og urolig, når jeg strejfer den med fingrene.

Først om aftenen, da jeg har sagt godnat til mine forældre og ligger nøgen i sengen, tager jeg mig sammen. Jeg stikker den i USB-porten i min bærbare computer. I den mappe, der dukker op, ligger en videofil. Jeg dobbeltklikker, og holder vejret.

Frem toner hans værelse. Det er filmet med hans webcam, og han er ved at justere det underligt hurtigt og ligesom hemmeligt. Jeg ser, at han slukker skærmen, men lader webcamet optage. Ud fra gangen kommer Stine fra hans klasse - hun er sådan en, de alle drømmer om at kneppe. De snakker altid om hende. Jeg tror ikke, hun ved, hun bliver optaget. Han går over til hende, og fyldt med selvtillid kysser han hende, mens han med det samme fører sin hånd ned mellem hendes ben. Han er enormt direkte og aggressiv i sin fremgang, men hun lader ham gøre det. Hurtigt har han taget tøjet af hende, og han smider selv sit eget. Jeg kan se, at hun sluger ham med øjnene. Mine øjne er klistret til skærmen, mens jeg ser ham lægge hende ned. Hans pik er helt stiv, og det er underligt at se den sådan for første gang på en computerskærm, som om det var porno. Jeg ser, hvordan han uden videre skubber den op i hende, og så knepper han hende ellers i alle tænkelige positioner og stillinger. Men det er meget mærkeligt, for mens hun skriger og stønner og siger hans navn og kaster sit hoved frem og tilbage – så har han sit blik fast rettet mod kameraet. Han stirrer ud gennem skærmen og direkte ind i mine øjne. Som om han ved, jeg kigger på ham, mens han er i gang – beundrer hans smukke præstation, og det fine eksemplar, han er. Selv da han pludselig stivner, og så ryster over hele kroppen, og bagefter smelter ned over hende, er hans øjne stadig helt fastlåst på mine øjne på skærmen med en opildnet, tilfreds mine i ansigtet.

Jeg sidder helt stum tilbage, da han har forladt mig på skærmen igen. Min pik banker og gør ondt og nærmest spærrer udsynet til computeren. Den vil have opmærksomhed, men jeg orker det ikke engang. Jeg er så træt.

Jeg lukker øjnene, og prøver at styre mit åndedræt. Inde i hovedet finder jeg mit mest perfekte billede af ham frem, og så knækker jeg det. Jeg gennemgår dem alle, og knækker dem ét for ét.

Bagefter går jeg på nettet. Jeg logger ind på min profil på netdatingsiden, hvor jeg ellers ikke har været i lange tider. Jeg går ind i ’rediger profil’, og markerer hele min lange og nøje formulerede tekst med de indgående beskrivelser af min person, mine tanker, interesser og krop - og trykker på delete. Så sidder jeg lidt og stirrer på det tomme tekstfelt, før jeg endelig bare skriver:

Hej

Jeg ved præcis, hvad jeg vil have.

Men det kræver, at du også gerne vil have mig.

Så kom og tag mig.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Pas de trois

2011-08-26T23:34:00.003+02:00

Det er næsten perfekt som han fører hende i et sving hen over sit hoved i total kontrol. Men de har også øvet det længe nu. Min del af stykket er vi egentlig færdige med, men jeg er blevet hængende, bare for at se dem øve deres passage. Det er godt at se andre øve. Det gør dig selv bedre at være bevidst om de andre og bevægelserne set udefra. Det er ikke nok at være god til at danse selv. Du bliver nødt til at blive fantastisk til at observere, og observere de andre bevægelser på en måde, så du ikke alene er i stand til at gå direkte ind og gennemføre samme trin og bevægelser bagefter selv, nej, du er også nødt til at kunne føle det. Føle deres bevægelse i din krop direkte, som hvis det var din egen bevægelse og din egen følelse.

De har øvet deres stykke længe, og det rent fysiske er næsten perfekt. Jeg kan se, at de nu efterhånden laver meget få fejl, og de gennemfører det med en præcision, som jeg ærlig talt må tvivle på, jeg selv ville være i stand til at opnå. Men når jeg mærker efter, mærker nede under bevægelsen, kan jeg mærke deres frustration boble. De har slet ikke fundet forbindelsen endnu. Den der følelsesforbindelse, som er så ufatteligt vigtig, hvis du vil danse. Uden den kan du danse perfekt, og teknisk fuldstændig korrekt, men hvis deres følelsescentre, det man i gamle dage vist ville have kaldt en sjæl, hvis de ikke omme bagved, i hvert fald bare i glimt, vikler sig sammen til ét bundt af dunkende, pulserende, sammenfiltrerede følelser, så vil det aldrig blive smukt. En dans med dén forbindelse, er dér, hvor du holder op med at beundre dansernes dygtighed, men i stedet bare ser danserne. Det er vidunderligt.

Men selv om Sam og Marie knokler mod tindrende perfektion, så har de ikke fundet det endnu. Og de ved det godt begge to selv. Faktisk har jeg helt mistet interessen for at betragte dem, og mine tanker er egentlig begyndt at vandre andre steder hen. På smerten i mine muskler og led, på mine dunkende fodballer, på den gamle skade i den højre ankel, som egentlig er rask, men som godt stadig kan stikke engang imellem, især når jeg er træt. Men pludselig trækker en usynlig hånd min opmærksomhed væk fra den ømme snurren i min nedre lægmuskel, og op på gulvet i prøvesalen igen. Det er næsten umuligt at forklare forskellen, men jeg kan mærke den med det samme. De er pludselig rykket hinanden bare en tand nærmere, end hvad der egentlig er korrekt, og nu fortsætter svinget i hendes arm ikke bare automatisk videre, men er ligesom båret af en følelse, der udspringer helt nede fra hans højre lår. Med ét er de bevægelser, som før var mekaniske, som båret af en indre nødvendighed. De har fundet det. Nu kan jeg slet ikke få øjnene fra dem igen. Jeg ser, hvordan han næsten omfavner hendes hofter, med det øverste af sine stærke lår. Og er det en illusion i dansen, eller strejfede han hendes ene bryst? Rødmer hun en smule? Har de nu fanget det inderste i dansen og dens fortælling, eller er der en anden grund til, at hendes greb lige nu i hans arm bliver så nærmest desperat inderligt? Jeg stirrer fascineret på dem, og mærker et underligt stik inde bag mit brystben, der på én eller anden måde brænder og gør mig lidt rastløs. Da passagen er færdig, bliver de stående, nærmest fastfrossede og uvillige til at bryde øjeblikket - og lykkelige, kan jeg se.
Det er også en lykke at opleve dét, men jeg kan pludselig næsten ikke holde ud at se på det. Jeg klapper højlydt i mine hænder:

- Wow, virkelig flot her sidste gang, super godt...!

De virker nærmest, som om jeg har vækket dem, mens de var i gang med at gå i søvne, og de kigger forlegne ned i gulvet. Eller som om de havde glemt, at jeg var der, og nu greb dem i at gøre et eller andet forbudt. Bagefter pakker vi sammen og går tilbage på kollegiet.

Det er nok lidt svært for andre at forstå, men som balletdanser har man et lidt anderledes forhold til kroppen. Til kroppe i det hele taget. Husk på, at vi stort set er vokset op gennem hele vores skoletid nærmest som i én lang gymnastiktime, hvor man hver eneste dag er blevet trænet til at eksponere sin krop. Man træner i relativt sparsomt og stramtsiddende tøj, og hvert andet øjeblik er man i bad eller i gang med at skifte fra et sæt tøj til et andet, kostume osv. Når jeg tænker tilbage på hele min tid på Balletskolen, så husker jeg den mest af alt som en masse kroppe på vej fra én beklædningsform til en anden. Man skulle tro, det var et pirrende, hedonistisk liv, hvor man aften efter aften hengiver sig til hinanden, men sådan er det faktisk ikke. Konsekvensen er snarere, at dit forhold til kroppen fuldstændig ændrer sig.

Sam og jeg og de andre kandidater, som bor på kollegiet, vi er jo i den afsluttende fase af balletskolen. Vi er jo egentlig teenagere, vi burde være sindssvagt forskrækkede over vores kroppe. Men sådan er det ikke, ikke hvordan jeg oplever det i hvert fald. Selvfølgelig var vi da alle lidt generte i starten, da vi var små og det var nyt, men det er ærlig talt længe siden, jeg sidst har tænkt over det. Husk på, hvor ofte man næsten danser nøgen. Husk på hvor tit man skal lave et løft, hvor man er nødt til at tage en af pigerne i skridtet. Så helt ærligt - hvis man skal bryde fnisende sammen hver eneste gang, så ville man aldrig komme videre. Man ville i hvert fald ikke kunne være balletdanser.
Hen ad vejen skifter din krop over til at være et redskab, dit instrument. Du holder op med at bekymre dig om, om din næse er for skæv, eller om din pik er stor nok, og i stedet interesserer du dig for, om du er smidig nok, om du er stærk nok til løftene. Og præcis nok. Jeg kigger ikke længere efter, om mennesker er smukke eller sexede, men derimod efter om de har lange graciøse linjer, og en flot holdning. Det er da ikke fordi jeg ikke tænker på sex. Der er bare så mange ting i min hverdag, som andre ville finde frække, som jeg er nødt til at forholde mig professionelt og distanceret til. Og ærlig talt må jeg indrømme, at sex ikke rigtig er noget, jeg har givet mig tid til at beskæftige mig ekstremt meget med endnu. Altså, jeg skal både passe en fuld skoledag, og jeg skal passe min elitetræning, så jeg kan blive ved med at være på et niveau, så jeg kan fortsætte og forhåbentlig blive en del af korpset herinde, måske endda en dag solodanser. Det er ikke let. Hvert år bliver der sorteret nogle fra. Den Pas de trois vi øver på i øjeblikket kan blive meget vigtig for, om vi får lov til at fortsætte. Det betyder alting. Om aftenen, når vi er færdige, kan man være så træt, at man dårlige nok orker at kravle ud af tøjet. Så jeg må ærlig talt indrømme, at sex ikke lige har stået på toppen af min prioriteringsliste endnu.

På kollegiet hvor de af os, der ikke kommer her fra byen, bor, er stemningen meget det samme. Om folk kommer fra badet og er helt eller halvt nøgne er der ikke rigtig nogen, der studser over. Det er så normalt. Og hvis der er nogen, der kigger, så er det mere af en faglig interesse for at se, om man har oprettet den rette form for muskelmasse, som er påkrævet for at være på vores niveau. Jeg kan egentlig godt selv høre, det lyder lidt underligt. Eller i værste fald kedeligt. Men man må forstå, at det i sidste ende handler om kunsten. Vi er eliteudøvere med vores kroppe, og det bliver man altså ikke, hvis man ikke fokuserer på det 100%.

Men når alt det så er sagt, så er der naturligvis også en grund til, hvorfor jeg skriver dette nu.

Da vi kommer tilbage på vores værelse på kollegiet - Sam og jeg deler værelse - kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvad der er galt. Sam nærmest bobler af energi over det, der er sket. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor jeg ikke rigtig kan dele glæden med ham. Jeg har før oplevet det, når nogen har fundet den der forbindelse, og det er altid en meget smuk og medrivende oplevelse. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor jeg bare føler mig tom og tung indeni.

- Hun er blevet en dygtig danser, synes du ikke?
- Hm?

Jeg hørte slet ikke efter. Sam har smidt trøjen og står og roder i sit skab efter et håndklæde. Jeg studser over, hvordan hele hans rygsøjle nærmest danser som en klapperslange foran en fakir, mens han strækker den ene arm op for at nå.

- Marie? Jo da, bestemt...
- Især det sidste år. Nu tror man virkelig på, at hun kan blive én af de store. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke går efter hende. Hun kan virkelig godt lide dig, ved du ikke det?

Han hiver sine træningsbukser ned og fjerner resten af tøjet i én uafsluttet, graciøs og rutineret bevægelse, og fortsætter ud i badet. Der er noget ved lige netop hans kropsbygning, der gør, at ens blik ligesom bliver ledt glidende fra hans skulderparti ned over lænden og ender på hans balder, som jeg ser vugge op og ned, mens jeg går ud i badet. Det er en meget underlig ting ved ham, det med hans balder. Det har altid undret mig. Jeg ved ikke rigtig, om det er fordi, han har undgået at få store, nærmest hesteagtige balder, som så mange dansere får af alle de spring og løft. Hans er i hvert fald helt runde og ret små sammenlignet med hans svulmende skulderparti ovenover. Det er måske fordi han skiller sig ud, at man kigger. Nu hører jeg vandet plaske mod gulv og hud derude, så jeg næsten kan mærke det imod min egen hud.

Sandheden er vel, at jeg aldrig rigtig har været bevidst om det - om hvor godt det har været alle de her år, Sam og jeg har delt dette værelse. Min tidligere værelseskammerat fik ikke lov til at fortsætte på skolen. Det var surt - men sådan var det hvert år. Der ryger nogen hele tiden. Det er sådan en skole, hvor ens venner hele tiden forsvinder, og man siger altid, at 'man snakkes ved', men det gør man aldrig. Man tænker altid 'godt det var ham og ikke mig'. De forsvinder ud i et eller andet helt uvirkeligt liv derude som kasserede og almindelig mennesker, og man selv forsvinder ind i den hår hverdag med træning og skole. Så man må bare lære ikke at knytte sig alt for meget til folk - for man ved aldrig hvem af dem, der ikke er der næste år. Eller det kunne være én selv.
Men noget ændrede sig, da Sam kom ind ad døren til mig værelse. Det var ikke normalt Det var ikke normalt, at der så langt ind i skoleforløbet kom nye elever. Det var mest i de første år, at der kom nye ind, men Sam havde allerede længe fået ballettræning i New York, og man vurderede åbenbart, at han var dygtig nok til at starte sent på skolen, da han og hans far flyttede til landet. Det var praktisk at han kunne bo på kollegiet, for hans far rejste hele tiden med sit arbejde.
Det er ikke noget, man ellers sådan indrømmer, men det hører alligevel med til historien, at jeg på det tidspunkt ikke klarede mig så godt. Der havde været et par samtaler med mine forældre, og det lå lidt i luften, at det kommende år ville være på prøve. Det var som om, jeg ikke ville det nok. At jeg ikke havde lyst til at fokusere så meget på det, som det krævede. Alt det ændrede sig med Sam. Jeg kan ikke forklare, hvorfor vi blev venner, det var der bare næsten fra det øjeblik. Jeg kan huske, at det kildede i min nakke, fordi hans øjne næsten slog gnister.

Der var ikke tvivl om, at Sam var dygtig nok til det her sted. Det viste sig ret hurtigt, at han formodentlig var den mest talentfulde af os alle. Det var let for ham. Han behøvede ikke på samme måde at kæmpe for det. Men det behøvede jeg. Men nu havde jeg noget at kæmpe for. Pludselig var tanken om at skulle væk herfra ulidelig. Jeg begyndte at knokler og træne mere end nogen af de andre, og langsomt begyndte jeg at få ros for min teknik og for min forståelse for dansen.

Man lærer ellers at man ikke skal blive så gode venner med nogen, at det ikke ødelægger noget, når de eller én selv forsvinder. Men det var ikke en mulighed at have den distance med Sam. Det virkede som om, han brød sig om at have mig i nærheden, og jeg kunne slet ikke få nok af ham.

Jeg kan høre vandet stoppe, og kort efter de våde fødder, der plasker hen over gulvet. Jeg kigger op og ser ham komme gående ind i rummet igen. Han tørrer sig, mens han går. Hans meget brede overkrop - næsten for bred til en normal balletdanser. Han er faktisk også lidt højere end os andre. Når man sidder i salen som publikum, så tror man det ikke rigtig, men jeg har selv set det. Man tror, at vi er ret høje og ret store i vores proportioner. Men sandheden er, at de fleste af os i virkeligheden er ret små. Sceneperspektivet snyder. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi altid skal holde os slanke - det har jeg hørt nogen sige, at balletdansere er underernærede. Det tror jeg nu ikke. Jeg synes, jeg spiser meget. Og forbrænder endnu mere. Men de smider jo en masse ud af skolen løbende, så måske er det ikke så meget, hvordan vi udvikler os - men hvordan vi ikke gør. Dem der udvikler sig i en uheldig retning, bliver siet fra. Jeg ved ikke, om det nogensinde har været diskuteret i Sams tilfælde, men hvis det har, så har han nok simpelthen været for dygtig til, at de ville slippe ham.

Han stopper op og tørrer sig færdig ved sin seng. Hans veldefinerede brystmuskler flytter sig rundt under huden med armbevægelserne, gjort ekstremt synlige af et fuldstændig ikke-eksisterende fedtlag mellem hud og muskler. Når han bukker sig ned for at tørre sig bobler han mave ud. Ikke i fedtringe, men i små koncentrerede muskelgrupper, der bliver endnu tydeligere, som musklerne forkortes og sammenpresses. Dinglende i en dansende pantomime hopper han pik omkring, mens han rutineret og effektivt tørrer alle dele af hans krop. Jeg noterer mig sjovt nok, at den faktisk ser en smule større ud end normalt. Han har ellers været heldig nok. Han bliver én af de balletdansere, hvor teaterkikkerterne vil bliver skærpede ude i salen hos damerne, når han går på scenen i trikot. Men farven er uændret. Som så mange andre New Yorkere har han vel en eller anden procentdel italiener i sig og han har i hvert fald olivenhud over hele kroppen, hvilket altid giver han en fantastisk skindtone. Og bestemt også på hans pik. Af en eller anden årsag har det ligesom altid fanget mit øje.

Han dratter med et tilfreds grynt om i sengen og møffer sig ned under hans dyne. Jeg selv griber mit håndklæde og trisser ud på badeværelset. Jeg fjerner det stinkende træningstøj betragter mig selv i spejlet. Jeg er klart både lavere og mere spinkel end han. Men jeg har ikke noget at være ked af. Jeg har altid været nødt til at arbejde hårdere end et naturtalent som Sam. Og jeg er måske den i min årgang, som træner mest. Min krop er perfekt til det, den skal. Slank og stærk. Smidig og fuldstændig i kontrol. Jeg har også tit, jo ældre jeg er blevet, fået ros af sådan lidt ældre lærere, der lidt rødmende fortæller mig, at jeg 'har sådan et udseende, der tager sig godt ud på scenen'. Indtil nu har dét alene gjort mig glad - ud fra den tanke, at det senere kunne være fordelagtigt i forhold til at få lov til at danse de store partier. Teknikken betyder selvfølgelig alt, men man skal naturligvis heller ikke underkende betydningen af, om koreograferne ville finde det behageligt at se én danse deres partier. Men jeg har egentlig aldrig tænkt på, hvad betydningen af det der udseende er uden for scenen.

Efter badet kravler jeg også direkte fra håndklædet og ind under dynen. Sam sover allerede tungt, og med et sært, næsten lykkeligt smil om læberne. Dynen samler sig omkring hele min nøgne krop og luner vidunderligt. Måske skyldes mit underlige humør her til aften bare, at det er ved at gå op for mig, at alt dette snart ikke skal fortsætte. Forhåbentlig fortsætter min karriere her på teatret eller i et andet kompagni et andet sted i verden - men dette, som jo i virkeligheden er det, jeg har kæmpet for alle disse år, dette perfekte bofællesskab med Sam, det stopper jo. Jeg kan næsten ikke holde den tanke ud. Vores venskab har været så let, som om vi faldt ind i hak med hinanden fra den første dag. Jeg har altid beundret Sam. Han har så stort et talent, og har så let ved det. Det må være fantastisk ikke at skulle slide og knokle for det, men næsten bare finde det lige så naturligt at danse så smukt, som at trække vejret, eller som at grine på den der dybfølt ærlige måde, som han altid kan smitte alle andre med. Det har altid været ham og jeg, der var sammensvorne. Og alle andre har altid regnet os for de evige makkere, der var sammen om alting. Jeg har knoklet for at kunne blive ved med at være i det her venskab, som jeg sådan kunne sole mig i. Jeg har tit været angst for, at det kunne slutte, fordi jeg ikke var dygtig nok.

Men i al den tid har jeg slet ikke rigtig fokuseret på, at vores fælles liv her ville slutte af sig selv på et tidspunkt, når skolen var forbi. Af en eller anden underlig grund begynder mine triste tanker at blive blandet op med små glimt af erindringer fra Sam og Maries dans tidligere - som af en eller anden grund også irriterer mig frygteligt. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er ved at døse en smule hen her under dynens lune favntag, eller hvad det skyldes, men de små erindringsglimt fra dansen udvikler sig til nogle ting, der egentlig ikke er sket. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg er tilbage midt i deres dans, lige der hvor jeg tænker, om han faktisk ikke strejfede hendes ene bryst? Det er faktisk helt tydeligt for mig, at de danser meget mere tæt end de overhovedet burde rent teknisk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fokuserer på hans skridt, men jeg synes det ser ud som om, hans pik er voksende og hopper på en tung måde bag træningsbukserne. Hendes mund står let åben. Han stiller sig bag hendes og lader sin hånd glide op ad hendes lår, op over hendes mave, forbi hendes bryst. Den løfter den ene strop af træningssættet fra hendes skulder og sniger sig i samme tempo ind under stoffet og samler om hendes ene bryst. Hun lukker nydende øjnene og mærker, han løfter den anden strop af også, så han kan glide hele dragten ned og af hendes i én ubrudt bevægelse. Hun står helt nøgen og sårbar foran ham, og han kigger på hendes med et helt andet blik end jeg har set før. Som om der er ild i hans øjne. Som om hele hans krop er en søjle af ild, der har lyst til at fortære hende. Han trækker sin egen bluse af og løfter træningsbukserne ned over sine balder og lader dem falde til jorden, så han kan træde ud af dem. Igen kan jeg ikke lade være med at fokusere på hans pik, der løfter sig i tunge ryk. Han hiver hende ind til sig, maser hendes ind mod sin egen krop, der virker svulmende stor i forhold til hendes, og han kan næsten krænge sig helt rundt om hende, når han omfavner hende med sine stærke arme og store hænder. De smelter ned på gulvet, hvor han lægger sig bag hende. Hun gisper, da hans hånd vandrer om foran og finder ned mellem hendes ben, hvor fingrene nysgerrigt går på opdagelse. Den anden arm går på den anden side ned over hendes skulder og holder hendes fast, mens hånden undersøger hendes brysters form. Hovedet på hans pik nærmest vokser frem mellem hendes ben, deromme fra hvor han ligger bag hende. Han fanger den med sin hånd og leder den på vej. Hendes øjne udvider sig, da han langsomt finder vej ind. Der er et eller andet helt utroligt ved det syn. At se ham forsvinde ind i hende. Jeg ved ikke præcis hvad det er ved det, men det får det til at slå gnister inde i hjernen på mig.

Her under dynen er min egen pik fuldkommen dundrende stiv. Det dunker i den og slimer voldsomt fra spidsen. Min hånd tager fat om den og følger den rytme, som Sam bygger op med sin pik i mine syner. Indtil han kramper i en grad, så hver muskel i hans krop står spændt og tydeligt markeret under hans hud, og han brøler orgasmen ud. Jeg slipper ikke andet end et undertrykt grynt ud, da det varme klasker ud over maven. En smule forlegen rækker jeg ud efter håndklædet på gulvet og tørrer mig, mens jeg forsikrer mig, at Sam ikke har set det. På det punkt har vi jo ellers egentlig et meget afslappet forhold. Som sagt bader man jo altid om aftenen efter al ens ekstra træning, og nærmest lige siden vi var ret små, var der ikke rigtig nogen af os, som havde behov for at tage undertøj eller nattøj på bagefter. At gå nøgne rundt og sove nøgne har bare altid været normalt. Som sagt har man bare et lidt andet forhold til kroppen. Men når det så er sagt, så er det jo næsten umuligt i vores alder ikke at vågne op de fleste morgener med en rimelig stiv pik. Og i stedet for at vente på, at det går over, så har vi i stedet gjort det til lidt af en joke. Vi flasher altid vores morgenjern, griner af det, joker med det og kommenterer på det. Men til gengæld er vi aldrig sådan nogle venner, der spiller den af sammen. Kun en enkelt gang har jeg set ham gøre det, hvor han med sikkerhed har troet, jeg sov. Han havde været oppe at tisse midt om natten, og jeg vågnede af det, men blev liggende med næsten lukkede øjne. Da han kom tilbage satte han sig på sin sengekant. Den var halvfed og blev hurtigt stiv, da han begyndte at lege med den. I starten kunne jeg kun lige skimte det ud gennem øjensprækkerne, men snart havde han øjnene fast lukkede og fantaserede, mens han rytmisk hev i pikken, og jeg kunne derfor åbne øjnene mere. Det var så utrolig privat og fascinerende, og jeg kiggede med helt åndeløst. Først da hans åndedræt blev tungt og han pludselig sprøjtede op ad maven, lukkede jeg øjnene i igen og holdt dem lukkede til han havde fået tørret sig og lagt sig igen.
Min egen pik var helt stiv og øm resten af den nat, men jeg turde ikke gøre noget ved det.

Jeg har aldrig nævnt det for ham. Faktisk har jeg siden da egentlig ikke rigtig turdet tillade mig selv at tænke på den oplevelse. Der var noget farligt ved den. Det er først nu, det billede dukker op i hovedet på mig igen, og det bliver siddende fast længe, mens jeg prøver at falde i søvn.

Næste morgen foregår det hele næsten som normalt. Sam skyder grinende dynen til side og flasher sin morgentykke pik, hvorefter han går ud på toilettet. Men jeg lader som om, jeg er mere træt end normalt og ikke rigtig kan vågne. Af en eller anden grund føler jeg mig pludselig helt forlegen ved at vise ham den morgenpik, som han ellers har set så mange gange før. Efter jeg havde den underlige fantasi om Sam og Marie i nat er det som om, det har forandret sig for mig. Jeg ser ellers altid på nøgne kroppe med en faglig vurdering af deres ballettekniske form, men pludselig er det, som om der er blevet åbnet op for, inde i mit hoved, at jeg kan forbinde hans krop med sex, og så bliver jeg pludselig flov. I stedet kravler jeg hurtigt i et par underbukser. Hvad er det, der sker med mig?

---

- Hvad er der i vejen med dig!?

Spørgsmålet falder helt rent og ærligt og brutalt.

- Jeg ved det ikke, lyver jeg. Jeg har bare utrolig svært ved at koncentrere mig i dag, forklarer jeg til gengæld helt sandt.

Problemet er helt simpelt, at vi står i samme prøvesal som i går, hvor også senere fantasien foregik. Denne gang bare Sam og jeg. Vi skal øve på den sektion, som kun han og jeg danser sammen. Vores Pas de trois er meget delt op i en række sekvenser, hvor vi dels hver især får lov til at danse sektioner alene, men også danser sammen to og to i små pas de deuxer. Endelig er der til sidst den store pas de trois, med os alle tre samtidig. Historien, om man vil, er et lille klassisk helt simpelt trekantsdrama, hvor de to fyre kæmper om den samme pige. Sam og jeg skal øve noget mere på den sektion, hvor de to fyre konfronterer sig med hinanden. Det er en meget tempofyldt, nærmest aggressiv sektion, og jeg kan lige så godt sige det, som det er; at det ikke går særlig godt. Det er nærmest som om virkelighed og fantasi vikler sig ind i hinanden, og selv om vi kun er mig og Sam her nu, så føler jeg stort set, at jeg kan se de to ligge dernede på gulvet foran os. Sam er frustreret og overrasket. Han er vant til, at af os to er det altid mig, der er den mest præcise og hårdest fokuserede.

- Kom nu igen. Vi er nødt til at få den her til at sidde rigtigt, forsøger han lidt uvant at prøve sig med en af mine normale mantraer.

Han har jo naturligvis ret. Vi prøver igen. Jeg prøver at fokusere det hele alene på dans, trin, korrekte positioner - men der går ikke særlig længe, så begynder det at ske igen. Det mest underlige, som jeg har kæmpet med gennem hele denne prøve - en ustyrlig trang til at kysse ham. Som om jeg ikke kan finde ud af, om vi er her, eller lige midt i fantasien, og Sam er Sam, men jeg er Marie, eller hvad!? Faktisk kan jeg nærmest mærke, hvordan det føles, når han kilder mig på en brystvorte og lader sin hånd glide ned over min mave, ned mod...

- Sig mig lige - du har da ikke jern på, vel?

Det går pludselig op for mig, at han har ret. Det er forfærdeligt. Men det er fuldstændig umuligt at bortforklare. Der har rejst sig et telt i mine løse træningsbukser.

- Hvad sker der - står du der og tænder på mig...?

Han siger det drillende og med et smil, men bestemt også med en spørgende, overrasket tone i stemmen. Og selv om vi har været vant til at se hinanden nøgne og også med jern på om morgenen, så er det her aldrig sket før. Det er noget helt andet. Men det ville også lige Sam dårligt ikke at spørge ind til det. Tusind tanker og forsøg på forklaringer flyver igennem mit hoved og forsøger på at passe sammen og komme til at virke sandsynlige. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om noget, som han vil godtage som et svar, især fordi han allerede har set i mit ansigt, hvor fortabt jeg er i dette øjeblik.

- Jeg...jeg kan ikke forklare det, jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig...

Det er helt åndsvagt og gør bare den her situation endnu værre, men jeg kan pludselig mærke desperate tårer presse sig på i øjenkrogen, og jeg er ude af stand til at stoppe dem, inden de springer frem. Det hele er ved at falde fra hinanden. Han kigger skiftevis fra mit ene øje til det andet.

- Sig mig...ER det det? Tænder du på mig? Vi har aldrig talt om det her, men...er du til fyre?

I virkeligheden er det jo et helt relevant spørgsmål at stille, og i øvrigt en fuldstændig normal ting at være i vores verden. Jeg ville ønske, jeg kunne modbevise den fordom, men det ville være en løgn. Selvfølgelig er det langt fra alle, men vi er jo bare vokset op med, at en rigtig stor del af vores undervisere og de ældre dansere helt klart var til fyre. Og som dreng er der jo nok også en stor del af ens familie og verden uden for skolen, som konstant forventer, man snart vil springe ud, når nu man har fundet sådan en kærlighed til dans...

Derfor tror jeg også, hver eneste danser meget nøje har overvejet, om de mon kunne være det, og der er formodentlig også flere her end normalt, der rent faktisk prøver det af for at finde ud af det. Derfor burde hans spørgsmål nu heller ikke virke så voldsomt på mig, men det føles nærmest, som om jorden under mig åbner sig for at opsluge mig i et hav af flammer. Tårestrømmen tager bare voldsomt til, og jeg kæmper for ikke at komme til at hulke, mens jeg taler.

- Jeg ved det ikke...jeg troede det ikke, men det hele er så underligt. Jeg forstår ikke, hvad der sker med mig...

Han prøver stadig at fange mine undvigende øjne. Jeg aner ikke, hvad han tænker om det her, men det ser ud som om en række billeder stormer forbi hans indre øje, som om han hiver en masse erindringer om ham og mig frem og prøver at se på dem i et nyt lys. Som om det her ændrer alt, også fortiden. Han kigger ikke fordømmende på mig, men det er som om han stiller sig selv et spørgsmål inden i, og ikke rigtig ved, hvad han skal svare. Til sidst ser det nærmest ud, som om han opgiver at svare på det lige nu, og med et stort spørgsmålstegn i panden, og med et udtryk af stor omhu og vagtsomhed, læner han sig ind mod mig og presser sine læber mod mine. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med det. Hans læber er varme og let sprukne, og læner sig op mod mine og ligesom venter. Hvor længe endnu, før øjeblikket vil være spildt?

Jeg spreder mine læber bare en smule, og det er nok svar. Så er vi i gang. Vores arme og vores tunger mødes. Det foregår nærmest lidt forbløffet og uendeligt forsigtigt, som om to snegle kom til at støde deres følehorn mod hinanden og fandt ud af, de godt kunne lide det. Jeg kan smage en salt smag af sved fra Sams læber, og hans overarm, som min hånd glider ned ad er knopret, fordi alle hårene stritter af forhøjet følsomhed. Jeg hviler min kind ind mod hans bryst og mærker hans arme rundt om mig, og hører hans dunkende, buldrende hjerterytme. Det går op for mig, at jeg kan mærke...hvor underligt at mærke det...hans pik mod min mave, og det får min egen til at blive endnu mere hård. Vi står fastfrosset der i et meget langt sekund, men så begynder han pludselig at handle. Ret beslutsomt løfter han op i min trøje og jeg løfter armene, så han kan hive den over hovedet. Han fortsætter med at hive mine træningsbukser ned, idet han går på hug foran mig. Det får min pik til at springe ud og pege anklagende på ham, og et øjeblik ser han nærmest ud, som om han prøver at nedstirre den, men så synker han, og beslutter sig for at nærme sig. Prøvende åbner han munden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente mig at det, men min puls galopperer. En forsigtig tungespids glider frem mellem tænderne, og pludselig mærker jeg den helt ukendte følelse af noget fremmed, noget varmt og fugtigt, der meget prøvende berører spidsen af min pik. Han sidder på knæ foran mig og kigger smagende ud i luften. Men så kigger han op på mig, og begynder pludselig at grine. Måske over det her mystiske vi laver, men måske, fornemmer jeg, også over hvor let det egentlig også føles. Jeg begynder også at småle først, men da jeg opdager, hvor forløsende det føles, bryder jeg ud i skrald latter. Må holde mig til maven og grine, så pikken hopper. Må læne hovedet bagover og lukke øjnene og le, og i det øjeblik mærker jeg en våd varme omslutte hele min pik. En ru tunge glider omkring hovedet. Læber lukker sig omkring skaftet og skubber sig nedad. Først gisper jeg, prøver at vænne mig til den sensationelle følelse, der bevæger sig ned over mig. Det bliver næsten køligt, da han slipper mig dernede.

Han rejser sig og begynder med det samme at hive sin egen tanktop over hovedet og sparker derefter hurtigt sine bukser af. Han står der så stærk og imponerende foran mig med sine markerede spændte detaljer og en virkelig glad og tung pik. En gammel nysgerrighed kommer op i mig og jeg rækker ud og tager den i min hånd for at mærke, hvordan sådan en føles på en anden, på ham. Mærker dens varme, bløde hårdhed. Ser ham spontant lukke øjnene og fornemme det. Den bliver ligesom ved med at ændre sig, bliver hårdere, udvider sig lidt. Han åbner øjnene igen. Det ser pludselig ud, som om han har øjnet en mulighed, og han står der og ligesom måler mig af. Vurderer mig. Men så hiver han sig ud af min hånd og går om bag mig. Omfavner mig bagfra, mærker min brystvorte med den ene hånd, mens den anden griber om min pik. Mest er jeg bevidst om, hvordan hans pik lægger sig mellem mine balder. Jeg ved ikke hvad der får mig til det, men jeg går i knæ, lægger mig ned med maven på gulvet og mærker ham lægge sig oven på mig. Kort efter løfter han sig tilbage. Jeg mærker spyt lande mellem mine balder. Da han stikker den hen til hullet og forsigtigt maser til, fokuserer jeg mest på, hvor meget det strammer, og så mærker jeg ham oven på mig igen, hvilende med al sin vægt, mens han langsomt en millimeter ad gangen maser sig op i mig. Det er hverken særlig vildt, eller nogen ligefrem akrobatisk pornofremvisning. Han ligger bare der tungt og oppe i mig og begynder langsomt at hive sine hofter tilbage og så frem igen. Min hjerne er på én gang fuldstændig klar, og registrerer nøgternt alt, hvad der sker, samtidig med at jeg hektisk og helt uvirkeligt erkender, at den ekstremt underlige og hysterisk ophidsende følelse af at blive invaderet og udvidet af ham betyder, at jeg er ved at blive kneppet.

Han bliver bare ved med at ligge og langsomt støde sig op i mig. Hans krop breder sig ud over mig, omfavner mig, hans lår ligger på hver side af mine, mens hans hofter maser sig ned mod mine balder. Han løfter sine arme op, så han kan gribe om mit hoved med sine store hænder og mase mig ned. Han begynder svagt at stønne, men sætter kun farten minimalt op. Dybden af hans stønnen, intensiteten stiger hele tiden, men langsomt. Min pik banker mod gulvet, når han maser ned. Jeg synes, jeg kan mærke, at hans pik vokser endnu mere inden i mig. Jeg mærker den glide ud og mase sig ind igen, hans stønnen blive højere. Nu har han ligesom fundet følelsen, og han jagter den benhårdt ved at knokle på. Jeg føler en underlig stolthed ved, at jeg giver ham den følelse, hvor mystisk det end er. Nu nærmest synger han i sin stønnen, han pumper, men egentlig stadig langsomt, men dybt og fuldstændig uden ophold, uafbrudt bevægelse. Men da jeg pludselig mærker, gennem hans pik inde i mig, at det sprøjter, så nærmest lynknepper han mig i nogle sekunder, inden han endelig tungt slapper af oven på mig.

Han er stadig inde i mig - den er ikke hurtig til at blive slap. Men der er en lang pause. Jeg ved ikke, hvor længe vi ligger der sådan, stadig smeltet sammen, men så siger han:

- Jeg ved godt, at det er det helt forkerte at sige lige nu. Men...jeg har tænkt det før, men egentlig droppet det igen, fordi jeg altid havde en idé om, at du og hende måske havde noget kørende eller sådan... Men efter det her, så tænker jeg, at jeg nok tog fejl. Jeg har tænkt mig at spørge Marie, om hun vil være kæreste med mig. Jeg ville bare lige sige det. Du er jo min ældste ven. Jeg ved godt, det er lidt underligt.

Så løfter han sig af mig, og jeg kan mærke, hvordan hans endnu halvstore pik glider ud af mig og forsvinder. Efterlader mig helt tom.

---

Efter træningen dagen efter, hvor Marie og jeg alene har øvet vores sektion sammen, er det hende, der endelig bryder stilheden. Ingen af os har sagt et ord, mens vores kroppe har gennemgået sekvensen mange gange. Faktisk har jeg stort set ikke sagt noget til nogen hele dagen.

- Han har spurgt mig, Sam, om jeg vil være sammen med ham, du ved, som kærester...

Jeg nikker, mere til dansevinylen på gulvet end direkte til hende.

- Egentlig...jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg siger det, og jeg ved ikke rigtig, om du godt ved det her, men jeg har egentlig altid troet, at hvis jeg skulle være kæreste med nogen her, så skulle det være med dig. Men...du virkede ikke rigtig, som om du var interesseret. Du har altid haft for travlt med at danse. Såeh...ja, så jeg har altså sagt ja.

---

Et par dage senere er vi alle tre på værelset. Faktisk er hun næsten fuldstændig flyttet ind. Er her hele tiden. Så jeg siger ikke så meget. Læser. Jeg tror egentlig, jeg ligger og blunder lidt hen, men jeg vågner igen, langsomt, og bag mine endnu lukkede øjne undrer jeg mig over, at der er blevet så stille. Jeg åbner dem langsomt. Derovre ligger de begge med lukkede øjne, men de sover ikke. Han ligger bag hende, og hun ligger med fronten mod mig. Han har den ene hånd foran hende og ned under dynen. Jeg kan se hans hånd bevæge sig under dynen, dernede et sted mellem hendes ben. Hendes læber er let adskilte, og jeg kan se, hun trækker vejret tungt.

Pludselig slår hun sine øjne op og kigger mig direkte ind i øjnene. Der er ikke nogen af os, der flytter os og hun stopper ham ikke. Vi ligger bare og kigger hinanden ind i øjnene, mens han leger med hende.

Jeg ved ikke helt, hvad der får mig til det, det er jo helt forkert, men jeg kan pludselig ikke lade være. Jeg rejser mig og går over til dem. Sam hører mig og stirrer forbløffet på mig, da jeg lægger mig hos dem med fronten mod hende, så hun er mast inde mellem os. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke stopper mig. Måske er han bare for paf. Hun virker også lidt afventende, men det er hende selv, der løfter dynen. Han flytter ikke hånden dernede, men jeg maser mig imod dem alligevel, og så kysser jeg hende. Hun gengælder og vores tunger leger med hinanden. Pludselig mærker jeg Sams hånd kravle ned i mine underbukser i stedet og holde om min pik. Den bliver stiv med det samme. Der kommer et overrasket gisp fra hende, da hun mærker, hvordan Sam fører den ud af underbukserne og krænger hendes trusser ned, så han kan styre min pik, det rette sted hen. Jeg skubber mig frem og mærker, at han allerede har gjort hende så våd, at jeg godt kan skubbe mig op. Hun har store øjne, da hun mærker, at jeg er i bund. Jeg ligger der lidt og er oppe i hende. Mærker hvor underligt det egentlig også føles. Tænk at det er sådan her, naturen har tænkt, det egentlig skulle være. Dreng oppe i pige, og så ellers derudaf. Jeg kysser hendes læber igen og prøver mig frem. Prøver at hive mig lidt ud, så jeg kan skubbe mig ind igen og hører, at det får hende til at sukke. Så jeg gør det igen. Og igen og igen. Jeg kigger op og fanger Sams blik. Han ligger ved siden af of stirrer med et nysgerrigt, nærmest 'det-var-lige-godt-pokkers'-agtigt blik. Jeg kommer til at smile til ham, og hans ansigt flækker midt over i et anerkendende grin. Han stiller sig op på knæ og hiver dynen af os. Så hiver han mine underbukser helt af, derefter hendes. Han lirker også min bluse af, og med lidt besvær hendes top. Befriet for tøj sætter jeg farten op og sætter mine hænder i madrassen, så jeg kan holde min egen overkrop løftet og nemmere kunne hive mit underliv op, så jeg kan støde det i bund igen. Sam har smidt resten af sit tøj, og pludselig står han på madrassen ved siden af mig. Han store mørke pik peger direkte på mine læber, og jeg se den lidt an, før jeg åbner munden og lader ham føre den ind. Lige inden ser jeg hende gøre store øjne ved synet. Det smager sjovt. Ikke dårligt, men underligt sådan at have ham inde i min mund, men jeg fortsætter med at støde mig op i hende og mærke hendes lår låse sig kærligt rundt om mine hofter. Han holder rundt om mit hoved med sine store hænder, så han bedre kan styre pikken frem, og jeg gør mit bedste for at tage den ind. Jeg har arbejdet mig op i en fantastisk rytme, og Marie strammer omkring min pik på en måde, der giver lange strøg af lykke i min krop for hvert stød. Sam forlader min mund, så jeg kan koncentrere mig om hende. I stedet går han ned til hendes mund og lader hende gabe over ham. Det er et fantastisk syn at lade blikket glide ned over hans muskuløse brystkasse og ned til hans store pik, der forsvinder ind i munden på hende.

Pludselig mærker jeg følelsen på vej. Genkendelig omend alligevel helt anderledes end når det bare er med mig selv. Jeg hiver pikken ud og begynder at køre på den med hånden. Sam gør det samme. Øjeblikke efter bliver jeg næsten blændet af et lysglimt inde i mit hoved, men jeg når lige at se spermen forlade mig og i langsom gengivelse flyve hen over Marie og lande på brystet af Sam, som i det øjeblik kommer ud over Marie - inden lysglimtet fuldstændig forsluger mig.

Mine øjne misser mod det skarpe lys, der er rettet mod os. Vi er alle tre voldsomt forpustede og sveden driver af os. Vi føler vist alle, vi har givet alt, hvad vi havde i os. Selv om jeg personligt er mere forvirret end nogen sinde før over mig selv, min krop og hvad jeg vil med den.

- Bravo! Bravo!

Det er næsten ikke til at se for scenelyset, hvem det er, der råber nede fra salen, men på stemmen går det op for mig, at det må være kompagniets balletmester. Vi har netop fremført vores præsentation, vores afsluttende dans. Balletmesteren fortsætter begejstret:

- Det var én af de mest interessante pas de troiser jeg har set. Det kom fra hjertet, fra jer alle tre, som om I virkelig forstår og har sat jer ind i dette trekantsdrama, som om I fanger kompleksiteten i det hele. Fremragende indlevelsesevne. Det er lige det. vi har brug for - alle tre, velkommen i kompagniet!

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Min Renegado

2011-08-26T23:30:00.003+02:00

Hvem er han egentlig, min Renegado? Jeg spørger kun, sådan ud i luften, fordi jeg så tit selv har undret mig over det. Jeg er aldrig rigtig blevet klog på det. Hvilket nok er den eneste grund til, at jeg er blevet ved med at kende ham alle disse år. Man er så uendeligt forelsket i idéen om, at man en dag fatter ham til fulde. Man bliver vred på ham, forvirret over alting - og når han kalder, så kommer man. Jeg kender heller ikke rigtig nogen, der ikke er fuldtændig charmeret, når han taler til dem på den der måde, som om han fuldstændig gennemskuer dem og gennemborer dem.

De fleste vil gerne have sex med Renegado, og Renegado vil gerne have sex med de fleste. Men det er de færreste som får mere. En enkelt gang har jeg troet, jeg er én af dem, der får mere. Oftest ved jeg, at jeg ikke gør. Og alligevel drømmer man.

Renegado er guddommelig. Han kan ligne en vred lille dreng, han kan forvandle sig til en maskulin og dominerende løve i sengen, han kan smile til dig, så du smelter og sætte ild til dig, så du eksploderer. Han har den krop, alle drømmer om at få, uden nogensinde at have brugt et sekund på at passe på den.
Renegado er også en djævel, som tager hvad han vil have uden at give noget tilbage. Som kan overtale dig til at gøre hvad som helst, som han har brug for - og lade dig tage alt skraldet.

Meget ofte vil du ønske, han ville forsvinde langt ud af dit liv. Og oftere ville du ønske, han lå mellem dine ben.

Jeg har stort set kendt ham det meste af mit liv - vi gik i børnehave sammen. Så han har været der altid, helt fra før jeg rigtig kan huske sammenhængende erindringer. Men jeg kan huske fra dengang, at jeg var helt vild med ham - jeg ville have, han skulle være min bedste ven, og jeg rendte i hælene på ham hele tiden. Jeg tror ikke, han havde det på samme måde. Nogle gange var han irriteret over, at jeg altid var i vejen for ham, og andre gang tolererede han det, når han kunne bruge mig til noget - hvis han kunne slippe for at få skældud af pædagogerne ved at få mig til at gøre noget forbudt i stedet. Jeg gjorde det selvfølgelig, med hjertet oppe i halsen, og tog skraldet. Og hadede det. Jeg er ikke som ham. Når pædagogerne skældte mig ud, blev jeg ulykkelig og græd. Men når det var ham, det gik ud over, så stod ham bare og smilede skævt - så pædagogen blev mere og mere rasende. Men det endte altid med, at han før eller siden fik dem til at smile, og så faldt det hele til jorden. Det er stort set umuligt at være vred på Renegado i mere end 10 minutter ad gangen.

En af yndlingslegene dengang var, at 'gemme sig i puderummet'. Det var sådan set helt uskyldigt og svarer stort set til at lege læge. Det handler om at gnubbe sig op ad hinanden og undersøge hinanden, sådan som børn nu gør. Det eneste problem var, at Renegado havde lyst til at gemme sig i puderummet med alle i børnehaven, både pigerne og drengene, mens jeg kun havde lyst til at gemme mig med ham. Og jeg blev vred og ked af hver gang han gemte sig med en anden. Men max i 10 minutter.

Det var også helt typisk - også for hvordan tingene skulle blive senere hen, at når pigerne ville lege 'far, mor og børn', så var det altid Renegado, de ville have til at være 'far'. Også selv om han faktisk var ret modbydelig mod dem i legen - fik dem til at gøre alting for ham og få hele verden til at dreje sig omkring ham. Han tyranisserede hele familien i legen - og alligevel var det ham, de trylede om at være 'far' også næste gang.

I de første mange folkeskoleår, før vi kom i puberteten, legede vi altid sammen. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fik lov til at være hans ven alle de år. Jeg tror, det var fordi jeg var den eneste, som altid tilgav ham lige med det samme. Alle andre blev vrede og skældte ham ud indtil de endelig tilgav ham kort tid efter. Men jeg havde opgivet at vise det, når jeg blev vred, så jeg accepterede det hele. Jeg tror, det var derfor, han holdt ved mig - jeg var meget nemmere at være sammen med.

Alle vores lege de år handlede på en eller anden måde om at tage tøjet af. Det kom selvfølgelig fra Renegado, som på én eller anden måde var enten så rastløs eller så meget et naturbarn, at han simpelthen ikke orkede alt det tøj. Det startede som regel med, når vi kom hjem til ham, at han fik det varmt og tog blusen af. Og enten blev jeg solidarisk og fik det også varmt, eller også udviklede det sig til en brydekamp, hvor det galdt om at hive tøjet af hinanden. Eller vi hoppede på trampolin i deres have og fik det så varmt, at vi måtte smide tøjet. Eller vi svømmede i deres pool uden badebukser. Uanset hvad, så endte det i hvert fald altid med, at vi rendte nøgne rundt i deres hus og have og legede.

Det var nogle af de bedste år i mit liv.

Vi legede altid hjemme hos ham. Det var nemmere, fordi deres hus var så stort og havde alting. Og hans forældre var aldrig hjemme. Jeg kan faktisk næsten ikke huske rigtig at have mødt dem.

Men i løbet af sjette klasse begyndte det at gå galt. Han gad næsten aldrig lege længere, og jeg fornemmede, at han søgte efter noget andet. Jeg lagde mærke til, at han prøvede at komme til at hænge ud med nogle af de større drenge, men i starten gad de ham ikke rigtig. Det passede ham ikke, han var ikke vant til ikke at få sin vilje. Det gjorde ham mere vred, og det gjorde, at han helt begyndte at ignorere mig.

Jeg blev naturligvis fortvivlet og vred og vidste slet ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg kendte ikke til andet end at tilbringe min tid sammen med ham, så det blev jeg sådan set ved med - bare på afstand. Jeg sørgede for altid at holde mig i nærheden af ham og holde øje, men sørgede samtidig for at holde mig til mig selv. Det viste sig, at jeg faktisk var lidt et naturtalent til at gå i et med tapetet - det var let for mig ubemærket at blive ved med at holde mig i hans nærhed, selv om jeg ikke var sammen med ham.

Jeg ved ikke helt, hvornår det lykkedes ham at knække koden. Men på et eller andet tidspunkt gik det i hvert fald op for ham, hvad det er for en magt, han har over andre mennesker, og hvordan han skulle udnytte den. Han begyndte at føre det ud i livet i 7. klasse, og det var derfra, han begyndte at blive direkte farlig. Det var sidst på en skoledag, hvor han pludselig så på sit ur og begyndte at gå ret bestemt gennem skolegården. Jeg var selvfølgelig straks klar til at følge efter, men holdt mig lidt tilbage, så det ikke var for åbenlyst, at jeg fulgte efter. Jeg så, at han gik skråt hen over gården mod bagindgangen til gymnastiksalens bade og omklædningsrum. Straks han tog i døren og gik ind fulgte jeg efter over til bygningen. Vinduerne der ind til var højt nok oppe til, at man ikke bare lige kunne kigge ind, men alligevel lave nok til, at man kunne hvis man stod på noget, fx den mælkekasse, der behændigt nok lå der i forvejen - sikkert fordi nogle drenge havde luret på pigerne.

Jeg kom op og kiggede meget forsigtigt ind gennem vinduet, så han ikke så mig derinde. Det viste sig, at der var en masse fyre derinde - det var 10. klassen, der lige havde haft gymnastik i sidste time, og nu var de i bad og ved at klæde om. Det virkede slet ikke som om, der havde forholdt sig til, at han var kommet derind - dem i de mindre klasser er jo altid bare luft. Jeg kunne se på ham, at han lod som om, han bare skulle bruge toilettet, så han låste sig derind. Imens kiggede jeg fascineret. På det tidspunkt var jeg selvfølgelig blevet opmærksom på sex, men jeg havde aldrig rigtig tænkt på, at mine følelser for Renegado havde noget med sex at gøre, eller at jeg på den måde kunne være til fyre. Men 10. klassesfyrenes store og fuldt udviklede kroppe hev alligevel mine øjne til sig, og jeg kunne slet ikke få øjnene fra deres store pikke, der hang dér og gyngede tungt frem og tilbage, når de gik rundt.

Havde det været i dag, havde jeg helt sikkert allerede gjort samme opdagelse på internettet for længe siden, men husk, at dengang spillede vi stadig computer på SEGA-maskiner...

De store drenge blev efterhånden færdige og gik deres vej, og tilbage var kun den største af fyrene og den mest populære, som havde været længe om det - man kunne se, han ejede hele verden, på det tidspunkt i hans liv, og han behøvede ikke at skynde sig for nogen.

Så kom Renegado ud. Han lod stadig som ingenting. Jeg kunne intet høre gennem vinduet, men jeg kunne se, han spurgte ham om noget, sikkert noget dagligdags og måske rosende til den store fyr (jeg kan ikke længere huske hans navn). Og måske fordi de andre drenge var gået, så svarede han tilbage, om end noget kort. Renegado satte sig hen på bænken og talte videre og talte frem og tilbage med fyren. Jeg ved jo ikke, hvad de havde talt om, men pludselig skete det. Renegado gik på knæ og med et urimeligt frækt blik i øjnene tog han fyrens pik i munden. Først gav det et spjæt i ham, og jeg kunne se, at hans første tanke var, at hvis der kom nogen ind gennem døren nu, så var hans liv slut. Men han trak sig ikke væk - faktisk begyndte han ret hurtigt at lukke øjnene og slappe af i kroppen. Sandsynligvis har hans krop været så teenagehormonfyldt at følelsen fra berøringen straks overdøvede hans angst.

Jeg var målløs. Min egen lille drengepik havde længe været tændt, men nu var den lige ved skubbe mine bukser ud af form. Mine øjne klistrede til det punkt, hvor fyrens pik gled frem og tilbage i Renegados mund, og hver gang den blev synlig kunne jeg se, at den var vokset. Det var ekstremt så stor, den kunne blive, og den kan kun være kommet helt ind i hans mund hver gang, hvis den var gledet helt ned i halsen på ham.

Selv om det føltes, som om tiden var gået i stå, så kan der ikke have været gået længe. Pludselig sitrede hele fyrens krop, og det så ud som om, han var ved at miste balancen. Renegado holdt sit greb om pikken med læberne nogle sekunder endnu. Så rejste han sig og kastede et enkelt frækt blik på fyren, før han forlod rummet. Jeg nåede kun lige at kaste mig rundt om hjørnet af bygningen, så han ikke så mig.

Eftermiddagene i omklædningsrummet blev et ritual. Renegado gik ind og jeg stod på mælkekassen og holdt øje. De første par gange var det bare fyren fra sidst, der var derinde. Renegado suttede altid hans pik af, men jeg bemærkede, at Renegado også fik mere og mere af sit tøj af. Jeg stirrede glubsk, for det var længe siden, jeg havde set ham nøgen. Første gang, han var helt nøgen, var en fest for mine øjne. Han havde fået hår på pikken på en vildt lækker måde, og hans pik stod helt stiv. I 7. klasse var den allerede næsten lige så stor som den pik, der pumpede ind og ud af hans mund.

En eftermiddag var der pludselig to andre fyre, som blev tilbage efter gymnastik sammen med den første fyr. De så nervøse og utilpasse ud, men de slappede hurtigt af, da Renegado suttede dem af på række. Så rejste han sig op og talte til dem, og først så de lidt røde ud i hovederne. Men da han begyndte at sutte den første af fyrene igen, var der én af dem, der tog mod til sig. Han gik om bag Renegado, førte sin pik hen til hans hul og maste sig op i ham. Jeg var ved at komme i bukserne. Jeg kunne ikke se så meget som en skjult tegn på, at det havde gjort ondt på ham.

Flere og flere store drenge sluttede sig til eftermiddagene i omklædningsrummet, og jeg var et grådigt vidne til, at Renegado gav dem alt det, de ikke kunne få hos de kostbare piger.

Og han fik det, han ville opnå. Ingen (bortset fra mig) kunne rigtig forklare hvorfor, men der skete det helt usandsynlige, at de store drenge begyndte at acceptere ham i deres gruppe i skolegården.

Kun jeg kendte hans hemmelige metode. Renegado virkede begejstret for alt det, det kunne give ham, og han begyndte at anvende sit nyfundne magtmiddel uhæmmet.

Han behøvede aldrig komme til konfirmationsforberedelse og i kirken, og kun jeg havde været vidne til, da jeg havde gemt mig i kirken, at præstens lille lyserøde pik under hans store mave havde boret sig som en lille prop op i Renegado. Også kun jeg så hvordan præstens hænder rystede, da han han skulle velsigne og konfirmere Renegado i sit pæne tøj, på knæ foran præsten nogle måneder senere.

Og Renegado begyndte at få væsentligt bedre karakterer i flere og flere timer, hos nogle lærere, der var synligt nervøse omkring ham. Renegado lod sig ikke mærke med noget. Det fortsatte op igennem de store klasser.

Det er jo ikke, fordi jeg tror alle disse fyre og mænd alle sammen er bøsser. Men på én eller anden måde tilbød Renegado dem noget, de ikke kunne få så nemt andre steder, og som de allesammen blev narkomaner af.

Det er svært at forklare, hvordan jeg havde det. På den ene side var Renegado kilden til, at jeg kunne være vidne til en lang række utrolige sexscener. På den anden side var det som om, der var et eller andet inde i mig, der gik mere og mere i stykker, hver gang han gik på knæ foran nogen, der havde noget spændende at tilbyde ham i bytte. Jeg kunne ikke se, det påvirkede Renegado - måske blev han en smule mere hård at se på, lidt sammenbidt. Det var som om jeg overtog al den nerveslidte nervøsitet, som Renegado burde have fået af alle de overgreb.

En aften kunne jeg ikke mere. Jeg var hjemme hos mig selv - også jeg havde isoleret mig mere og mere gennem de sidste år. Først opdagede jeg det slet ikke - at jeg græd. Det var som om tårerne gled ud af sig selv og gjorde min skjorte helt våd. Og det ville ikke stoppe igen. Jeg havde været ked af det så længe, og nu ville det alt sammen bare ud. Jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg kunne stoppe det, og jeg ved ikke engang, om jeg havde lyst. Jeg kunne slet ikke tænke klart. Jeg tog bare min vindjakke på og løb ud i mørket. Jeg løb og løb afsted helt uden en plan, og det var først, da jeg var i kvarteret, at det gik op for mig, at jeg var på vej hjem til ham.

Jeg ringede på. Der var ret mørkt. Tydeligvis var hans forældre ikke hjemme. Da han åbnede døren, så han først på mig, som om han slet ikke rigtig kunne kende mig. Så dukkede der en eller anden form for genkendelse op i hans ansigt, og han så mine tårer og bad mig om at komme indenfor.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Jeg var helt tom i hjernen - jeg vidste jo ikke engang rigtig, hvorfor jeg var kommet derhen. Det var helt mærkeligt pludselig ikke at være hans hemmelige skygge mere, men rent faktisk være der rigtigt.

Der var længe stille. Han kiggede på mig. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var med nysgerrighed eller med en lille smule irritation. Jeg følte, jeg trængte til at lukke øjnene, skrue tiden tilbage til de gamle dage.
Derfor tog jeg min bluse af, så jeg stod med bar overkrop foran ham. Det føltes på én gang mærkeligt og som det helt rigtige at gøre. Igen var hans ansigt tomt, jeg kunne ikke se, om han var overrasket eller ligeglad.
Nu var jeg i gang. Jeg spændte mit bælte og åbnede mine bukser. Jeg tog bukserne helt af og mine sokker. Så tog jeg mine boksershorts af også, og stod så helt nøgen dér foran ham, som et slags ekko fra vores mange eftermiddage, da vi var små.

Renegado blev stående lidt foran mig. Så tog han mig i hånden og tog mig med ind til hans seng. Alt det næste var, som om nogen hurtigt spolede gennem scener i et manuskript, der var blevet skrivet om os for længe siden, men som vi havde ventet alt for længe med at gennemspille.
Han begyndte at åbne sit bælte, mens jeg åbnede alle knapperne på hans skjorte. På et øjeblik var han nøgen, og hele hans gude-smukke markerede krop lå mellem mine ben og skinnede mod min lyse hud. Jeg spreder automatisk mine ben for ham og griber ned og mærker hans vidunderlige pik, som jeg styrer direkte op til mit hul. Jeg vil være en gave til ham. Jeg har ikke prøvet det før, men jeg er ligeglad - jeg vil have, at han har mig. Han er forbløfende blid, da han støder imod mig og helt langsomt glider ind. Et eller andet sted registrer jeg da, at det også gør ondt, men det kan jeg slet ikke forholde mig til lige nu. Jeg forholder mig til, at han er inde i mig, jeg mærker, at han er så tæt på, som noget menneske kan komme. Jeg fotograferer dette øjeblik af lykke og klistrer det fast i min hjernebarks fotoalbum.

Han kigger på mig med et vidunderligt udtryk i øjnene, han kører frem og tilbage ind i mig, jeg mærker ham og nyder ham, ind til jeg endelig mærker ham skyde sig langt op i mig og falde sammen over mig.

Jeg slutter mine arme og ben rundt om ham og holder ham fast, mens han endnu er inde i mig. Så mærker jeg, at han begynder at skælve. Ikke på samme måde som lige før, men som når man græder og det virkelig kommer indefra. Jeg holder ham bare fast, lader han skælve, mens jeg bemærker, at min egen tårestrøm er stoppet. Sådan ligger vi, indtil vi falder i søvn.

'Renegado' betyder 'vred' på spansk, og det navn gav jeg ham i en spansktime nogle år senere i gymnasiet. Ikke fordi han sådan går rundt og raser, men jeg fornemmer, at det passer på ham. Jeg bliver nok aldrig helt klog på Renegado, og jeg ved nu, at jeg nok aldrig helt kan få ham. Der er ikke mange, der får noget tilbage af ham, men jeg gjorde det - i hvert fald én gang.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Inde i skabet

2011-08-26T23:26:00.003+02:00

Jeg ved ikke helt, hvad det er med mig og min storebror - hvorfor jeg ikke bare kan lade ham være. Men når jeg først kommer i gang med at drille ham, så kan jeg slet ikke stoppe igen. Jeg bliver helt elektrisk og overkørt. Mine forældre siger, jeg skal lære at finde grænsen for, hvornår det er nok. Så bliver jeg rasende. De skal ikke tale til mig som til et lille barn. Men de har desværre lidt ret - jeg kan ikke stoppe mig selv, jeg går hele tiden langt ud over grænsen. Min far siger, jeg skal holde op med at opføre mig som et barn og være den teenager, jeg er.

Et stykke hen ad vejen tror jeg, min bror synes, det er meget sjovt. Indtil jeg driver ham til vanvid, og han smider mig ud af sit værelse. Egentlig kunne jeg godt tænke mig, han ikke syntes, jeg var SÅ irriterende. Selv om det lyder som slutningen på en dum TV-serie, så har jeg lidt sådan et billede inden i hovedet, hvor min bror sidder ved siden af mig og lægger sin arm rundt om mig - sådan som rigtige brødre, der er tæt på hinanden. Gid jeg kunne styre mig lidt.

Det mest irriterende er som nu i aften, når hans bedste ven fra hans klasse kommer over. Så låser de altid døren, så jeg ikke kan være med. Jeg bliver så irriteret og sur på dem. Så sidder de nok og snakker om piger, og jeg er forbandet nysgerrig.

Men i aften tager jeg røven på dem, simpelthen. Har fået alletiders idé - jeg har gemt mig inde i hans skab, for så er jeg allerede inde bag døren, inden de låser den. Der er godt nok ikke meget plads til mig, men det går lige. Når de så tror, de er alene, så braser jeg ud af skabet og forskrækker dem. Glæder mig allerede, selv om min bror nok banker mig sønder og sammen bagefter. Det er det værd.

Nu er de på vej herned - jeg kan høre trinene på gangen uden for min brors værelse. Selvfølgelig har han fået det gode store værelse nede i kælderen, hvor man kan være helt uforstyrret. Måske er det derfor, jeg forstyrrer ham hele tiden. Nu kommer de ind i værelset og griner af et eller andet. Jeg skal være enormt forsigtig, så de ikke opdager mig først. Lågerne gaber heldigvis lidt, så jeg kan se, hvad de laver.

"Åh, jeg låser lige døren", siger min bror og drejer nøglen ud til gangen.
"Ja - ellers så er din irriterende lillebror her om lidt". Hans ven har smidt sig på sengen, mens han næsten sukker sætningen. Jeg undertrukker et fnis over, hvordan jeg snyder dem, og prøver at ignorere det lille smertelige stik i mellemgulvet over, at de synes, jeg er irriterende. Min storebror trækker gardinerne for vinduerne - hvor tit har jeg ikke stået derude og prøvet at finde en sprække i gardinet, jeg kunne kigge igennem. Der er meget bedre udsyn herinde fra skabet, utroligt jeg ikke har fundet på det før nu. Jeg er så spændt på, hvad det er for nogle hemmelige ting, de snakker om, når jeg ikke er der.

Men de siger ikke rigtig noget. Vennen ligger på sengen, men han ser ikke så afslappet ud, egentlig. Og min bror står ovre ved vinduet og er ligesom frosset lidt fast. Så er det ligesom om, at han skubber sig selv i gang med at gå, og på en lidt fjollet måde, som om han med dårligt skuespil spiller, at han er lidt træt, går han over mod sengen og sætter sig lidt for hårdt på madrassen, så det gynger. Det er som om luften mellem dem er lidt ligesom beton.

Pludselig farer vennens hånd op og stikker et par fingre ind i siden på min bror. Han flækker sammen i blandingen mellem et hyl og et grin og kaster sig over vennen for at kilde ham. De ruller rundt på madrassen, griner og skubber. Jeg lægger hånden på skabslågen og gør mig klar til at hoppe ud - det virker som det rigtige øjeblik. Men jeg stopper igen. Pludselig er de gået i stå. De er helt stille. Min storebror ligger med ansigtet nede i madrassen og vennen er ovenpå, først hvilende, men så spænder han ligesom i bækkenet og presser underlivet ned mod ham. Det ser lidt underligt ud, og jeg fornemmer ligesom, det måske ville være forkert at springe ud af skabet lige nu. Han ligger bare, vennen, og bliver ved med ligesom at presse underlivet mod min bror - som bare ligger helt stille. Er han besvimet? Vennen tager forsigtigt sin hånd ind under min storebrors bluse og sniger sine fingre op til hans ene brystvorte, kan jeg fornemme på blusestoffet. Så hører jeg en lyd fra ham. Stønner han? Vennen hiver op i blusen og trækker den over hans hoved. Jeg kan se, han selv hjælper med - så er han altså ikke besvimet. Det er lidt underligt, det her, jeg synes næsten, jeg har svært ved at få vejret herinde i det lille rum, og gisper lydløst efter luft.

Nu kommer der pludselig gang i dem. Næsten som da de sloges, men det er på en anden måde, mere intenst, og i stedet for at kilde hinanden, så hiver de i hinandens tøj. Og også i deres eget, ind til de kun har underbukser på. Min bror ligger stadig under vennen, men nu på ryggen. Vennen bøjer sig ned over ham og nu bliver det endnu mere underligt. Deres læber mødes, ligesom når en pige og en dreng kysser. De kysser! Pludselig får jeg en idé og griber ned i lommen, for at finde min mobiltelefon. Først får jeg helt forkert fat - i min egen pik. Den er helt stiv, og et øjeblik tog jeg fejl af den og telefonen. Der går en hel bølge af elektriske dønninger igennem mig, da jeg rammer pikken. Det er ret underligt det her, men jeg ved bare, at det er spændende. I andet forsøg finder jeg telefonen. Så lydløst som muligt klikker jeg den frem til at kunne optage video, og så retter jeg den mod dem gennem sprækken mellem skabsdørene. Jeg er helt chokeret over det, jeg ser på den lille skærm. Min egen storebror ligger derovre på ryggen. Han har spredt benene, så vennen rigtig kan presse sit underliv ned mod ham. De kysser stadig. Vennen har stramme underbukser på, og når han skubber sig ned mod min bror, kan jeg se, at han har helt faste, nærmest muskuløse baller. Jeg har ikke tænkt på den måde før, men de er begge flotte. Slanke og med markerede muskler.
Min bror famler med sine hænder ned over ryggen på vennen og lader sine fingre glide ind under underbuksekanten og ind og griber om ballerne. Jeg føler næsten, jeg kan mærke hans hænder på mine egne baller og det isner helt ned over min ryg.

Nu hiver de underbukserne af også og inden de igen kaster sig over hinanden kan jeg lige ane, at de begge har store stive pikke, som de nu borer ind mod hinanden. Deres vejrtrækning bliver meget hurtigere, og det er næsten som om de klynker mellem stønnene. Jeg tror næsten, jeg kunne springe ud og hoppe og danse lige nu, uden de ville opdage det - de er nærmest i trance. De bevæger sig hurtigt, nærmest som én krop, og det virker som om, de godt ved, hvad der skal ske. Min bror stiller sig nu på sine knæ og hænder, ligesom da jeg var lille og vi legede hest. Vennen stikker hånden ned mellem sengen og væggen og fisker en lille tube med et eller andet op (hvordan vidste han, den var dér?). Lynhurtigt skruer han låget af, tager noget ud i hånden og smører sin strittende pik ind i det. Han tager mere ud og smører det, på en ret professionel, næsten lægeagtig måde direkte ind i min storebror numse! Min bror stønner og skubber sig tilbage ind mod ham, som om han bare vil have mere af det. Hans pik stritter helt vildt - jeg retter videotelefonen mod min brors store pik, som jeg aldrig har set på den måde før. Helt pulserende, tyk, lang og hård, og der glider en fedtet dråbe ud af spidsen af pikken. Jeg kan ikke lade være med at tage en hånd ned i mine egne bukser og holde om min pik, ellers tror jeg, den vil blive ved med at vokse, til den selv skubber skabslågen op.

Vennen tager nu om sin pik og sætter den hen til min storebrors numse, og pludselig går det op for mig, hvad der er ved at ske. Der sker ikke så meget endnu, men jeg kan se på hans stramme baller, at han skubber til. Og langsomt glider pikken ind i min bror. De begynder begge at stønne, men på hver deres måde. Vennen helt dybt og nydelsesfuldt og min storebror på en meget lysere måde, lidt klagende, næsten som en pige i en pornofilm. Men så er der noget, der tager ved min bror, og han bider tænderne sammen og skubber hele sin krop mod vennen, så hans numse nærmest sluger pikken. Et sekund er alting stille. Men så går det løs. For øjnene af mig og på min telefons lille videoskærm knepper vennen min bror med lange hurtige stød. Deres forskellige stønnelyde møder hinanden i en særpræget duet, mens vennen bare pumber løs. Han bliver bare ved og bøjer sig ind over min bror, så hans brystkasse kærtegner hans ryg. Deres lyde stiger, selv om jeg kan høre, de prøver at beherske det. De er nok bange for, jeg står og lytter ved døren. Lydene bliver mere og mere forpustede, min bror bider sine tænder hårdere sammen, vennen stirrer koncentreret ned i min brors nakke. Han rækker ned under ham og griber om hans pik og han når kun at stryge den et par gange før pludselig - de kramper begge helt vildt, prøver at lade være med at gispe højt, er fastlåst et øjeblik. Så sprøjter min brors pik helt vildt, torpederer lagnet med sine hvide klatter.

De falder sammen, som klude. Og det går op for mig, at nede i mine egne bukser er min egen pik eksploderet i fedtet slim, som glider rundt mellem mine fingre. Jeg stopper videooptagelsen, gemmer den og lægger den tilbage i lommen.

Der bliver ikke rigtig sagt noget. Kort efter tager vennen sit tøj på igen og går, og min bror forsvinder ud af rummet - jeg kan høre, han tager et bad nede for enden af gangen. Jeg selv tør endelig forsigtigt liste ud af skabet igen. Et øjeblik stopper jeg op ved sengen og mærker med en fingerspids på det våde lagen. Så forsvinder jeg lydløst op ad trappen.

Ved aftensmadsbordet kigger de alle sammen underligt på mig. De forventer, at jeg skal te mig barnligt og genere min bror - men jeg er helt stille. Jeg fornemmer ud af øjenkrogen at min far nikker anerkendende og sender et sigende blik til min mor.

Senere den aften banker jeg på hos min bror. Han sidder og laver lektier og virker lidt forbløffet over, at jeg banker på. Jeg går ret bestemt og lidt forretningsagtigt over til hans skrivebord. Jeg rækker ham min telefon, og forklarer ham, at videoklippet allerede også ligger på min computer og skjult et hemmeligt sted på et USB-stick. Så trykker jeg på PLAY. Han bliver helt hvid i hovedet. Tavs og chokeret ser han sig selv stønne og vride sig. Jeg kigger bare koldt på ham, da han bagefter kigger op på mig, på en helt ny måde. Der er egentlig ikke nogle protester, da han hører mit krav. Et halvlangt øjeblik stirrer han mig tomt ind i øjnene. Men så rejser han sig op og begynder at tage tøjet af, lidt mekanisk. Først da han har stillet sig klar ovre på madrassen klæder jeg mig også helt af. Så går jeg over og stikker hånden ned mellem madrassen og væggen - jeg ved præcis hvad jeg leder efter. Og jeg hører kun et lille gisp fra ham, da jeg støder min pik helt i bund.

Bagefter sidder vi begge nøgne på kanten af madrassen ved siden af hinanden. Jeg sidder og stirrer ned på min egen pik, som nu dovent og lang hænger i en bue ned mellem mine ben. Min bror bryder trancen - og det føles som i slowmotion, da han lægger sin stærke arm rundt om mig og giver mig et klem. Som rigtige brødre.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

Fra laden

2011-08-26T23:22:00.003+02:00

Han vokser så meget i det øjeblik.

Jeg lader være med at skrige.

Han holder et øjeblik fast om mig. Mest for at holde balancen. Med stærke, store arme.
Til flimmeret er faldet.

Jeg forlader humpende laden, og prøver at huske hvilken vej vi kom fra.

Men der ligger min sko. Jeg orkede ikke hente den og bryde øjeblikket, da vi hastede hen over gården, og jeg kom til at træde ud af den.

Jeg fortsætter i vores fodspor ud over marken og samler mit bælte op, som næsten ikke fik noget mudder på sig, da ham kastede det fra sig. Derude står hesten stadig så underligt forladt, som om den ikke havde fantasi til at fortsætte videre selv.

Jeg nærmer mig den langsomt. Min bluse ligger stadig hen over saddelen oven på hans. Jeg stikker min næse ned i stoffet, og den brusende sensation i min mave får mig til at beslutte at tage hans bluse på også. Nu er det pludselig ikke helt så varmt, som da han besluttede sig for at tage den af og blotte sit solbrændte, arbejdstrænede bryst, mens han trak mig rundt på marken. Og jeg også fik det så varmt deroppe på hesten, at jeg måtte køle min hvide og meget mindre overkrop også.

Jeg lægger min hånd på hestens side og genkalder mig følelsen af muskler mellem mine ben og hans stærke hænder om mine hofter, der løfter mig af og ned til ham.

Bussen holder og venter på mig oppe ved vejen. Jeg er den sidste, og min klasselærer siger ikke noget, men stirrer misbilligende på uret, da jeg går forbi ham op i bussen. Lige nu går mine klassekammeraters ulidelige støj mig ikke på.

Ud af vinduet gransker jeg skiltet ved vejen: "BESØGSBONDEGÅRD - oplev hverdagen på landet"

Da de mange hestekræfter begynder at brumme under mit sæde, og mens vi bumper tilbage mod byen, kan jeg stadig mærke den salige fornemmelse af ham i mig dernede, som om jeg stadig sidder på hans bumpende skød, i laden, uden at sige en lyd.

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)

I det øjeblik

2011-08-26T23:20:00.004+02:00

I det øjeblik han går forbi min ryg og ud af rummet, strejfer hans lillefinger bare lige netop det yderste af de små hår i min nakke, og jeg skal slås for ikke at få min krop til at give efter for følelsen af jordskælv.

Jeg sidder lidt og kæmper med mig selv. Jeg bestemmer mig klogeligt for at lade være, men alligevel hører jeg min stemme sige:

”Nå, vi har vist brug for kaffe nu. Gør jer det endelig behageligt ovre i sofaen, så er jeg straks tilbage.”

Jeg håber ikke, de ser, at jeg ryster på hånden, da jeg skubber stolen ind under bordet.

Han står ude i køkkenet, helt roligt. Med hænderne i lommen. Og kigger bare på mig med de der gennemborende øjne, som jeg har kunnet mærke på mig hele aftenen. Når jeg endelig brød sammen og kiggede tilbage, så stirrede han mig direkte ind i øjnene, og jeg kunne ikke finde ud af, hvordan jeg nogensinde skulle bryde øjenkontakten igen. Hvor gammel er han? 19? 20?

Jeg koncentrerer mig om kogekeddelen, og forsøger at ignorere ham, mens jeg hælder vandet op. Men da jeg skal sætte den over på komfuret, flytter han sig overhovedet ikke, og jeg må læne mig ind forbi ham og dufte ham så tydeligt for at tænde for varmepladen. Jeg stivner der, og kan ikke finde ud af hverken at komme videre eller komme ud af situationen igen.

Men så lægger han en hånd på min arm, og det starter en eksplosion. Jeg griber fat i hans skjortekrave, som om vi var midt i et værtshusslagsmål, og der ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med ham. Men hans øjne slipper aldrig mine, og nu er det nærmest, som om der kryber et lille smil op og lægger sig lurende omkring hans læber. Det kan jeg ikke holde ud at se på, så jeg smadrer billedet ved at placere mine læber lige midt på hans.

Jeg skubber ham rundt og ind over køkkenbordet, mens jeg allerede har mine hænder under hans skjorte. Den ene hånd gnider sig hurtigt over hans mave og finder hans brystmuskulatur og hans strittende brystvorte, mens den anden hånd allerede er under buksekanten og har grebet rundt om hans pik, der er bankende stiv. Jeg kæmper for at holde trangen til at stønne nede, mens jeg fedter med knappen i bukserne. De må ikke høre noget derinde i stuen. Jeg trækker hans bukser og underbukser ned og prøver med det samme at støde mig op i ham. Det går ikke, det glider ikke nok, og jeg kan høre, han kæmper for at tilbageholde et skrig af smerte. I stedet famler jeg hen over bordet og griber flasken med olivenolien, som jeg hurtigt doserer ud over min pik, og ned i hans revne. Og så støder jeg mig op, først langsomt, insisterende, og bagefter hurtigt og så hårdt jeg kan, mens et sammenklemt, komprimeret støn plumper ud over hans læber. Jeg mærker pikken vokse og vokse mere og mere i ham, ind til jeg bliver nødt til at slippe det hele ud i et kvalt skrig. Det hele drukner i kogekeddelens skrigende dampsøjle, der udtrykker alt, hvad jeg ikke kan slippe ud.

Så hælder jeg vandet på bønnerne og lader det trække, mens vi skubber skjorter tilbage i bukserne og knapper op.

Da kaffen er drukket, siger jeg farvel til gæsterne. Som den sidste på vej ud af døren siger min chef:

”Tak for dejlig middag, og kaffen var fremragende – du må vist lære mig, hvordan man laver kaffe. Min kone brokker sig altid over min. Du er en dygtig ung mand. Jeg tror også, min søn rigtig godt kunne lide dig – selv om han aldrig siger særlig meget. Men det betyder meget for mig. Kom ind på mit kontor på mandag, jeg tror, vi skal have et lille kig på dine karrieremuligheder i firmaet...”

-------------------------------------------------

Efterlad en kommentar, hvis du har lyst ;o)